Metaldiktator: Body Count - Cop Killer
Populær
Body Counts debutalbum udløste et ramaskrig i USA og blev trukket tilbage, kort tid efter det udkom. I dag har pladen status som en milepæl indefor crossover og rapmetal.
For nyligt udkom Ice-T og Body Count med deres første plade i otte år. ’Manslaugter’, som vi anmelder i denne uge, provokerer næppe det helt store i år 2014. Men da Body Counts debut, ’Cop Killer’, så dagens lys i 1992 vakte pladens grænseoverskridende tekster forargelse i USA.
I 1980’erne førte det konservative og kristne USA en censur-heksejagt med aktivisten og politikerkonen, den frelste Tipper Gore i spidsen, mod metalbands som Twisted Sister, Judas Priest og Mercyful Fate. Mens fokus mere blev rettet mod rapgenren, der stod for skud i starten af 1990’erne.
En tid hvor bandeproblemer, narkomisbrug, vold, mord og racediskrimination var en tikkende bombe under Los Angeles’ fattige og sorte bydele som South Central – arnestedet for Body Count.
Startede på soloalbum
Efter at Ice-T brød igennem med sin banebrydende gangstarap i 1986 på ”6 in the Mornin’” var han fem år senere på toppen af karrieren i 1991 med både hovedrollen i det suveræne narkodrama ’New Jack City’ og ikke mindst med pladen ’O.G. Original Gangster’ – hovedværket i Ice-T’s diskografi.
Det var her han på nummeret ’Body Count’ introducerede verdenen for bandet af samme navn, som han havde dannet sammen med gamle venner fra skoletiden. Nok havde New Yorks rapscene allerede flirtet med et mashup af rock og rap, som Beastie Boys, LL Cool J, Run-DMC’s samarbejde med Aerosmith, og Public Enemy, der fik selskab af Living Colour og senere Anthrax.
Men nummeret ’Body Count’ affødte en helt ny genre, der blev døbt både rap metal, gangsta metal og ghetto metal og lød som et crossover af thrash/groove-metal i stil med Suicidal Tendencies og rapmusik. I 1992 udkom debuten ’Cop Killer’, hvor Ice-T i sine tekster videreførte rapgenrens macholyrik, der forherligede vold og fremstillede kvinder som rene kneppedukker.
I'm a Cop Killer!
Men mest essentielt var teksternes kritik af samtidens forskruede livsvilkår for både USA’s sorte og den generelt fattige befolkning. Det var et land, der på tv kunne opleve fem betjente gennembanke flugtbilisten Rodney King i marts 1991. Og som samtidig negligerede ghettoernes narkoproblemer og i stedet brugte ressourcerne på at invadere Irak for, at landets hvide magtelite kunne rage flere oliepenge til sig.
”Fuck Tipper Gore, Bush and his cripple bitch”, sang Ice-T allerede uhørt provokerende om landets præsident i det sidste nummer på ’O.G. Original Gangster’.
På nummeret ’Cop Killer’ overgik han dog sig selv ved at opfordre til drab på politiet. ” I'm a cop killer, better you than me / Cop killer, fuck police brutality!” lyder det i nummerets kontroversielle omkvæd.
Teksten var en reaktion mod Rodney King-affæren og alle de mange øvrige, voldelige raceoverfald politiet stod bag mod den sorte del af befolkningen. Vreden var ikke til tage fejl af: ”All rise for the Los Angeles national anthem!”, plejede Ice-T at introducere nummeret med live.
Det vakte et ramaskrig i landet. George H. W. Bush fordømte offentligt ’Cop Killer’, hvilket var første og stadig eneste gang en siddende præsident har blandet sig i en pladeudgivelse. Flere af landets politistationer protesterede endda ved af erklære, at de ikke ville reagere på alarmopkald fra forretninger som solgte pladen. Så meget for ”to serve and protect”!
’Cop Killer’ var også ved at sende Body Counts pladeselskab på kollisionskurs med deres aktionærer. Under et aktionærmøde opfordrede skuespilleren Charlton Heston tilhørerne til at trække sig ud af selskabets aktiviteter efter, at han læste teksten højt fra punknummeret ’KKK Bitch’.
”I fell in love with Tipper Gore's two twelve year old nieces,” synger Ice-T og fik dermed provokerende udstillet politikerfruen som en del af den højreorienteret Ku Klux Klan.
Ledelsen i Warner Music modtog samtidig utallige dødstrusler. Men selskabet stod ved deres artists ytringsfrihed som foreskrevet i landets forfatning. Men kort tid efter valgte Ice-T selv at trække udgivelse tilbage, da det kontroversielle kaos fjernede opmærksomheden fra albummet som helhed. Særligt et nummer som 'The Winner Loses', der satte fokus på elendigheden og det voksende narkoproblem i samfundet.
Pladen blev i stedet genudgivet uden 'Cop Killer' under titlen ’Body Count’ og inkluderede en ny version af Ice-T’s solonummer ’Freedom of Speech’, som en protest mod manglen på samme i kølvandet på originaludgivelsen. Den blev dog stadig milepælen, der pustede liv i en genre, som især Rage Against the Machine, Kid Rock og Limp Bizkit fik stor succes med op gennem 1990’erne.
Genfandt aldrig formen
Selv havde Body Count svært ved at stå distancen på debutens opfølger ’Born Dead’ i 1994. Teksterne ramte langt fra samme samfundskritiske nerve, og musikken manglede pondus. Lyden var ikke længere ny i udtrykket og det skinnede pludselig mere tydeligt igennem, at musikkerne egentlig ikke var særlig teknisk dygtige.
På ’Violent Demise: The Last Days’ (1997) fik Body Count et mere hårdt udtryk over sig og især videoen til ’Strippers’ – ”I want my dick sucked!” – fik bandet tilbage i rampelyset for en kort stund.
Herefter tiden stod tiden stille for Body Count. Fra ’Violent Demise’ og til det mislykkede comeback med ’Murder 4 Hire’ fra 2006 havde gruppen mistet tre af de originale medlemmer. Skæbnens ironi ville, at bassisten ”Lloyd ”Mooseman"”Roberts blev et tilfældigt offer for et drive-by-skyderi i South Central i 2001, mens rytmeguitaristen Dennis ”D-Roc” Miles og trommeslageren Victor ”Beatmaster V” Wilson begge tabte kampen mod uhelbredelig leukæmi.
På ’Murder 4 Hire’ lyder Body Count som en skygge af sig selv. Teksterne virker ligegyldige og uden Ice-T’s velkendte satiriske touch. Ditto kan man sige det sammen om musikken, der nærmeste fremstår som en joke ved siden af samtidens mere populære nu-metalbands som Slipknot, der gør sig i en genre, der til en vis grad også bygger på det fundament, Body Count var med til at lægge i deres tidlige år.