Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metal Battle Marathon

Populær
Updated
Metal Battle Marathon
Metal Battle Marathon
Metal Battle Marathon
Metal Battle Marathon
Metal Battle Marathon

Der var metal i lange baner, da dansk metal blev hyldet ved W:O:A Metal Battle, som i weekenden sendte Electric Hellride til Wacken.

Titel
+ Aphyxion + Manticora + 5 Metal Battle-finalister
Spillested
Dato
05-05-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Tina Egesø (farve) + Jacob Dinesen (s/h)

København bød i denne weekend på mange lækre tilbud til folk med hang til støjende guitarer og tunge toner. Lørdag var muligvis den stærkeste dag i Heavy Days in Doom Towns program og samtidig var der hele 8 bands i Pumpehuset til Wacken Metal Battle - 5 dystende bands og headliner-tjans fra Dawn of Demise og dertil special guest-optrædender i form af Wacken-aktuelle Manticora og sidste års battle-vindere i Aphyxion. Og så var der også gang i den med Interbeing og Invisious i Roskilde på Gimle.

Devilution kan ikke stille med en egentlig anmeldelse af seancen i Pumpehuset, for med de mange muligheder i byen og to af stabens skribenter på scenen, så kom vi lidt til kort. Men naturligt nok blev jeg, Casper Villumsen, der varetager bas og vokal i Electric Hellride, spurgt om jeg ikke ville skrive lidt om det - sådan set fra mine øjne.

Og naturligvis. Der er mange steder at starte, men vi starter der, hvor vi ankommer til Pumpehuset. Det er kort efter "dødsbussen" med Sickseed og Blood Label er ankommet. Der bliver fyldt grej og mere grej i elevatoren, mens glade, berusede mennesker omkring os vidner om, at det har været en fantastisk bustur fra Århus og til København.

Det giver lidt logistiske problemer at alle skal læsse i elevatoren samtidig, men stemningen er god og alle får hilst på hinanden imens, og band-briefingen bliver også kun et kvarter forsinket. Der er stadig tid nok til lige at gå ud og finde lidt mad, inden aftenens første band gik på.

Den svære åbningstjans

Med et så omfattende program at første band må gå på allerede klokken 19.30, så vil dette naturligvis ikke være ønsketidspunktet for noget band. Defecto - som kun havde haft to dage til at glæde sig over sin flotte sejr i Roskilde - fik æren af at hilse på publikum først. Bandet gjorde det rigtig godt, må man sige, og vi fik på den måde alle konkurrencen at føle fra start.

Jeg har tidligere anmeldt Defectos ep i meget positive ord, og hvor en tidligere koncert skuffede lidt, så gik det helt som det skulle her. Tændt band, teknisk velfunderet og ikke mindst velspillet symfonisk metal med såvel progressive som hardrockede elementer. Bandet var lidt af en outsider rent stilmæssigt, da ren vokal var i højsædet - ofte endda med flotte korharmonier. Bandet har i den grad et stort potentiale.

Stærk guitarlyd

Dernæst blev det Caros tur. De havde taget vejen hele vejen fra Frederikshavn, men havde stadig et ekstra gear at tage af. I mine ører, så havde de umiddelbart aftenens mest kompakte guitarlyd. De 6-strengede lød svinegodt - i hvert fald nede i området ved mixeren og lydmanden. Caro havde gennemsnitligt set det længste garn denne aften, og det blev udnyttet med masser af headbanging. Stilen var en sej omgang thrashede toner - i herlig oldschool-stil - mens vokalen vekslede lidt mellem mere regulært growl, og så noget man også ville kunne finde i den hårdere thrash.

Klokken var endnu før 21, så der kom stadig flere og flere tilskuere til. Heldigvis var der dedikerede metalfans forrest til både Defecto og Caro, og der var god feedback, så forhåbentlig har de to bands ikke følt, at det var alt for ærgerligt at måtte lægge ud.

Festtid!

Sickseed ville feste! De havde jo været med i føromtalte dødsbus, så de fik også sat godt gang i nogle af de festlige gæster, som havde benyttet sig af et billigt tilbud om en sjov tur fra Århus til Pumpehuset. Guitarlyden var desværre lidt mindre defineret her i forhold til hos Caro, men til gengæld så var niveauerne mellem instrumenterne lige i øjet, så den brutale vokal rigtig fik plads og skubbede gruppens dødsmetal/deathcore godt fremad.

Panik, når teknikken driller

Jeg fik desværre ikke set så meget af Sickseed, som jeg gerne ville, for det nærmede sig tidspunktet for at mit eget band Electric Hellride gik på scenen. Vi havde det skægt på scenen og nød at spille. Altså, da panikken først var overstået! Vi havde tekniske problemer, og det er jo aldrig fedt, men da slet ikke i en konkurrence, hvor programmet er knapt og man kun har 25 minutter at imponere juryen i. Og publikum, for i sidste ende er vi jo alle bare metalfans, der skal underholdes. Forhåbentlig fik vi skjult panikken godt, men alle fangede nok, at vi stod med lidt forvirring mellem første og andet nummer.

Et eller andet drillede med bassen - måske den trådløse enhed. Heldigvis var Tommy, der hjalp alle bands på scenen denne aften, på plads og fik lavet en løsning. Lidt komisk var det nok, at jeg bad om mere bas i monitoren, når der i første nummer åbenbart ikke havde været bas overhovedet! Men man må op på hesten igen, selvom der skete et uheld mere i dette første nummer.

