Briller Af Stål: Soveværelses-doom for de åbne vidder

Doom-eremitten Judd Madden sælger ikke plader, spiller ikke live og er i det hele taget ikke meget for at gå ud. Hjemme i soveværelset har han til gengæld perfektioneret sin instrumentale doom over otte album på fem år.

Sartre vidste det: Helvede, det er de andre, og få ting kan forplumre ens unikke kunstneriske vision som andre mennesker. Bandmedlemmer, der egentlig godt lige synes, man kunne lægge et sjovt stykke ind her eller være politisk der, eller som gerne vil høres mere og alligevel ikke kan spille det, man vil have dem til. Og som lugter og snakker hen over hovedet på ens kæreste og drikker ens øl og vil høre Pantera, når de er blevet fulde. Igen.

Udviklingen inden for hjemmestudier har gjort det økonomisk muligt for flere musikere at droppe hele bandsiden af musikken og forskanse sig i soveværelset for at koncentrere sig om at skabe den musik, der kommer tættest muligt på det, de har i deres hoveder. Inden for ambient, elektronisk musik og new age arbejder mange på denne måde, i metallen har fænomenet primært floreret i black metal, hvor musikere som Burzums Varg Vikernes og Leviathans Jef Whitehead har haft mulighed for at pleje deres kreative åre uden at gå på kompromis med deres sociopati. 

Riffmassiver

Men så er der en stille og rolig fyr som Judd Madden. En 31-årig grafisk designer med fuldskæg, en kæreste, der blogger om neurovidenskab, og et hjemmestudie i lejligheden i Melbourne, byen, som The Economist for femte år i træk har kåret som den bedste at leve i. Den jobsikkerhed, der har været stærkt medvirkende til kåringen, har for Madden betydet, at han har kunnet gå på deltid og hellige mindst en dag om ugen til at lave musik. Ud af det er der siden 2010 kommet foreløbig otte fuldlængdealbum plus det løse, hvor man har kunnet følge Judd Maddens udvikling fra en ret habil riffmager til en fuldbefaren komponist, der forstår at økonomisere med sine virkemidler, men samtidig også godt vil give sig hen til den fede doom.

Det var ved et tilfælde, jeg faldt over Judd Madden for et par år tilbage, hvor han netop havde udgivet det knusende album ‘Glacial’. Her forsagede Judd Madden for første gang det hjemlige australske kontinent, hvis natur havde fungeret som inspiration for de tidligere plader, til fordel for de islandske gletsjere og mytologiske bjerge, og det viste sig også at være her, han for alvor fik sat sig ud over den smågroovy jammen, der havde løbet under hans første håndfuld plader, og fik skabt et helt værk, hvor store massiver af riffs tørnede sammen med kæmpemæssige temaer.

Det var ret stort. Og det hele var skabt i et soveværelse i mere eller mindre afsondrethed.

Eremit

“Jeg jammer en del med venner på forskellige instrumenter, så jeg får bunker af ideer og inspiration fra de jams,” fortæller Judd Madden over mail, og en af disse jams med Anson Antriasian fra bandet Sun Shepherd blev da også udgivet uden for albumrækkefølgen sidste år som ‘Live Jam with Anson’. Men som hovedregel arbejder multiinstrumentalisten Judd Madden alene.

“Jeg har også bare fundet ud af, at inspirationen kommer af den tid, man investerer i det: Hvis man samler sit favoritinstrument op og bare begynder at spille lidt, så finder man ofte noget at bygge videre på. Det er også vigtigt at lytte opmærksomt til musik, de forskellige kombinationer blander sig i ens hoved med tiden og bliver til noget helt nyt.”

Men selvom den australske scene op igennem 00’erne i den grad har fået blandet kortene og skabt noget nyt med internationale navne – og soveværelsesprojekter – som Oren Ambarchi, Lawrence English, Solo Andata og Seaworthy, kalder Judd Madden sig selv for en "Doom Hermit" på albummet ‘Doomgroove’:

“Jeg kommer ikke så meget ud til koncerter, som jeg burde, jeg er lidt af en eremit nogle gange,” indrømmer han. Men med fokus på specielt doom-scenen, kan han dog se, at der dukker stadig flere tunge bands op:

“Der er noget i vores landskaber og kultur, der skaber tung musik.”

