Briller af stål: Chile, metalland. 90’erne - del 3

Ved indgangen til 90’erne står både Chile og landets thrashscene ved et skel. Men de forandringer, der skal komme, sker kun langsomt i tredje afsnit af historien om den chilenske thrash.

1991: Det er et skelsår for metal. Metallica udgiver deres sorte album og bryder endegyldigt igennem til et stort publikum uden for metallen, men bare en måned senere udgiver Nirvana ‘Nevermind’, og med den indvarsles grungen, der får metallen til at fremstå lidt for pompøs, lidt for selvhøjtidelig, lidt for skinger. Det er en skelnen, der fremstår noget kunstig i dag, specielt hvis man lytter til bands som Soundgarden eller Alice In Chains, der blev regnet for grunge, selvom de havde tydeligt afsæt i metal og i Soundgardens tilfælde ikke var bange for hverken powerballader eller skinger vokal, eller hvis man for den sags skyld prøver at overbevise sig selv om, at Pearl Jams ‘Ten’ ikke er bare en smule pompøs og strengt taget ret hair metal i udtrykket. Men i 1991 betyder den skelnen alt i verden: Metal har lige nøjagtig nået at have sin storhedstid, nu er den allerede umoderne.

Internt i metallen er brydningerne allerede begyndt i de foregående år. Op igennem anden halvdel af 80’erne har thrashen vokset sig til den betydeligste subgenre i metallen. Den har været det vildeste, man kunne forestille sig på denne side af grindcore, og samtidig er den blevet mere og mere raffineret. Men af De Fire Store er Metallica og Megadeth ved at vokse ud af thrashen, mens Slayer og Anthrax har peaket kreativt med deres seneste album — henholdsvis ‘Seasons in the Abyss’ og ‘Persistence of Time’ — og nu er ved at ramme muren, samtidig med at de døjer med interne konflikter.

Truslen indefra

Og det er ikke engang den værste trussel mod thrashen. Den kommer indefra, helt nede fra bunden: Dødsmetal. Med pionerer som Possessed og Hellhammer har dødsmetallen i sine første år fra starten af 80’erne sideløbende med thrash famlet sig frem mod et mere brutalt udtryk, men det er først i slutningen af årtiet, den når et punkt, hvor den bliver taget seriøst. Helt præcist sker det med udgivelsen af Morbid Angels debut, ‘Altars of Madness’, i 1989. Den står på ingen måde tilbage for thrashen, når det kommer til hurtighed eller teknisk kunnen, og den er så frådende vild og brutal, at den med et slag får thrash til at fremstå sært tandløs og lidt kikset i sine hvide basketstøvler og stretchjeans. Selvom markante thrash-bands som Death Angel, Kreator, Forbidden og Dark Angel samtidig udgiver deres hidtil stærkeste plader, der på hver sin vis højner kvalitets- og ambitionsniveauet i thrash betragteligt — henholdsvis ‘Act III’, ‘Extreme Aggression’, ‘Twisted Into Form’ og ‘Leave Scars’ — virker de bedagede i forhold til perlerækken af dødsmetaldebuter, der kommer samtidig: Obituarys ‘Slowly We Rot’, Entombeds ‘Left Hand Path’, Deicides selvbetitlede. Og selvom både Dark Angel og Kreator prøver at højne det tekniske og kompositoriske niveau endnu mere på deres efterfølgende plader, ‘Time Does Not Heal’ og ‘Coma of Souls’, bliver de også på det plan løbet over ende af det allerede erfarne dødsmetalband Death med deres mesterværk ‘Human’.

Thrash er gammeldags nu, dødsmetal er vejen frem. Og den vil vise sig at være brutal nok til at kunne leve fint videre i undergrunden, mens grunge gør thrashens forsøg på at krydse over i mainstreamen redundante.

Den udvikling rammer synkront på de regionale thrashscener, hvor der takket være tapetraderscenen med dens ivrige udveksling af demoer, zines og bare flyers ikke længere er større forsinkelse på nye tendenser end de dages tid, det tager at sende et transatlantisk brev — med limindsmurte frimærker, så de kan genbruges, efter poststemplet er blevet vasket af, og frimærkerne returneret i gensidig forståelse for økonomien hos de unge metalfans — med det vildeste nye demo. I starten er Stockholm og Florida epicentre, men det tager ikke mange måneder, før nye bands er dannet over det hele, og de af de gamle thrashbands, der ikke er blevet skyllet op på land af dødsbølgen, lægger i al hast stilen om mod en dødere lyd. Sådan som eksempelvis Invocator gør det herhjemme med kreativ succes, mens det store håb i Rigid Domain i al ubemærkethed synker sammen om sig selv.

