Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nye, lovende toner fra Trivium

Populær
Updated
Nye, lovende toner fra Trivium
Mathias Nielsen rapporterer fra det eksklusive og positive første lyt til det kommende album fra Trivium, "The Crusade". Triviums tredje opus har fået navnet ”The Crusade”, og det er her, de unge drenge skal bevise, om de stadig har nok interessant materiale i sig til at bevare pladsen på tronen, som et af de mest lovende unge metalbands. Der er stadig masser af ekstremt teknisk instrumentlir i bandet, og der bliver ikke sparet på fremmedordene i sangteksterne. Og så er frontmand Matt Heafy blevet stolt af sine japanske rødder, og har samlet mellemnavnet ”Kiichi” op.

Bandet har fordelt sangskrivningsopgaverne lidt, mens det dog stadig er Matt Kiichi Heaft, der står for størstedelen.

”The Crusade” lyder både stærk, forfriskende og anderledes end ”Ascendancy”, og følger en eksklusiv track-by-track-gennemgang af det nye album:


1. Ignitionz

Drengene lægger ud, hvor de slap på ”Ascendancy”, med smadremetal af bedste skuffe: smæk på fra første minut. Men her er også stadig plads til et melodisk, fængende omkvæd af den slags, som især gjorde sig gældende på forrige album. Stykket, hvor guitarsolodelen lyder som noget, der kunne have været med i en Slayer-sang.


2. Detonation

Nogle af vorlæsere har sikkert allerede hørt dette nummer, som var det første, der blev frigivet på Nettet. En rimelig uinspireret blanding af Metallica og Megadeth. Ikke mindst fordi hr. Kiichi Heafy tror, at han er James Hetfield anno 1988. Igen får man serveret et melodisk omkvæd, som vi kender det fra d’herrer.


3. Entrance of the Conflagration

Herfra og på resten af albummet, begynder afvigelserne i forhold til ”Ascendancy”. Der er smæk på, og Heafy tror stadig, han er Hetfield, men det her lyder mere originalt end ”Detonation”. Glæd dig især til turbo thrash-omkvædet, som indtræder knap to minutter inde i sangen. Man skulle tro, drengene var fanget i en midt-80’er boble! (hey, sådan en vil jeg også gerne fanges i !! – red.)


4. Anthem (We Are the Fire)

En sang, som bassist Paolo Gregolotto har skrevet. Nummeret et også netop frigivet på Nettet. Giver et helt nyt billede af Trivium som et ”riddermetal”-band i stil med Hammerfall (jf. sangtitlen, i øvrigt)! Indeholder et fint syng-med-omkvæd. Med sit Priest’ske riff, er det i særdeleshed et nummer, der vil få de mere skeptiske, ældre old-school metalhoveder med på vognen.


5. Unrepentant

Igen bliver der skævet lidt for åbenlyst til Metallica. Guitarist Corey Beaulieu har skrevet dette nummer, hvis åbningsriff minder urimelig meget om førnævntes ”Through the Never”. Til gengæld er det anderledes end noget, Trivium tidligere har lavet, og det ildevarslende omkvæd trækker voldsomt op i undertegnedes bog.


6. And Sadness Will Sear

For første gang bliver der slækket lidt på det hæsblæsende tempo. Et slæbende, atmosfærisk nummer, der i verset sender tankerne hen på Machine Head. Desværre står det tilbage som et af albummets svagere numre.


7. Becoming the Dragon

Ja, det måtte jo næsten ske: Et Trivium-nummer med tekster om drager! Efter det foregående langsomme nummer bliver der sat spark på tempoet igen. Kort inde i nummeret, indtræder et ultratungt break á la Sepultura, som går over i et ligeså tungt stykke med ultrahurtigt metal, der nemt kunne høre hjemme på et Slipknot-album (!)


8. To the Rats

Endnu et nummer skrevet af bassisten Paolo. I omkvædet fornemmer man igen, at den melodiske power metal tydeligt har inspireret Triviums bassist, inden en Slayer-agtig solo atter bryder frem. Hæsblæsende!


9. This World Can’t Tear Us Apart

Det nye albums svar på ”Ascendancy”’s powerballade, ”Dying in Your Arms”. Der bliver sparet lidt på kræfterne, men dette nummer lyder altså lidt for poppet og forudsigeligt. Dog formentlig et af RoadRunners kommende single-valg. Chugga-Chugga-riffet i verset sender tankerne hen på System of a Downs ”Deer Dance”.


10. Tread the Floods

Andet nummer på albummet, som guitarist Corey selv har skrevet. Man fornemmer, at han prøver at tilføje sine kompositioner et episk/storladent strejf. Desværre er nummeret et af de mest kedelige på albummet. Ret meget ”la-la”.


11. Contempt Breeds Contamination

Typisk Trivium. Smæk på, efterfulgt af melodisk omkvæd. Lidt ”la-la” ligesom forrige nummer, og tomgangen lurer om hjørnet, inden man kan nyde den Kirk Hammett’ske solo et stykke inde i nummeret.


12. The Rising

Igen er Paolo Gregolotto på banen som sangskriver i et nummer, der velsagtens kan beskrives som Triviums 2006-svar på ”Holy Diver” (Dio – red.). Det vuggende tempo fænger virkelig. Fede soloer, fedt syng-med omkvæd. Virkelig godt nummer, som eliminerer al frygt for autopilot efter de to foregående numre.


13. The Crusade (instrumental)

Som om d’herrer ikke havde ”lånt” nok fra Metallica i forvejen på dette album, så afsluttes ”The Crusade” minsandten af dette helt sublime, otte minutter lange instrumentale titelnummer. Intro-riffet er lånt fra Muse’s ”Stockholm Syndrome”, men bliver snart afløst af et Iron Maiden-agtigt temposkift. 1000 forskellige elementer blandes sammen. Flere af riffsene leder tankerne hen på klassisk Maiden. Pludselig overraskes man af et sælsomt akustisk breakdown, inden tempoet igen sættes op, og Heafy og Beaulieu toppes i ekvilibristiske guitardueller. I sandhed en helt utrolig måde at afslutte albummet på, og man sidder nærmest lammet tilbage, som nummeret fader ud. Måske Triviums bedste komposition til dato.

Slutteligt kan undertegnede konkludere, at Trivium atter lyder til at have begået en genistreg af et album. Bandet hviler bestemt ikke på laurbærrene, og de unge drenge tager et langt skridt frem i udviklingen med dette udspil, som utvivlsomt vil indfange endnu flere nye fans.

Hold øje med en decideret anmeldelse af ”The Crusade” i Heavyjam.dk i starten af oktober!

Kunstner