Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #192

Populær
Updated
House of Franco #192

Krigsguden anmelder denne gang den nye ep fra Evil Army.

Kunstner
Titel
Violence & War
Dato
15-09-2015
Genre
Trackliste
1. Army of Doom 03:27
2. The Assault 03:01
3. My Rage Unleashed 02:36
4. Deathbreath 03:11
5. Violence And War 01:47

Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg er Danmarks største Evil Army-fan. Jeg har mødt dem flere i hjembyen Memphis, hvor sangeren og guitaristen Rob Evil fortalte mig, at deres store forbilleder er Darkthrone, Bathory og Mercyful Fate. Jeg fik også lavet interview med ham, da jeg skrev for Lowcut.

Bandet blev dannet i 2003, men der er gået noget tid mellem udgivelserne. Deres eneste album udkom i 2006 og var produceret af Jay Reatard, som også var lidt inde over bandet - som bassist og sanger - en overgang. De har sammen lavet et black metal-projekt, som hed Winter Coffin, der desværre kun kastede et enkelt nummer af sig.

Grunden til, at der tit gik noget tid mellem udgivelserne, er kokain. Bones, deres gamle bassist, døde af en overdosis, ligesom Jay Reatard. Rob Evil og hans bror og trommeslager, Mike Murder, har lige været inde at sidde bag tremmer - mens deres mor stod for Evil Army-butikken - på grund af narkohandel, siger rygterne. Andre rygter nævner også noget tyveri af andre bands udstyr, noget, de dog selv benægter.

Slemme drenge. Men nu er de endelig tilbage med dette brag af en ep. Vi taler stadig old school thrash metal a la Slayer, men denne gang med en anelse pænere lyd end tidligere. Tempoet er også sat lidt ned, numrene er blevet noget længere,  men de sparker stadig røv som et ondt år fra den første skæring 'Army Of Doom' og på resten af ep'ens fire numre. 'My Rage Unreleased' er nok deres mest "melodiske" sang til dato.

Rob Evil er stadig en af mine favoritsangere i thrash metal, hans stemme har ikke mistet noget kant, og deres tekstunivers handler stadig om krig, krig og atter krig. Evil Army er thrash metallens gadedrenge, her er ikke nogen overskudsakademikere, der leger weekendheadbangers - de her drenge er in it for life! Det eneste negative. jeg kan komme i tanke om, er, at 'Violence & War' ikke blev et helt album, men kun en ep. Fuck det, Evil Army har lavet årets metal-ep. Der skal nok desværre et mirakel til, hvis vi skal se dem på dansk grund.