Briller af stål: Gendannelsesmøllen

At se bands fra 80’erne og 90’erne gendannes på stribe er som et se ekskærester bolle forlegent med hinanden. Og nåh ja, så er det ikke ligefrem noget, der gavner scenen.

'We Are Never Ever Getting Back Together' lød titlen på en Taylor Swift-sang, det behændigt er lykkedes mig at undgå at høre, og lige så genial en titel, det er til en popsang, fordi den gør op med hele popkulturens myte om, at det hele absolut skal ordne sig og ende lykkeligt til sidst, lige så god en doktrin er det i det hele taget. Specielt hvis man er et band. For det kan sagtens være at det føles noget så rart at kunne være i øvelokale sammen med de gamle venner igen uden alt for mange konfrontationer, og alle er så glade for at se en sammen igen, det er så hyggeligt, at det slet ikke er til at se, hvad problemet skulle være i at finde sammen igen.

Problemet er, at metal og hardcore ikke handler om at have det rart og hyggeligt, om at undgå konfrontationer eller være glad. At trygheden i det velkendte gør det ufarligt. Det er som at bolle med en eks og så med et publikum, der gerne vil se en lave de gamle tricks igen, og man er for forlegne over for hinanden til at sige fra. Det føles godt, det er det sådan set også på en måde, det er bare ikke overvældende på den måde, det var engang. Det føles nærmest som en terapeutisk handling, der måske nok var nødvendig for en selv, men som man ikke havde behøvet at involvere alle andre i.

Også selvom det, at man i sin tid splittede op, gik ud over alle omkring en. Der er jo nogle, der har holdt gang i scenen i de mellemliggende år, så der overhovedet var noget at vende tilbage til for alle de bands fra 80’erne og 90’erne, der kommer valsende tilbage nu og vil være med igen, fordi det ser ud, som om det er blevet sjovt en gang til. Som Vinnie Stigma siger det i bogen ‘NYHC’: “I’ve got mixed feelings about these bands who haven’t played in twenty years and all of a sudden, they come back. I’ve got two ways of looking at them. One: Welcome back, brother. We missed you. Two: Where the fuck were ya? Now go fuck yourself!”

Nede og hente smøger i 18 år

I sidste uge udgav Faith No More en plade, der mest af alt lød, som om de bare lige var gået ud af studiet et øjeblik for at hente smøger efter indspilningen af deres forrige ‘Album of the Year’ og så var vendt tilbage uden at lade sig mærke med, at det havde taget dem 18 år at tage sig sammen til det. Indrømmet, det er ikke, fordi de mellemliggende år er blevet brugt på pyramidespil eller yngelpleje for alle medlemmernes vedkommende: Bill Gould har kørt selskabet Kool Arrow, der bl.a. havde danske Düreforsög i stald i starten af 00’erne, og Mike Patton har været lige så produktiv, som han har været altfavnende i sine musikalske projekter, sideløbende med at han via sit label, Ipecac, har gjort sit til at holde metal uforudsigelig med udgivelser et godt stykke ud i det avantgardistiske.

På en måde kan man også godt sige, at det mest uforudsigelige, Faith No More i virkeligheden kunne gøre, var at blive gendannet, fordi de karrieren igennem fremstod konsekvent og uforsonligt antinostalgiske med deres ivrige, gentagne sabotage af alles forventninger til dem. Tænk på, hvordan de offentligt fyrede deres første forsanger, Chuck Mosley, midt under et interview, netop som de var ved at få lidt opmærksomhed omkring deres artpunkede hit ‘We Care a Lot’. Tænk på, hvor skuffede alle, der havde ventet på en opfølger til ‘The Real Thing’, gerne med en ny ‘Epic’, blev, da ‘Midlife Crisis’ indvarslede den mørke, skærende, kropsvæskefikserede ‘Angel Dust’. Tænk så på, hvordan den blev fulgt til dørs af et Lionel Richie-cover, som velsagtens er hovedårsagen til, at Faith No More er blevet booket til at spille side om side med Robbie Williams og The Cardigans på Tinderbox, og hvordan efterfølgeren skar al horroren væk til fordel for noget så bizart som rock.

