Briller af stål: Lad os bolte døren i ind til metalcores teenageværelse

Metalcore opfylder tilsyneladende et behov hos et publikum, men bør det overhovedet tilfredsstilles? Med afsæt i aktuelle udgivelser fra de flakkende veteraner Unearth og de imponerende professionelt upersonlige Lost In Despair prøver Briller af Stål at forstå metalcore for at kunne anvise en vej ud af genren.

Der må være en grund til metalcore. Til at den i det hele taget er. Den må opfylde et behov, skulle man mene. Hvad man så kan stille spørgsmålstegn ved, er om det er et kunstigt behov, metalcore selv har fremelsket hos sine fans, og selv hvis det ikke var, om det så er et behov, der overhovedet bør dækkes. Selv hvis der virkelig i metalleren latent ligger sådan noget som en basal dragning mod de urværdier, metalcore repræsenterer, betyder det ikke nødvendigvis, at den trang skal forløses. Lige som et klassisk metalepos ikke behøver at modulere i broen, bare fordi det ville være oplagt, at det gør det, eller at der skal komme et twinlead efter to guitarsoli eller lignende. Metal handler ikke om forløsning, det handler om at undertrykke svagheder i ens egen karakter for at blive mere metal.

Metalcore handler i bund og grund om følelser. Det er det altoverskyggende problem med metalcore, al denne sjæleudkrængning, denne blotlagte hjertesorg og eksistentielle smerte tværet ud i ansigtet på lytteren, og lytterens egen søgen indad for at finde en smerte, der kan hjælpe en med at identificere sig med det hørte. Men det er også det, der er metalcores eksistensberettigelse: Anerkendelse af egen svaghed, af eksistensen af uoverskuelige følelser.

Maskuline følelser

Metalcore skal her forstås i snævrest mulig forstand, ikke som en klyngebetegnelse for al hardcore der er mere bøffet og metallisk i lyden end den klassiske 80'er-hardcore, eller al metal der er korthåret og punket og ikke handler om Satan. Selvom de igennem tiden er blevet kaldt det flere gange, og man endda godt kan forstå, at de har fået hæftet det tag på sig, er hverken Hatebreeds hoppeborgshardcore eller Converges mathede hardcore metalcore i den betydning, betegnelsen har i dag, omend sidstnævnte deler flere træk med den. Metalcores genealogi kan føres tilbage til Panteras hardcore-snappe groovemetal og ikke mindst Phil Anselmos dramatisering af sin egen årelange identitetskrise, som via Göteborg-scenens melodeath og 00'ernes moderne hardcore skabte en scene for (næsten udelukkende) mænd, der kunne italesætte deres egen tvivl på sig selv.

Og finde styrke i det, nok så vigtigt: Er der en eneste ting, metalcore har taget med sig fra 80'ernes hardcore og crossover, så er det selvhjælpsretorikken fra Bad Brains og senere Suicidal Tendencies. Der er ikke vildt langt fra et gængs metalcoreshow til et Anthony Robbins-seminar, når det kommer til prædikenerne mellem sangene om sammenholdet på scenen og om at vokse sig stærkere sammen. Erkende egne svagheder og bruge dem som fundament for at skabe et bedre supermenneske ud af dem. Bortset fra at metalcore har det med at svælge så meget i de svagheder, at det bliver destruktivt, og, værre end det, bære dem som fortjenstmedaljer. Som Phil Anselmo sang i sin tid:

Would you look at me now?
Can you tell I'm a man?
With these scars on my wrists
To prove I'll try again.

Det kræver en minimal indsigt i psykologi at se, at det sådan set ikke er superopbyggeligt, og når det så oveni kobles med musikkens reduktivt maskuline brutalitet, kan der hurtigt gå konkurrence i, hvem der har flest selvmordsforsøgshak i bæltet, om ikke andet så i metaforisk forstand.

Musik for zappere

Der er altså et historisk grundlag både for at besynge den eksistentielle tvivl og komme med lynsnare løsninger på den – scenen, klart, sammenholdet, damer og smart tøj – og for den musikalske parring af hardcore, crossover og thrashens lettest genkendelige elementer: Heftig fart afvejet med rigeligt doserede breakdowns og krydret med riffen og guitarskalaer. Den skabelon var en kommerciel succes for bands som Killswitch Engage og Trivium, og i deres kølvand kom et væld af bands, hvor sangeren kunne skifte mellem at growle og skrige indædt i versene, synge smægtende rent i omkvædene og kalde på circlepits under breakdowns, mens guitaristerne lirede løs i et væk. I en periode, hvor thrash endnu ikke for alvor var vendt tilbage, kunne det indimellem næsten smage lidt af den energi og umiddelbarhed i udtrykket fra thrashens sene år, hvor det ikke handlede så meget om djævelskab og massemord, mere om incest og naturkatastrofer.

Og om at fænge.

Det er metalcores andet store problem: At det insisterer på hele tiden at være fængende nok til at få alle med og at bruge alle virkemidler til at opnå det. Det er musik for zappere, dem for hvem musikken fungerer som et supplement til en tøjstil, en måde at tage sig smart ud på. Og hvor de ivrigt proklamerede følelser er et forsøg på at virke tiltrækkende over for piger, formoder man.