Hvad det præcis gik ud på, var det heldigvis langt fra alle der opdagede - her kan jeg kun sige "godt klaret!" til vores trommeslager, Brian. Men I må gerne høre, hvad der skete: Dobbeltpedalen gik simpelthen i to dele på højrefodspedalen, så han måtte klare sig med kun én stortrommepedal, indtil vi efter næste nummer fik lov at låne en anden dobbeltpedal. Af hjertet tak!

Alligevel følte vi, at numrene gik godt, og at det kun var nogle ufrivillige pauser, som ødelagde en smule af flowet. Publikum var virkelig en fornøjelse at spille for - godt med larm fra dem, det var virkeligt fedt. Det lød fra scenen som om, at vores groovy metal med lidt thrash, død og sludge-elementer gled fint ned hos flertallet.

Energi som bare pokker

Dryppende af sved overlod vi scenen til scenen til Blood Label, der leverede et rigtigt godt og gennemarbejdet show. Der var gang i dem, selvom guitaristen til publikums højre side måske ikke var helt så aktiv, som hans kammerater på de samme skrå brædder. Det var dog tydeligt for alle, at Blood Label var en rutineret enhed, som var kommet for at give den voldsomt meget gas. Det århusianske band og dets dødsmetal med godt med thrashy elementer var så sprængfyldt af energi, at der kom gang i lidt mosh på de forreste rækker. Fedt!

Mæthedspunkt?

Herfra var selve dysten slut, det betød at lidt flere folk trak nedenunder, hvor det var nemmere at snakke sammen. Og der havde jo sandt at sige også været meget musik allerede, så for nogle var mæthedspunktet ved at være nået. Der kunne derfor godt have været lidt flere til Aphyxions show. Bandet vandt battlen sidste år - og de var naturligvis allerede gode dengang, men tydeligt var det nu, at de virkelig var vokset det seneste år. Bandet var lige vendt hjem fra en tour med masser af prøvelser, så det har sikkert styrket sammenholdet og bandets show. Det var rigtig godt udført, og der var en god frontmand gemt i Michael.

Surprise-band

Der var lagt en surprise-act ind herefter. Så efter Aphyxion gik Manticora på. De har allerede reddet sig en spot på årets Wacken-festival, men fik kun 15 minutter her i Pumpehuset. Og her må jeg indrømme: Jeg fik ikke set bandet, desværre. En pause for musik blev prioriteret, så det blev fra underetagen, at bandet blev hørt, mens der blev talt med venner og folk fra nogle af de andre bands. Tilsyneladende valgte en del samme løsning - ærgerligt for bandet, men sådan må det være nogle gange. Når et koncertarrangement minder om en lille festival, så kan man ikke nå alt. Manticora passede ellers godt ind til lidt afveksling, så det ikke kun skulle være Defecto, som mestrede de rene vokaler.

Dawn of Demise lukker ballet af

Som det havde været tilfældet til samtlige af årets Metal Battle-arrangementer, så spillede Dawn of Demise sidst. Igen var der vanlig humor fra frontmand Scott og et overflødighedshorn af "møjerfårkers" fra hans mund. Der var glimt i øjet og solid headbanging fra brødrene Jensen. Bandet er hørt i bedre lyd, men tyngden og groovet tog man nu ikke fejl af, og der blev og headbanget flittigt fra publikum oppe foran.

Bandets tredje album er på vej - og det på Unique Leader endda - hvor den groovy dødsmetal fra de fem herrer nok skal få den opmærksomhed, den fortjener. Kunne man da bare stemme Dawn of Demise videre til Wacken. Og til Copenhell for den sags skyld! Nå, de spiller der nok en anden gang.

Så blev det afgjort

En times spilletid blev det til. Og så blev det tid til glæde for nogle og ærgrelse for andre. Arrangør og dansk metal-entusiast Kasper Molin stod med juryens afgørelse i hånden. Først blev en anden metal-ildsjæl dog hevet på scenen og hyldet: Morten Bager, der kunne modtage beskeden om, at der var samlet godt 2.000 kr. ind til Metal Royale, der desværre er i knæ efter årets Royal Metal Fest, hvor billetsalget svigtede pga. uheldige omstændigheder.

For os bands i konkurrencen blev der nok talt rigeligt længe før sløret endelig blev løftet. Der blev talt om vindere de andre år, først København ved By The Patient, så det jyske band Aphyxion, som vi jo netop havde set tidligere denne aften, og så blev det mere eller mindre røbet, at vinderen var fra København. Kunne det være Defecto? Nej, til vores euforiske glæde blev det mit eget band, Electric Hellride, som fik den vanvittigt fede nyhed, at vi nu skulle dyste på Danmarks vegne på Wacken. Hold da op, tal om glæde i det lille ensemble!

Derefter var det tid til snak med juryen, et band ad gangen. Vi fik også vores snak, og som forventet var der også budskaber om opstramning på visse punkter. Deriblandt det meget, meget vigtige tip: hav en beredskabsplan! Teknikken driller af og til, men hav styr på, hvad I gør, når det sker, så publikummet kun mærker det minimalt. Et godt og simpelt råd, der hermed gives videre. Og helt sikkert noget vi vil få dyrket sammen med de andre tips, vi fik, så vi kan yde vores allerbedste og lidt til her til sommer på en tysk pløjemark.

Herfra skal der lyde en stor tak til alle involverede, arrangører, hjælpere, jury og ikke mindst det skønne publikum og alle deltagende bands lige fra de indledende runder til finalen.

El-Hell
Electric Hellride: kort efter vi fik at vide, at vi havde vundet (foto T. Egesø)