Briller af stål: Chile, metalland. 80'erne – del 1

Metallen er allestedsnærværende i Chile og har været en dominerende modkultur siden militærdiktaturets tid. I første del af en artikelserie om den chilenske thrashs historie beretter Yanko Tolic fra Massakre om, hvordan det var ham, der startede det hele.

2011: Chile må være verdens mest metal land. Fra det øjeblik, vi stod af bussen efter at have krydset Andesbjergene gennem hårnålesving og grænsekontroller, hvor maskinpistolbærende ynglinge har gransket min pose med æbler, har jeg ikke bestilt andet end at spotte metal-t-shirts. Mens min kone har set lamaer og ponchobærende indianere på muldyr, har jeg set Black Sabbath-, Slayer-, Megadeth-tees i ét væk. På busstationen, på gaden, i parker, metal. Om det så er altsaxofonisten fra det skoleorkester, der spiller temaet fra ‘Den lyserøde panter’ nede på flodpromenaden i Valdivia og sætter alle bilalarmer i gang, har han en Maiden-tee på; far og teenagesøn, der får taget billede foran et historisk monument, har ‘Justice’-æra-Metallica-tees på; fyren, der tager imod billetter til flodprammen og holder de pågående søløver på sikker afstand af turistindtægtskilden, har en Anthrax-tee på; hende, der laver ordentlig espresso, ikke den altdominerende pulverkaffe, på surfersushibaren i Pichilemu sporter en forvasket Paradise Lost-ærmeløs. Der er metal over alt.

Nogle uger senere står jeg om aftenen på tagterrassen oven på et lejet hus i Valparaíso og drikker pisco med den ferierende nabo fra Santiago, der har en Rush-tee på. For foden af bakken ligger bugten sort hen, på den anden side af den ses lysene fra bade- og kasinobyen Viña del Mar, Tom Arayas fødeby.

“Hvordan kan det være, at alle i Chile hører metal?” spørger jeg ham.

“Sådan har det altid været,” konstaterer Freddy Véliz Olea. “I Argentina hørte de rock, i Chile hørte vi metal.”
Freddy er redaktør på den chilenske pendant til Devilution, iRock. Da han stiller sine venner det samme spørgsmål, jeg stillede ham dengang for fem år siden, byder Mauru Torres fra groovemetalbandet La Más Gorda ind: “Det var den eneste måde, man kunne gøre oprør på her i landet. Metallen voksede sig stærk her, fordi den næres af et brændende had til sine omgivelser. I middelklassen troede de, at de var frie sammen med deres ligesindede, men de stod alene. Chile står alene, chileneren står alene. Og metallen så det, den vidste det, den åd det, og den levede af det.”

Torres og flere andre har også deres mere eller mindre flyvske teser om, hvordan metal vinder genklang hos efterkommerne af de krigeriske mapuche-indianere, men et mere sandsynligt bud på, hvorfor det blev i Chile og Brasilien metallen voksede sig stor, og ikke i Argentina, kommer fra chefredaktøren på iRock, Christian Carrasco:
“På det tidspunkt, hvor metal så småt kom til Chile, var situationen her slet ikke den samme som i Argentina, som lå i krig samtidig,” påpeger han. 

Selvom både Chile, Brasilien og Argentina var højreorienterede militærdiktaturer i varierende grader af afvikling langt op i 80’erne, forsøgte Argentinas junta at styrke sin magt i befolkningen ved at gå i krig med England om Falklandsøerne.

“Selvom alt stadig var lort i Chile i ‘78, så forhindrede det ikke fremmed musik i at nå hertil,” fortsætter Carrasco. “Tænk på, at Argentina lukkede helt af for England netop i metallens storhedstid.”

Freddy fremhæver den samme faktor, at anglofon musik simpelthen blev forbudt i Argentina i metallens formative år.

Ignorante autoriteter

Selvom der også foregik massiv kulturel undertrykkelse i Chile, hvor hippierne var blevet forfulgt, og de venstreorienterede tortureret af det hemmelige politi for så at "forsvinde", fik først metal og siden thrash metal dog fodfæste blandt unge fra landets middelklasse, der kunne identificere sig med thrashens utilfredshed og frustration. Mens fjernsyn og radio blev kontrolleret med jernhånd af Pinochet, og juntaen omkring ham kørte en endeløs strøm af bekymringsløs pop og gjorde deres bedste for at overbevise middelklassen om, at den materielle velstand, de oplevede, skyldtes Pinochet og ville blive sat over styr, hvis venstrefløjen skulle få magten igen, gav den øgede velstand den øvre middelklasse mulighed for at rejse ud af landet – og dens børn mulighed for at tage plader med hjem og høre deres egne indestængte aggressioner omsat til musik. 