Byggeklodser og dygtige imitationer

Et af de bands, der har været med fra starten af metalcore, er Unearth. De har aldrig været lige så poppede som Killswitch Engage, og de har heller ikke været lige så fotogene som Trivium, hvilket har givet dem ry for at være mere rodfæstede i hardcore end de andre, selvom det i virkeligheden bare betyder, at de ikke har været i nærheden af deres salgstal. Omkring deres tredje album, 'III: In the Eyes of Fire' fra 2006, virkede det, som om de var ved at dreje over i thrash for alvor, og det klædte dem faktisk, men siden er de vendt tilbage mod en sikrere middelgrund igen. På Massachusetts-kvintettens sjette album, 'Watchers of Rule' (Metal Blade), er byggeklodserne nydeligt stablet oven på hinanden, uden at man på noget tidspunkt mister blikket for sammenføjningerne: Det kommer simpelthen aldrig til at virke som et organisk hele, når Unearth konstant insisterer på at presse nye dele ind i hvert nummer uden at tro på, at noget af det, de har, er fedt nok til at holde i sig selv. Ikke at det er det heller, ret skal være ret, men effekten er flakkende. Et nummer som 'Never Cease' har et, bevares, ikke nødvendigvis videre smagfuldt marchgroove kørende, indtil det ud af det blå afbrydes af en nydelig guitarmelodi over et breakdown uden nogen åbenbar sammenhæng med, hvad der er kommet forud i nummeret. Det samme sker i slutningen af åbneren 'The Swarm', hvor der uden nogen tvingende grund lige hæftes et coda på.

Lige præcis 'The Swarm' er ellers slet ikke ueffent og kunne sagtens tale til alle dem, der har travlt med udråbe den nye Machine Head til noget, man ikke skal skamme sig over at høre. Resten af 'Watchers of Rule' er en opvisning i, hvor gennemskueligt man kan stykke numre sammen, tilsat uendelige skalaløb fra de to guitarister. Specielt i 'Lifetime in Ruins' og 'From the Tombs of Five Below' bliver det direkte latterligt, når Buz McGrath og Ken Susi løber om kap op og ned ad gribebrættet uden at det rigtig har noget at gøre med, hvad resten af bandet er i gang med.

Der må man faktisk lade vejlenserne Lost In Despair, at de har et langt mere naturligt flow i deres sange. Den midtjyske kvintet er på ep'en 'Vitality' sig deres musikalske forbilleder endog meget bevidste, og de er sådan set ret dygtige i deres imitation af In Flames. Hvilket selvfølgelig ikke er retfærdigt at sige, fordi det ikke er et spørgsmål om at imitere en enkelt gruppe, men at spille meget tro mod en genre, som i høj grad er afledt af det band. De fem sange på gruppens anden, selvudgivne ep lyder virkelig som det skal i genren: Der er ikke en finger at sætte på hverken guitar, vokal, bas eller trommer, det hele ligger præcist, og numrene er tilpas afvekslende sat sammen og med en nøje afstemt vægtning af hurtige passager mod breakdowns og melodiske broer til at tilfredsstille publikum.

Afsmittende endimensionalitet

Men det bringer os tilbage til udgangspunktet: Skal metalcorepublikummet virkelig tilfredsstilles? Et er, at noget er virkningsfuldt inden for genren og lever upåklageligt op til forskrifterne for scenen, noget andet og langt mere presserende er, at facit desuagtet er ren lort. Først som sidst. Det er der selvfølgelig så meget der er, på så mange forskellige måder inden for både metal og hardcore, men her er immervæk tale om en hel subgenre, der i sin reneste essens, sådan som vi får den præsenteret af Unearth og Lost In Despair, parodierer og på den måde latterliggør sit udspring i metal og hardcore. For tag ikke fejl: Tillader vi metal og hardcore at degenerere til det her niveau, så smitter endimensionaliteten af på genrerne som sådan. Vi kan sagtens bryste os af rummelighed overfor vidt forskelligartede udtryksformer inden for subgenrerne, men her er vi ude i en reduktion af udtryksmulighederne. En simplificering i forsøget på at sælge det hele lidt bredere, som er med til at gøre alt det, der ikke er lige så let fordøjeligt, sværere at goutere. Metalcore åbner ingen døre mod en mere sand hardcore eller metal, det smækker døren i ind til teenageværelset for at være i fred for verden og sidde og ridse denne uges yndlingsbands sangtekster i skrivebordet.

Metalcore er ikke et gateway drug, det er badesalt.

Det er stiliseret teenageangst, der ved at skabe en identifikation hos et yngre, mindre blasert publikum køber sig vej til deres hjerter. Det er en postuleret medfølelse, der mere handler om at tage sig godt ud end at have nogle reelle løsningsforslag til de eksistentielle kvaler, metalcore selv er med til at fremelske hos sit publikum. Og det er vi nødt til at gøre os klart for at kunne tage afstand fra det på et bare en smule mere kvalificeret grundlag end den umiddelbare væmmelse ved klæbrigheden og den letkøbte melodiøsitet. Hvis der virkelig i musikelskeren ligger en latent dragning mod at få italesat sine følelser og kildret sit melodiøre ind imellem, så er der rige muligheder for at få tilfredsstillet det behov uden for metal og hardcore. Selv inden for metal og hardcore er et langt større spektrum af følelser og melodiøsitet repræsenteret end i metalcores hyperbolisme, og uden for er der endnu flere, også de smægtende, romantiske, desperate og svulstige.

Og det er OK at bevæge sig uden for metal og hardcore engang imellem, virkelig. Metalcore virker nærmest som et produkt af dengang, man kun kunne høre metal, hvis man hørte metal, som en måde at skabe et reservat inden for murene. Det er bare et par årtier siden, de mure effektivt blev brudt ned. Nu er det på høje tid at lade metalcore følge med over i historien som et grimt kapitel.