Overvældende natur

Og naturen – som The Economist også nævner som et af Melbournes store aktiver – har haft stor betydning for Judd Maddens musik, først og fremmest vandet. Det går igen bare i albumtitler som ‘Float’, ‘Drown’ og ‘Everything in Waves’, selv ‘Artesian’ med sit ørkencover viser sig at referere til en form for brøndpumpe, man bruger steder, hvor grundvandet ligger langt nede. Men i musikken er der også en sært fredfyldt naturopfattelse, som det er svært ikke at forestille sig må komme af netop at bo i en storby. Her er naturen en overvældende oplevelse, og at befinde sig inde i Judd Maddens kompositioner er også lidt som at stride sig gennem en frodig skov eller flyde rundt ude i et hav. Det hele er åbent og mennesketomt, der er ingen ord og ingen tolkninger, alt er instrumentalt. Det vil sige indtil det nyeste album, ‘Waterfall II’ fra i sommer.

“Jeg havde to fantastiske gæstesangere med mig i studiet, Nicole W og Anthony von Grimm. Deres vokaler tilføjer en hel del ekstra dybde og nye nuancer til albummet. Det var sjovt og en anderledes udfordring at skrive tekster – også selvom begge sange bruger præcis de samme ord.”

Det lykkes faktisk Judd Madden at udvide lydbilledet med vokaler, uden at det kommer til at lyde påklistret, selvom det er den typisk blanding af kvindelig skønsang og mandligt growl. ‘Waterfall II’ er i høj grad en plade, der folder Judd Maddens lydbillede ud og tilføjer helt nye nuancer til det. Pladen er er en omarbejdning af debuten ‘Waterfall’ fra 2010, hvor sangene har samme titler, nogenlunde samme længde, og flere af temaerne går igen, men hvor det hele tages til et nyt niveau, og hvor Judd Madden som på forgængeren ‘Everything in Waves’ bevæger sig væk fra den knusende doom-heaviness mod en langt mere spændstig musikalitet uden at miste tyngden.

“‘Waterfall’ handler om cyklusser og gentagelse, så det gav mening at skabe en fortsættelse, som så i sig selv fortsætter den tematiske cyklus,” vrøvler han småfilosofisk, inden han trækker det lidt mere ned på jorden igen: “Det var sjovt at genbesøge de samme temaer med ny erfaring og nye ideer. Jeg mener, jeg har arbejdet med piano og hurtigere numre før, men jeg ville virkelig flytte grænserne på den her plade. Lettere sektioner får de tunge sektioner til at virke endnu tungere, og hurtige sektioner får de langsomme sektioner til at virke langsommere.”

Hvorfor komplicere det?

Det er i sidste ende der, Judd Madden er. Han er en håndværker, der mestrer sit fag stadigt bedre for hver udgivelse. Og selvom skelettet tydeligvis er bygget af Earth, så får han føjet så megen egensindighed og så solide riffs til, at de amerikanske proto-dronere selv med den udvikling, de har gennemgået de senere år, fremstår temmelig bedagede. Men det er ikke en konkurrence. Judd Madden er ikke ude på at blive stor, endsige større end nogen andre. Han gider ikke engang spille live, selvom det jævnligt kommer på tale, og han hver gang bekræfter, at ja, det kunne være fint, måske engang, og så lader det glide ud. Det er ikke der, hans fokus er. Han er en mand, der sidder i sit soveværelse og skaber verdener uden mennesker, og han har ikke brug for at komplicere det ved at bringe alle mulige udenomsting ind i billedet. Derfor er der heller ikke nogen af hans plader, der er udkommet andre steder end på Bandcamp. 

“Jeg kan lide simplicitet. Jeg kan lide at lave musik. Hvorfor komplicere det? Det er ekstremt givende at gøre musikken tilgængelig gratis eller til den pris, folk nu vil betale, og det fokuserer min energi på at skrive og indspille.” 

Så selvom hans plader kommer med fuldt artwork som en del af værket, har han ikke planer om at efterisolere soveværelsesstudiet med restoplag af vinyler og cd’er. Han har råd til at lave musikken ved siden af sit arbejde, og han har tid til at lave den, fordi han ikke giver sig af med alt det udenoms.

“Så længe det er muligt for mig, vil jeg lave musik. Jeg synes, jeg har sat tempoet ned de sidste par år. Jeg vil definitivt blive ved med at udforske, udvide og skabe ny musik. Hvilken form den vil tage... det er jeg ikke sikker på.”