“Thrashen blev ført ind i Chile, fordi autoriteterne var ignorante og ikke så nogen trussel i den,” fortæller Freddy, der selv var en del af Chiles unge metalscene fra midten af 80’erne og frem. “Det så de til gengæld i dens fans, som blev forfulgt, fordi de gik i sort tøj og havde langt hår, eller fordi de altid samledes i grupper i områder som Paseo de las Palmas eller i udkanten af Apumanque. Bevidst eller ubevidst, mest det sidste, tror jeg, identificerede metalfans sig med æstetikken og kraften i musikken, den her lyd, der gik fuldstændigt imod det etablerede. Bagefter kunne man så begynde at forsøge at forstå teksterne, som ofte handlede om den samme rastløshed ungdommen, her følte. Mange af de første metalbands blev dannet af børn af den højere middelklasse i hovedstaden, fordi de havde adgang til instrumenter og kunne købe musik i udlandet. I de første år var det en sluttet kreds, men den voksede sig større med årerne.”

Og selvom Tom Araya flyttede fra Viña del Mar til USA som seksårig, havde han stadig en vis indflydelse, bedyrer Freddy:

“For et land som Chile, der ligger på kanten af verdens ende, er det noget at være stolt over, når en chilener udmærker sig i udlandet, og da vi fandt ud af, at Tom Araya, sangeren i et af de allermest indflydelsesrige og vigtige thrash metal-bands på verdensplan, var chilener, bidrog det yderligere til, at alle dyrkede metal fanatisk.”

Men først skulle den chilenske scene have sine egne bands.

Pisser i massegraven

1985: “Altså, jeg skabte scenen i Chile.”

Yanko Tolic ser ingen grund til falsk beskedenhed i dag, når han ser tilbage på, hvordan thrashscenen begyndte at tage form omkring ham i løbet af 1985.

“Jeg var den første, der havde et band, der spillede speed, black, thrash. Jeg organiserede den første koncert. Jeg var den første til at indspille i et studie med mit band. Og med tiden bar træet så frugt.”

Det band, Yanko Tolic startede i Santiago i 1985 efter nogle år med forskellige garage- og heavyrockbands, var Massacre, siden stavet Massakre for at skelne dem fra alle de andre metalbands med samme navn. Deres debutdemo fra 1986 slog dets manglende vilje til gå på kompromis fast allerede i titlen: ‘Pissing Into the Mass Grave'. Dette vel at mærke i et land, hvor regimet havde begået massemord og dumpet ligene i Stillehavet. De tre lange numre på demoet er rå, primitiv dødsthrash med tydelig påvirkning fra schweiziske Hellhammer, der på dette tidspunkt allerede var opløst igen efter et par tumultariske år. Fra Hellhammer lånte Massacre også corpsepainten (såvel som Tom G. Warriors karakteristiske “urgh!” i starten af nummeret 'Our Everyday Blood'), og rygterne florerede snart om sataniske ritualer og dæmoniske besættelser i øvelokalet. De første koncerter gjorde heller ikke meget for at forbedre deres forhold til den chilenske offentlighed, der ikke ligefrem var klar til thrash endnu.

“Før Massacre begyndte vi at optræde på nogle små spillesteder, der blev kaldt peñas, hvor der blev spillet protestmusik. En guitarist og en sanger, to sangere, det hele akustisk, nogle gange folkloregrupper fra Andesbjergene og fra det sydlige Chile. Vi plejede at holde 2-3 numre, mens folk holdt sig for ørerne og råbte, at vi skulle skride, at vi bare udbredte den imperialistiske nordamerikanske kultur. Andre gange spillede vi til skolefester, hvor de smed os ud og kaldte os kommunister. På de mest konservative skoler afbrød de strømmen, fordi vi var satanister. Så til sidst bad vi om at få lov at åbne for de populære rockbands, der spillede covers af Led Zeppelin, Deep Purple, Vanilla Fudge, Cactus, Sir Lord Baltimore, Cream og den slags. Men der blev vi også afbrudt. De sagde, vi var dårlige musikere, at vi ikke vidste, hvordan man skulle spille, at det, vi lavede, bare var larm.”