Næste generation ankommer

Så naturligvis rammer den udvikling også i Chile. Af de tre oprindelige store thrash-navne er Pentagram allerede opløst, mens Necrosis kæmper med medlemsflugt, kreativt dødvande og, som forsanger Andrés Marchant fortalte i foregående afsnit, en generelt voksende modvilje mod deres Bay Area-lyd, der kun fik ekstra næring af deres katastrofale optræden i et talkshow. Og det band, der som udgangspunkt lå tættest på dødsmetallen, Massacre, er forsvundet ind i øvelokalet, hvor de jammer langstrakte, proggede numre for sig selv.

Som på den internationale scene bliver der også gjort et stort nummer ud af skellet mellem den gamle thrash-scene og den nye død i Chile, men skarpere er det ret beset heller ikke. Et af de bands, der hurtigst markerer sig inden for den chilenske dødsmetal, er Atomic Aggressor, og selvom de debuterer i 1989, har de faktisk ligget og rumsteret siden thrash-scenens begyndelse i 1985. 

“I bandets første år var vi rene amatører. En flok venner fra kvarteret, der spillede sammen i en garage. Der var ingen klart defineret stil, vi blandede alt fra black metal til hardcore punk,” fortæller guitaristen Enrique Zúñiga Gómez. “I 1988 havde vi nogle ændringer i line-uppet, og vi besluttede os for at spille dødsmetal. Så på den måde giver det mere mening at sige, at vi var en del af den anden bølge af chilensk metal. Man kan sige, at vi var nogle af de første i den anden generation, hvor stilen var lidt mere ekstrem end i den foregående generation.”

På demoet ‘Bloody Ceremonial’ er det, som om udviklingen er blevet skruet tilbage og så ført i en helt anden retning end den, Necrosis og Massacre hver især har taget den i i de mellemliggende år. Det klassiske demo, der når at sælge et godt stykke over 1000 eksemplarer, skylder Morbid Angels kasserede debut, tapetradernes hellige gral, ‘Abominations of Desolation’, en del med dets tilsyneladende bevidste smadrethed i lyden og kompositionerne, der frådende raver afsted. Dødsmetallen har altså endnu ikke for alvor frigjort sig fra thrashen her. Selvom det endnu er primitivt og råt, viser Atomic Aggressor klart potentiale i denne sene del af den første periode, men selvom de når at lave endnu to demoer, kan bandet dog ikke holde den gående og bliver opløst i 1992.

Samme år albumdebuterer Torturer. Siden dannelsen i 1989 er de blevet et af de vigtige navne på Santiago-scenen, og efter demodebuten ‘Kingdom of the Dark’ og dens tilhørende videoklip i 1991 begynder det at gå stærkt. Året efter debuterer de med albummet ‘Oppressed by the Force’ på det franske label Infest og opnår dermed som det første band fra den chilenske scene at blive distribueret bredt i Europa. Som med Necrosis’ ‘The Search’ fra nogle år tidligere overrasker pladen med en endog meget ren produktion på en scene, der ellers har været domineret af mere eller mindre skramlede og rå demoer. Men poleret er ‘Oppressed by the Force’ langt fra: Snarere end at growle dybt og brutalt, som det var comme il faut på dette tidspunkt, hyler og snerrer Fransisco Cautín som en besat. Han nævner selv Sadus som et af sine yndlingsbands, og vokalen er i hvert fald inspireret af Darren Travis’. Samtidig fremstår Torturer overraskende tekniske på pladen og lægger sig i forlængelse af både Sadus og hollandske Pestilence, og heller ikke hos dem er der for alvor lagt afstand til thrashen endnu. Pladen rundes da også af med et cover af Pentagrams ‘Demoniac Possession’, så respekten for dem, der startede det hele, er intakt hos Torturer. 

Undertrykkelsen

“Jeg dannede bandet sammen med min skolekammerat Marco Aguillera i 1989, og resten er historie — en historie, der var en direkte konsekvens af det, Pentagram, Massacre, Necrosis og andre tidlige chilenske metalbands havde startet,” fastslår Fransisco Cautín, Torturers forsanger og bassist. “Jeg voksede op med at se de bands som ung headbanger, og de var min inspiration til at skabe Torturer sammen med de vigtige demoer ‘Thy Kingdom Come’ af Morbid Angel og ‘Death to Posers’ af Sadus. Torturer startede i en periode, hvor dødsmetallen regerede, men vi respekterede stadig heavy metal og accepterede inspiration udefra, hvilket gav os vores egen identitet. Det, vi spiller, er klassisk dødsthrash, fuld af temposkift, harmoniske soli og growlen. Vi har altid spillet den samme stil.”