Faith No More var ikke et band, der var ude på at please. Og det er svært at se gendannelsen som andet et forsøg på at gøre netop det.

Egentlig burde man vel bare glædes over muligheden for at se eller gense de gamle helte. Jeg for min del fik aldrig rigtig set Faith No More i sin tid, fordi jeg valgte at bruge hele deres koncert på Midtfyns Festival i 1993 på at skændes med min kæreste og først blev forsonet med hende tids nok til at nå ned og se ekstranummeret. Man burde være glad for at få en chance til, men selve den idé forsynder sig mod hele idéen om koncerter, såvel som om forhold i det hele taget: Der gives ingen ekstra chancer, der er kun dette øjeblik, alt hvad der vil ske videre frem, er en konsekvens af de valg, man træffer nu. Og det er OK. Men når gendannelsesmøllen først kører, bliver det ikke længere nær så presserende at træffe det valg. Får man ikke set Faith No More i denne omgang, kan man altid se dem, når de kommer tilbage næste år; bliver de opløst igen, finder de vel også sammen igen, og så når man dem der. Desto flere bonusrunder de gamle bands tager, desto mindre tvingende nødvendigt bliver det at fange dem lige præcis denne gang. Desto mindre vigtigt bliver det for den sags skyld at være til stede på sin scene og være med til at holde den i gang. Hey, hvis de her bands virkelig er noget værd, så kommer de vel også igen på et tidspunkt.

Det gør de. Herhjemme har K-Town-punkerne i No Hope for the Kids for nylig fundet sammen igen til K-Town-festivalen, og 80’er-metalbandet Evil vendte tilbage som et enmandsband med gæstesanger et par årtier efter ep-debuten, omend modtagelsen af deres comebackplade, ‘Shoot the Messenger’, var noget lunken, for at sige det mildt.

Ødelæggende for diskografien

Faith No More er så langt fra de eneste, der har fundet sammen igen, og som så mange andre har de fundet ud af, at de på et tidspunkt ikke længere kan trække publikum alene ved at spille de gamle hits, så for at retfærdiggøre, at de bliver ved med at være her, laver de også nye plader, der bygger videre på deres værk fra dengang. Opsummerer det, finjusterer dele af det, videreudvikler andre. ‘Sol Invictus’ er sådan en plade: Den er ikke dårlig, slet ikke, den er bare den mest bagudskuende plade, Faith No More har lavet. Lyden af et band, der gentager sig selv og virker helt forbløffede over, at det tilsyneladende er nok, fordi der er gået så lang tid, at alle er taknemmelige for, at de overhovedet laver nyt, og at det ikke er ren lort.

Mindre heldigt slap Greg Ginn fra det, da han gendannede det ikoniske hardcoreband Black Flag med den mindst kendte af de fire sangere, bandet havde haft i første omgang, Ron Reyes. Henry Rollins tog åbenbart ikke lige telefonen, og både Keith Morris og Dez Cadena ville hellere jamme gamle Black Flag-numre på hyggebasis i bandet Flag end arbejde sammen med Ginn igen. SST-bossen Ginn fik da også demonstreret, at han ikke havde lagt sin drakoniske ledelsesstil bag sig, da han lod sin roadie fyre Reyes på scenen i november 2013, kort før den plade, de havde indspillet sammen, udkom. På den måde rundede Ginn et år af, hvor han både havde lagt sag an mod Flag, Henry Rollins og Keith Morris, tabt dem alle og indspillet et album, ‘What the...’, som man faktisk må lade ham skrev sig ind i en tradition for, at Black Flag-album helst skal fremmedgøre en stor del af fanbasen ved at ændre stil. Det er så også det tætteste, man kommer på at kunne sige noget positivt om et umanerligt ucharmerende og gumpetungt funkpunkmetalalbum.

