Metaldiktator: At the Gates - Slaughter of the Soul
Populær
Om en uge skal det for alvor vise sig, om At the Gates kan leve op til den seje klassiker fra 1995, ’Slaughter of the Soul’, som Metaldiktatoren her tager under kærlig behandling.
At the Gates er på mange måder legendariske i svensk metal. Bandet udsprang af legesyge Grotesque, hvorfra forsanger Tomas Lindberg og guitarist Alf Svensson kom fra, mens tvillingebrødrene Anders og Jonas Björler kom ind med kun begrænset banderfaring på hhv. bas og guitar. Eller, det er ikke helt korrekt, for Jonas Björler kom faktisk oprindeligt med på trommer, men skiftede hurtigt til bas, og den dygtige Adrian Erlandsson satte sig derefter bag trommerne.
Med Tomas Lindbergs og Alf Svenssons meritter fra Grotesque var vejen fra start til hype ikke lang. Således blev dét, som egentlig bare skulle have været en demo, til ep’en ’Gardens of Gries’ på Dolores Records i 1991. På det tidspunkt havde Anders Björler kun spillet guitar i godt et år! Det var dog primært Alf Svenssons sangskrivning, der prægede det første udspil, hvor Tomas Lindberg valgte en dybere røst end den, som han havde lagt for dagen i Grotesque, men som han også senere implementerede i At the Gates. Og tak for det!
Ep’en fik opmærksomhed fra Peacevilles underselskab, Deaf, som udgav debuten ’The Red in the Sky is Ours’. Det skilte sig lidt ud i den forstand, at det var svensk dødsmetal udgivet i 1992, men det var ikke indspillet i Sunlight Studios (Entombed, Dismember m.fl.). Desværre, for det har en i sammenligning tynd lyd og blev indspillet hos en Hans Hall, der ironisk nok var allergisk overfor elektricitet! Albummet præsenterede dog stærke sange i et mix af melodi og brutalitet. Lydfadæsen blev rettet op med andet album, det mørke ’With Fear I Kiss the Burning Darkness', der netop blev til i Sunlight (dog med Fred Estby fra Dismember som producer, og ikke den legendariske Tomas Skogsberg).
Særheder ud - struktur og RIFFS ind
Herefter forlod Alf Svensson bandet (tjek Oxiplegatz ud for særheder fra hans side), og det gav plads til en lidt mere simpel tilgang til sangskrivningen, og ’Terminal Spirit Desease’ (1994) er den naturlige overgang til det yderst velkomponerede ’Slaughter of the Soul’ fra 1995. Begge disse album er indspillet i Studio Fredman – et siden meget benyttet musikstudie til dødsmetal af den melodiske skuffe.
Det var en lang indledning for at komme til det, som denne Metaldiktator handler om, men det interessant at vide, at At the Gates kom fra en mere snørklet tilgang til tingene, før de lavede den skelsættende ’Slaughter of the Soul’, der netop har en sangskrivning, der er ekstremt skåret ind til benet. Er man til stilen, så finder man ikke ét dårligt riff på skiven, ikke én passage, der kører lige lidt for langt, eller ét riff for meget. Eller for lidt, for den sags skyld. Det er simpelthen så gennemtænkt, men absolut ikke fluekneppet. Fra den smadrende åbning med ’Blinded by Fear’ til den hymniske instrumentale afslutter med ’The Flames of the End’.
Albummet ses ofte i en sammenhæng til det ultimative indenfor Göteborg-lyden, den melodiske svenske dødsmetal. Sammen med In Flames’ ’The Jester Race’ og Dark Tranquillitys ’The Gallery’. Der er dog den væsentlige forskel, at At the Gates trækker store veksler på thrash metal, og trods masser af melodiske leads er der langt mindre ”twin guitar”, som på de nævnte andre albums, der mere kigger mod NWOBHM end thrashen. Tomas Lindbergs vokal er herligt hysterisk og rå, hidsig som bare pokker. Det skrigende growl læner sig stærkt op ad de andre melodødsklassikere, men den simplere sangstruktur og de effektive, supertighte, men også ret simple trommer stak i en anden retning. En god retning, hvorfor ’Slaughter of the Soul’ den dag i dag stadig føles frisk, mens de andre to nævnte melodøds-klassikere (måske?) kan være sværere at fange i dag, hvis man ikke var med på legen, da det foregik i sin tid.
Alt er i top
Der er ingen grund til at nævne numre frem for andre, for det kan godt være, at den nævnte eksplosive åbner huskes bedst, men det skyldes ligeså meget, at der kom video til sangen. Der er tryk på sangene, men også masser af stemning takket været det stærke melodiske arbejde. Det stille intermezzo midt på pladen, instrumentalnummeret ’Into the Dead Sky’, er smukt som bare pokker, og giver lytteren plads til at samle energi til resten af pladen, hvis ”anden del” starter med en pistol, der bliver ladt, før ’Suicide Nation’ effektivt bringer energiniveauet helt op igen.
Det er velkendt, at At the Gates ikke holdt længe efter udgivelsen af ’Slaughter of the Soul’. Den klassiske undskyldning ”musikalske uoverensstemmelser” blev forklaringen, men frontmanden Tomas Lindberg har siden udtalt, at det måske havde kunne løses, hvis ikke de havde været så unge og udmattede ovenpå at turnere (bandet havde blandt andet kort før opløsningen været på turné i USA med Napalm Death), ligesom det var et stort pres for Anders Björler at skulle leve op til skivens riffs på en ny udgivelse. Forholdene omkring bandet var ikke luksuriøse, det var hårdt arbejde på landevejen og trods gode anmeldelser og publikumsmodtagelse, så var det svært at komme uden om, at dødsmetal allerede var lidt på vej nedad, og den her klassiker-status, som albummet fik, kom faktisk først med bandets opløsning.
Ud af asken ...
At the Gates smed således håndklædet i ringen 1996. Tomas Lindberg fortsatte med sine mange andre projekter som fx Skitsystem og Lock Up, mens Björler-brødrene og Adrian Erlandsson dannede The Haunted med Patrik Jensen fra Seance og Peter Dolving fra Mary Beats Jane. Mere rendyrket thrash metal med større aggression og dødsmetallyden vasket helt væk. Men stadig med en klar linje tilbage til ’Slaughter of the Soul’.
Efter mange års reunion-turnéer kommer At the Gates i næste uge endelig med opfølgeren til det klassiske album fra 1995. Der var ellers ikke lagt op til et sådan album – i hvert fald ikke, når man spurgte til det – som Devilution gjorde i et interview med Tomas Lindberg i 2012. Og at dømme efter det svar, som blev givet på spørsmålet om et nyt album dengang, så må man jo mene, at At the Gates i hvert fald selv mener, at de har noget rigtigt stærkt i ærmet til de mange fans, der har ventet så længe:
” Lige nu, tror jeg ikke, at der vil komme et At the Gates-album mere, men det er ikke, fordi vi ikke vil gøre det, snarere fordi vi ikke vil pille ved eftermælet. Vi er alle enige om, at det ville være skægt at skrive nyt musik sammen, for vi er helt utroligt gode venner med en god energi sammen. Hvem ved - det kunne jo laves under et andet navn”
Vi har naturligvis en skribent på pletten med en frisk anmeldelse af ’At War with Reality’ i næste uge her på Devilution.