Med et navn som Torturer og en pladetitel som ‘Oppressed by the Force’ i et land, der netop er langsomt på vej ud af et brutalt militærdiktatur, er det oplagt, at der må ligge en politisk motivation bag.

“Bandnavnet er tæt forbundet med Pinoshits militærdiktatur,” erklærer Fransico Cautín med et chilensk ordspil på diktatorens navn. “Det var et regime bygget på tortur, overtrædelser af menneskerettighederne, røveri og undertrykkelse, og det har delt landet helt op til i dag takket være yankee-imperialismen og dens terror-apparat, som den udviklede for at undgå, at kommunismen skulle nå til Sydamerika. Kort sagt for at holde magten og pengene på fascisternes hænder.

Navnet Torturer afspejler den sociale utilfredshed som mange delte på denne tid, og det udspringer af den overgangsperiode, Chile befandt sig i med demokratiets genindførelse, hvor en stor del af militærdiktaturets forfærdelige praksisser blev videreført. Det handler om dag efter dag at iagttage, hvor dybt Chile er sunket i lortet, med korruptionssager, der strækker sig tilbage til 1973.”

Militærdiktaturets lange afslutning

Hvis Pestilence så kunne lyde som en inspiration for Torturer, går de på sin vis igen hos bandet Death Yell, for det er under navnet Pestilence, at gruppen bliver dannet i 1986. I 1988 må de dog som deres forgængere i Pentagram, Massacre og Necrosis sande, at det navn næsten var for godt til ikke at være optaget, og Pestilence bliver til Death Yell, hvilket både lyder sejt og minder en lidt om Wilhelm-skriget. Og som det berømte filmskrig viderefører Death Yell på egen vis en stolt metaltradition for excessiv fråden, signalfægtning og en rasen, der ikke lader sig stoppe af hverken teknisk formåen eller engelsk grammatik. På demoet ‘Vengeance from Darkness’ lever de til fulde op til det vanvid, titlen lover, med en kaotisk døds-thrash, hvor trommerne sejler rundt, og alle er ved at løbe hinanden over ende. Det er ret så fantastisk. Samtidig bærer demoet et cover med en engel korsfæstet på et omvendt kors, der får en del mennesker i det omgivende samfund til at bekymre sig for, hvad det dog er, de er ved at åbne for her.

For godt nok er Chile et land i forandring i disse år, men det går umådelig langsomt. Pinochet har tabt afstemningen om at forlænge sit præsidentembede i endnu otte år i 1988, og i december året efter bliver Patricio Aylwin den første demokratisk valgte præsident i landet siden kuppet i 1973. Men selvom Aylwin under Pinochet har plæderet for, at diktatorens beføjelser skulle indskrænkes, var han altså også en af dem, der inden militærkuppet skrev under på en henstilling til militæret om at gribe ind mod den socialistiske præsident Salvador Allende. Og selvom Chile ved indgangen til 90’erne formelt set er et demokratisk land igen, så er det det kun på Pinochet og militærets nåde i de første år, og med Kristendemokraterne ved magten hele vejen op igennem det følgende årti forbliver Chile et konservativt land, hvor den tidligere militærjunta går fri for straf.

“Det var en mørk periode,” fortæller Fransisco Cautín. “Man kunne mærke på stemningen, at militæret stadig bestemte, og de fortsatte deres praksis med korruption og magtmisbrug. På et tidspunkt iscenesatte de en stor militær øvelse, kendt som el Boinazo, hvor de simulerede et angreb for at skræmme borgerne og for at aflede deres opmærksomhed fra den forretningsskandale, Pinochets søn var involveret i. Samtidig begyndte befolkningen at lukke mere op, der kom gang i nattelivet igen, folk var ikke så bange mere, selvom efterretningstjenesten stadig opererede med bortførsler og mord på dem, der vovede at tale højt om militæret og politiet, der undertrykte den politiske opposition.”

En knivsvingende ged

Der er med andre ord masser for Death Yell at gøre oprør mod, og der er mulighed for, at de kan gøre det, men selvom de når at lave en split med de finske black metallere Beherit i 1991 og samme år indspiller ep’en ‘Morbid Rites’, hvor den aldeles yppige engel på coveret godt nok er blevet tildelt et kors, der vender den normale vej, at hænge på, men til gengæld også tilsyneladende er ved at blive sodomiseret af en knivsvingende ged; på trods af alt står helt rigtigt for Death Yell, går de i opløsning igen ved udgangen af 1991, inden ep’en overhovedet når at udkomme.



Men blandt de nye navne på scenen vil andre vise sig mere vedholdende. Også selvom det i nogle tilfælde betyder, at de må søge ud over både landegrænser og genreskel.

Dette er afsnit tre i historien om den chilenske thrashscene. Første afsnit kan læses her, andet her.