I det mindste var der så meget ståhej omkring Black Flag vs. Flag-misèren, at det er de færreste, der vil regne ‘What the...’ for en reel del af Black Flag-diskografien. Det er en nåde, Bad Brains næppe kan håbe på, vil tilfalde deres seneste plade, ‘Into the Future’ fra 2012. Ikke at den på den måde skiller sig helt vildt ud i en i forvejen notorisk ujævn diskografi, hvis kontinuitet ikke er blevet mindre svingende af de stadige udskiftninger op igennem i 90’erne, hvor sangeren H.R. røg ind og ud af bandet. På et tidspunkt blev han såmænd erstattet af netop Chuck Mosley fra Faith No More, fordi resten af Bad Brains åbenbart syntes, det var bedst for dem at samarbejde med notorisk volatile sangere.

Bad Brains er et af de bedste bands, der nogensinde har eksisteret, men den status har de udelukkende på baggrund af deres første plader, ‘Pay to Cum’-singlen, den selvbetitlede kassettedebut og den egentlige debut ‘Rock for Light’. Det er ikke bare noget, jeg hævder, John Joseph sagde det samme, da han i 00’erne gendannede sit eget Cro-Mags for at spille numre fra ‘The Age of Quarrel’ spædet op med Bad Brains-klassikere. Men Bad Brains lykkedes med producerhjælp fra Beastie Boys’ afdøde Adam Yauch faktisk med at begå et overraskende hæderligt comeback i 2007 med albummet ‘Build a Nation’. Det var en skødesløs plade, som rungede rundt i sit eget ekko og ind imellem lige pludselig eksploderede, inden den med vilje tabte tråden igen. Som en sløset opfølger til den underkendte ‘Quickness’ fra 1989. Men da bandet i 2012 havde fået taget sig sammen til at lave en ny plade, ‘Into the Future’, var resultatet så tamt og tandløst, at man skammede sig på deres vegne. Selv den gamle fan og ven Henry Rollins, der i sin tid indspillede et cover af MC5’s ‘Kick Out the Jams’ med Bad Brains som den strammeste backinggruppe, har taget afstand fra det band, der i dag turnerer under navnet Bad Brains, fordi det simpelthen er for svagt og ringe, det, de laver.

Det er sådan noget, der får en til at håbe, at et andet af verdens bedste bands nogensinde, Fugazi, holder fast i den pause, de indledte med udgangen af 2002. Ikke fordi det arbejde, de enkelte medlemmer siden har lavet hver for sig – Ian MacKaye i The Evens, Brendan Canty i Deathfix, Joe Lally solo og Guy Picciotto som producer – på nogen måde er svagt, det er bare modent og afdæmpet på en måde, som Fugazi nok var på vej hen imod til sidst, men som man ikke ønsker, de skal ende i. Under alle omstændigheder ville forventningerne til en ny plade fra de aldrende emoer efter et årtis pause være så skyhøje, at man ville blive skuffet på forhånd, over at de garanteret ikke ville kunne leve op til det alligevel.

Boney M-roderi

På thrashscenen har gendannelserne været i gang i et godt stykke tid efterhånden, selvom der hele tiden kommer flere gamle hoveder til. Nogle af dem bliver hængende, så deres karriere efter gendannelsen efterhånden næsten overskygger den, de havde i sin tid, såsom Death Angel. Bandet var oprindeligt sammen i ni år og lavede tre klassiske Bay Area-thrashplader, men efter gendannelsen i 2001 har de lavet fire plader og har en femte på vej. Live er de tilsyneladende stærkere end nogensinde, i hvert fald hvis man skal dømme efter deres optræden i Amager Bio i 2010, hvor de fuldstændigt fejede Exodus og Kreator af scenen. Knap så overlegent et indtryk har deres post-gendannelsesplader dog efterladt. Hvor bandet tidligere sørgede for så megen afveksling på deres plader, at det blev en del af thrashpublikummet for meget, ikke mindst da de syntes, der skulle gå både funkmetal og powerballade i den på ‘Act III’, men i dag synes de at være tilfredse med bare at thrashe igennem og riffe for alle pengene, uden at der rigtig er noget af det, de rabler af sig, der bliver hængende.