Efterhånden fik det band der i 1985 var blevet til Massacre, dog en lille skare af tilhængere: “Vi skabte en slags helle ved vores koncerter, et sted, hvor folk følte sig friere, end de i virkeligheden var. Og i musikken fik de mulighed for at få afløb for deres frustrationer, en slags katarsis. Folk kunne møde andre, der også interesserede sig for musik, film, litteratur, fotografi, tegning, design, teater; der opstod en ny måde at tale sammen på som ligemænd, alle ledte efter et nyt sprog til at udtrykke et fællesskab på.”

Og det var alle, der mødtes til koncerterne, fortæller Yanko: “I publikum var der børn af fængslede og forsvundne, men både blandt publikum og musikerne var der også børn af dem, der tog del i overtrædelserne af menneskerettighederne.”

Det var dog langt fra ufarligt at mødes sådan: “Det var forbudt at mødes mere end tre personer på gaden og snakke, det blev set som noget mistænkeligt. Folk blev smidt i fængsel og gennembanket i arresten.”

Tapetradere

Flere unge musikere begyndte ikke desto mindre at tage del i scenen rundt om Massacre. Anton Reisenegger livedebuterede med sit band Pentagram – som for sin del i dag går under navnet Pentagram Chile for ikke at blive forvekslet med de nordamerikanske doomere – i slutningen af 1985, og i 1987 lavede de to demoer, som vandt genklang i det internationale tapetradermiljø med en thrash, der snarere lagde sig i sporet fra de toner, der så småt var begyndt at lyde fra tyske bands som Destruction og de nordamerikanske Possessed, end den primitive, satandyrkende dødsthrash, der ellers kom fra Brasilien og Chile på det tidspunkt. 

I løbet af 1987 drog Reisenegger til det nyligt demokratiserede Brasilien, hvor militærdiktaturet var gået i opløsning i 1985, og hvor der var opstået en væsentlig metalscene i Belo Horizonte og São Paulo. Han besøgte Max Cavalera fra Sepultura i håbet om at skaffe en kontrakt på at indspille en plade med Pentagram. Det kom der dog ikke noget ud af. Til gengæld skaffede en roadie for Celtic Frost dem en deal med det schweiziske label Chainsaw Murder, som udgav 7”'eren ‘Fatal Prediction’, men så blev der heller ikke mere ud af det, og selvom Pentagram nu efterhånden spillede koncerter for op mod 1000 mennesker i Manuel Plaza-idrætshallen, begyndte de at miste drivet og gav op i 1988. I årene, der fulgte, fik deres demoer kultstatus blandt tapetraderne, hvor ikke mindst Mitch Harris fra Napalm Death lovpriste dem. Da Napalm Death i 1999 udgav den første ep i deres covers-serie ‘Leader Not Followers’, var et af de seks numre på ep’en da også Pentagrams ‘Demoniac Possession’, og nogle år senere i 2006 indtrådte Reisenegger i Napalm Death-bassisten Shane Emburys grindcore-sideprojekt Lock Up som erstatning for afdøde Jesse Pintado, og her spiller han fortsat, når Lock Up dukker op til overfladen. 

Manuel Plaza-hallen, hvor Pentagram spillede deres sidste show, var blevet et hjemsted for thrashscenen, og det var her, Yanko Tolic arrangerede Chiles første metalclub, Death Metal Holocaust. Her spillede bands fra resten af Sydamerika, såsom brasilianske Vulcano og argentinske Retrosatan, men det var først og fremmest her, de lokale bands debuterede, og et af de vigtigste af dem var Necrosis. Ikke at forveksle med New England-dødsmetallerne, der blev dannet nogle år senere under samme navn, for nu at træde i det.

Nacrur-brødrene Andy og Pepe havde først spillet i Massacre, men efter at have mødt sangeren Andrés Marchant begyndte de at satse på deres eget band Necrosis, og i ‘87 kom demoet ‘Kingdom of Hate’. Marchant tog den samme tur som Reisenegger til Brasilien, og han havde bedre held med sig: Det brasilianske label med det herlige navn Heavy Metal Maniac Records signede dem, og i ‘88 kunne Necrosis således som det første band fra den chilenske thrashscene albumdebutere med pladen ‘The Search’. Komplet med et hjælpeløst covermaleri forestillende en inkaindianer, der har fundet El Dorado og triumferende holder den guldstatuette frem, han har hugget en anden indianer ned for at score, uden at bemærke den tredje indianer, der vil nakke ham med sit spyd.

Den chilenske thrashscene havde albumdebuteret, men det markerede samtidig begyndelsen på enden for den første bølge, sådan som man kan læse om i næste afsnit af serien.

 

Dette er første del af Briller af Ståls artikelserie om metallens historie i Chile. Læs næste afsnit her.