Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dødsmagneten tiltrækker!

Populær
Updated
Dødsmagneten tiltrækker!
Den 12. september udkommmer Metallicas nye album Death Magnetic. HeavyJam.dk har som ét af ganske få medier været med til en eksklusiv lyttesession. Det er svært at komme på et band, der er blevet mere udskældt, end Metallica blev i kølvandet på 2003's "St. Anger". Ifølge kritikerne, var der stort set ikke det, der ikke var galt med det aggressive album, som i manges ører skæmmedes af en rå produktion, en lilletromme med snare'en slået fra og guitarsoloernes fravær.

Metallica har således i de senere år uomtvisteligt været det mest debatterede navn på metalscenen blandt de mange konservative lyttere – både de, der mener, at det er gået ned af bakke siden "Justice"-albummet og frem til de, der mener, at "Load" rent faktisk IKKE var nogen fadæse (såsom undertegnede).

Nu udkommer "Death Magnetic" snart (den 12. september), og de store spørgsmål lyder så: "Er det klassisk Metallica?"; "Er det bedre end St. Anger?"; "Er der guitarsoloer igen?". Umiddelbart må man svare ja til det hele! Metallicas niende album er klart et skridt tilbage mod storformen, og der er elementer af alt fra "Kill 'em All" og frem til "St. Anger".

Her er en track-by-track gennemgang af hver af pladens numre, så du ved, hvad der er i vente:


1. The Was Just Your Life (ca. 7 minutter)

Pulsslag åbner albummet efterfulgt af et ildevarslende riff og reverb'et vokal fra Hetfield. Det lyder faktisk lidt som den intro, Torben Ulrich fik bandet til at skrotte under optagelserne til "St. Anger" i "Some Kind of Monster"-filmen. Tonstunge, distortede guitarer overtager herefter lidt a la overgangen fra "Battery"s akustiske intro, og Ulrich pumper samme sangs old-school thrash-rytme af sted, mens Hetfield brøler på en arrig high-pitched måde, man ikke har hørt siden "...And Justice for All". Og nårh ja, så er Kirk tilbage med en solo, inden sangen slutter med et klassisk Metallica'sk guitarharmonistykke. Herlig start!


2. The End of the Line (ca. 8 minutter)

Her bevæger vi os ind på "Load"-området. Metallica genbruger elementer fra den første "New Song", som de premierede i Berlin tilbage i 2006. Sangen går over i et "2 X 4"-agtigt riff, inden atter et riff, der lyder lidt som "Shoot Me Again", træder ind. Egentlig ikke en super sang, men midtvejs overraskes man af bizarre rytmeskift – det må være det, Lars Ulrich ynder at kalde "nutty stuff" – og sangen slutter med et afdæmpet stykke, hvor Hetfield synger "The slave becomes the master!", inden der bygges op til en sidste eksplosion.


3. Broken, Beat & Scarred (mellem 6 og 7 minutter)

Tonstung intro med breaks, hvor Rob Trujillos bas går lige i mellemgulvet, men så går sangen over et næsten – gys – nu-metal-agtigt riff. Det bliver der heldigvis hurtigt rettet op på med noget af det fedeste E-strengs-smadder, man ikke har hørt magen til fra disse herrers sider i laaang tid. "WE DIE HARD!" brøler James i omkvædet, inden endnu et riffskifte tager røven på lytteren midtvejs. Umiddelbart den mest ligetil sang på albummet.


[img]http://heavyjam.dk/img/2521-t.jpg[/img]4. The Day That Never Comes (7:55)

Førstesinglen, som formentlig de fleste allerede har hørt, så den behøver vist ikke nærmere introduktion.




5. All Nightmare Long (ca. 8 minutter)

Helt i tråd med sangtitlen taler vi her om en mareridtagtig stille intro der minder lidt om tonerne fra åbningsnummeret, men sangen går hurtigt over i Slayer-agtig volds-thrash, inden James i breaket råber "ONE, TWO!", og det hele går over i et tonsende fedt groove. De sidste fire minutter er fyldt med maratonsolo-ing fra Hr. Hammett, inden endnu et voldsomt og desorienterende riff tager over. Så tror man pludselig, sangen er slut, men Hetfield brøler pludselig videre, og Lars Ulrich leder resten af tropperne mod den kaotiske slutning.


6. Cyanide (mellem 6 og 7 minutter)

Endnu en sang, som allerede er tilgængelig på bandets Myspace, og som ikke behøver andre ord med, end blot at den lyder langt federe på plade end live!


7. The Unforgiven III (ca. 8 minutter)

Tja, konceptet med en treer smager lidt af mangel på idéer. Denne tredje del af Metallicas ballade-trilogi lyder mere som etteren end toeren. Den virkelige bombe er dog sangens intro – klaver og cello! I en Metallica-sang?? Jo, den er god nok. Det lyder lidt a la Morricone, hvis "Ecstasy of Gold" Metallica længe har brugt som intro til live-showene. Det er samtidig den sang på albummet, hvor der sker mindst. Hoved-riffet lyder som noget, der kunne have været på "Load", og Kirk Hammett er i topform under maratonsoloen, som markerer hans bedste arbejde på dette album.


8. The Judas Kiss (ca. 8 minutter)

Første decideret halvkedelige nummer. "Bow down, sell your soul to me!", råber James, men sangens otte minutter lyder alt for rodede og uden ender. Hurtigt videre til:


9. Suicide & Redemption (Instrumental) (ca. 10 minutter)

Eller "Orion 2"? 10 minutters instrumental metal. Her tager man sig selv i at vippe med nakken. Robs bas og Lars' trommer åbner sangen, inden et groovy, heavy riff tager over. Midtvejs duellerer James og Kirk i et stykke, der sender tankerne hen på klassisk Iron Maiden. Mod slut slår Lars Ulrich sig løs i noget, man kan kalde en semi-trommesolo, inden det tunge riff fra sangens start genoptages. Man mærker slet ikke, at der er gået 10 minutter, da sangen fader ud!


10. My Apocalypse (5:00)

Sidste nummer er offentliggjort på Metallica.com og MissionMetallica.com. "Dyers Eve 2"? Albummets korteste med en spilletid på kun fem minutter. Dette er nok det tætteste Metallica nogensinde har været på at lyde som Slayer. Bestemt en brutal afslutning på et brutalt album.


Ingen tvivl om, at "Death Magnetic" rykker, og flere gennemlytninger vil uden tvivl rykke albummet endnu højere op på rangstigen. Hold øje med HeavyJam op til albummets udgivelse, hvor hver enkelt af HeavyJams skribenter vil anmelde skiven på hård men retfærdig vis.

Kunstner