Set i det lys er det måske alligevel meget fint, at Phil Rind har slået sig til tåls med at tage Sacred Reich ud på festivalerne med jævne mellemrum for at fejre fordums storhed uden at forsøge at bidrage mere til en diskografi der i forvejen skændes noget af de sene 90’er-plader. Forbidden fik i hvert fald ikke noget særlig inspirerende ud af at stykke et nyt album sammen tilbage i 2010, selvom ‘Omega Wave’ da havde sine fortalere her på siden. Hvordan det kommer til at spænde af, når Dark Angel for første gang i et årti igen spiller sammen, afventer mange med spænding. Spænding var der allerede sidste år, da rygterne om en gendannelse begyndte at svirre, men det var mest, fordi det lykkedes den originale forsanger, Don Doty, triumferende at annoncere gendannelsen, inden han havde fået clearet det med resten af bandet, ikke mindst bandlederen Gene Hoglan. Han var ret tilbageholdende med kommentarer, indtil han en måneds tid senere kunne annoncere, at Dark Angel rigtignok blev gendannet, bare med deres anden sanger, Ron Rinehart, og ikke Doty. En kort periode prøvede Doty at stritte imod ved at insistere på, at det var ham, der havde gendannet Dark Angel, inden hans egen guitarist, Eric Meyer, undsagde ham offentligt. Black Flag har ikke patent på Boney M-rod i gendannelserne.

High-fives til hele slænget og hjem igen

At sådan noget kan opstå, illustrerer dog meget godt, at gendannelserne først og fremmest handler om prestige – omend unægteligt også i nogen grad om penge: De gamle bands ønsker at vende tilbage som helte og høste den anerkendelse, som de ikke altid fik, mens de spillede. Når f.eks. Sleep vendte tilbage i 2009, mere end ti år efter de gik i opløsning, var det ikke, fordi de pludselig havde opnået en guddommelig inspiration fra det dybeste kammer i bongen, der havde befalet dem at fuldføre den vision, de i sin tid havde præsenteret over tre album. Det vidner det første nummer, de har indspillet efter gendannelsen, sidste års ‘The Clarity’, kun alt for tydeligt om. Når man samtidig tager i betragtning, hvor relativt stor succes de nyder med deres nye bands, Om henholdsvis High On Fire, vel at mærke målt såvel i popularitet som kunstnerisk succes, ser det ud, som om deres tilbagevenden mere end noget andet handlede om at lade sig fejre af den stonerscene, der havde dyrket deres posthumt udgivne mesterværk, ‘Dopesmoker’, religiøst i de mellemliggende år. Og bevares, man under da Matt Pike at lade ham stille sig op i bar dunk, rive kæmperiffs af sig i et langsommere tempo, end han gør det i High On Fire, og lade sig fejre af alle, der synes, han er den vildeste. Man under Al Cisneros anerkendelsen for det i særklasse stenede tekstunivers, han fik skabt til Sleep, og for hans Rickenbacker-vellyd. Man under sig selv at opleve Sleep live. Fordi man missede dem i første omgang, fordi alle missede dem.

Men det er også pointen: Lad være med at misse bands første gang. Mød op, støt op, vær med. Lad være med at vente, til der kommer nogen, der spiller noget, du kender. Lad være med at hænge fast i dine gamle helte. Og lad være med at forsøge at genskabe fortiden. Scenen har brug for sine bands såvel som sine fans, så lad være med bare at komme valsende tilbage og give high-fives hele vejen rundt, når der er jubilæum. Lad være med at gå ned og hente smøger, og hvis du alligevel gør det, så kan du understå dig i at prøve at komme tilbage igen, når det lige passer dig. For vi finder aldrig nogensinde sammen igen, dig og mig.