Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Voivod – Nothingface

Populær
Updated
Metaldiktator: Voivod – Nothingface
Metaldiktator: Voivod – Nothingface
Metaldiktator: Voivod – Nothingface
Metaldiktator: Voivod – Nothingface
Metaldiktator: Voivod – Nothingface

Når en af årets foreløbigt vigtigste metalplader åbenlyst vedkender sig så dyb en gæld til Voivod, som Vektor gør det, er det en god anledning til at huske, hvad Voivod betød engang. Da Voivod udkom med 'Nothingface’, var metal nemlig langt fra stuerent hos anmelderne, men over for canadiernes ambitiøse hovedværk måtte de alligevel give sig.

Kunstner
Titel
Nothingface
Trackliste
The Unknown Knows
Nothingface
Astronomy Domine
Missing Sequences
X-Ray Mirror
Inner Combustion
Pre-Ignition
Into My Hypercube
Sub-Effect
Karakter
666

Selvom vi nærmer os den tid, hvor de landsdækkende medier i anledning af Copenhell skal have deres årlige indslag om, at metalfans slet ikke er så farlige, som man skulle tro, skal man ikke særlig meget ud blandt ikke-metallere for at erkende, at metal i 2016 stadigvæk er en outsider-position. Det var det endnu mere i 80’erne, hvor Metallica endnu ikke havde udgivet deres sorte album, og det var ikke kun det religiøse højres evindelige satanisme-scares, metal skulle høre for. Blandt den gamle garde af rockanmeldere var der bred enighed om, at metal var underlødigt og dumt. Og ikke bare det: Herhjemme førte Torben Bille an i et veritabelt korstog mod metal, som han mente var rent ud fascistisk.

”Genren har fascistiske tendenser i og med, at den har nogle voldelige aspekter, som er undertrykkende,” udtalte han sig med al sin autoritet på DR, sådan som Peter Béliath har skrevet om det på sin blog. Metallen var en stor, dum mur af riffs, der gjorde lytterne til en lydig, headbangende slavehær på march mod et totalitært betonrock-regime, hvor sådan noget som melodier og fine fornemmelser var bandlyst. Torben Billes egne akolytter stod ikke tilbage for ham i deres alvorsfulde besværgelse af metallen, så hvis man skulle læse kvalificerede holdninger til metal, måtte man ty til enten specialmagasiner eller formiddagsavisernes mindre fintfølende anmeldere.

Det var sådan noget, denne purunge metalfan kun lige akkurat var ved at indse og ikke havde meget andet tilovers for end et skuldertræk. Jeg forventede ikke, at metal skulle blive behandlet i de voksne medier som andet end sensationalistisk stof. Men en dag i vinteren 1989-90 var der alligevel bonus i mine forældres Information: En halvsides-anmeldelse af Voivods nye plade. Lars Villemoes havde  trofast stået alfaderen Torben Bille bi i kampen mod metallen, men her var noget, der fik ham til at indse, at det måske alligevel godt kunne rumme noget mere. 

Det var ikke, fordi Lars Villemoes pludselig var blevet omvendt til metal, men han kunne på den anden side heller ikke undslå sig for den effekt, ‘Nothingface’ havde på ham som lytter, selvom han da i sin anmeldelse tog sine forbehold. “Sangene [...] rummer i al deres hæsblæsende kompleksitet et lay-out til en egenartet og kreativ musikopfattelse, som bearbejder støj og rock-dynamik til et angreb på alle poppens proportioner,” skrev han under overskriften ‘Guitaren som psykografisk laserstråle’. På trods af alle sine forbehold var anmeldelsen svær at læse som andet end en regulær anbefaling. Lars Villemoes’ konklusion var, at “metal kan være meget mere end det, man ellers forstår ved ‘rock’.” Det vidste vi godt, os, der hørte den slags, men nu måtte selv rockanmelderne altså modvilligt erkende det.

Den 13-årige udgave af mig selv forstod ikke nødvendigvis alt, hvad Villemoes skrev om pladen – selvom “totalparanoidt beredskab” lød som noget ret sejt – men jeg forstod, at den her plade var vigtig. Samme eftermiddag var jeg i Van Rock og købe den, og den har fulgt mig siden som en af mine yndlingsplader inden for metal med en selvfølgelighed, der har betydet, at jeg ikke har gjort mig de store tanker om, hvorfor den plade egentlig var så vigtig.

Prog gentænkt
‘Nothingface’ var ikke et slumpetræf, og Voivod stod ikke alene med deres musikalske visioner i slutningen af 80’erne. I takt med at udøverne af thrash metal var modnet som musikere, var genrens fokus blevet rykket fra det aggressive til det raffinerede. Metallica viste, hvor intrikat og teknisk man kunne spille thrash, og nu var resten af scenen ivrige efter at gøre dem det efter. Thrash blev tight, klinisk eksekveret og nok også lidt distanceblændende. I løbet af et par års tid skulle det blive thrashens dødsdom, da dødsmetallen erobrede publikum med sin rå og umiddelbart medrivende brutalitet, mens thrasherne stod i deres hvide basketstøvler og var fanget i et D-stykke med en spansk guitar lagt ind over endnu et palm muted riff. Men i nogle år fra ungefähr 1987-91 syntes alt muligt i thrash metal.

Voivods diskografi frem til ‘Nothingface’ er ganske repræsentativ for genrens udvikling: På de to første plader fremstod musikken primitiv, skramlende og smadret, pladetitlerne ‘War and Pain’ og ‘Rrröööaaarrr’ er ganske sigende for såvel charmen som ambitionsniveauet. På det tredje album, ‘Killing Technology’, tog kurven sit første knæk opad, da de begyndte at skrive længere sange med mere komplekse strukturer, og på efterfølgeren, ‘Dimension Hatröss’, havde de lagt det brutale og aggressive bag sig til fordel for en mere tilbageholdende, renspillet metal med tydelig påvirkning fra den progressive rock.

Samtidig med at thrashen udviklede sig, var den progressive rock blevet taget op af flere metalbands, der så kreative muligheder i den. Med Queensrÿche, Fates Warning og Sanctuarys seneste plader var prog igen blevet noget, man talte om, ikke mindst da Dream Theater i foråret 1989 albumdebuterede. Men hvor Queensrÿche på deres konceptalbum ‘Operation: Mindcrime’ året før havde banket det helt store show op med keyboards, kæmpemæssige rockhits, ballader og en samfundskritisk historie, der ikke lod hverken Pink Floyd eller Rush noget efter, var Voivods måde at inkorporere proggen på i deres lyd ganske anderledes. Det var mere komplekst, og så var det hårdere: På ‘Nothingface’ gav proggen sig udtryk i noget, der kom hen i retning af den rock, som thrash metal ellers havde lagt bag sig i sine sangstrukturer. Det tempo, som Lars Villemoes oplevede som “turbo-tromlende”, er ikke desto mindre sænket markant på ‘Nothingface’ i forhold til de foregående plader, og til gengæld bliver der spillet strammere end nogensinde før. Alt er helt spændt op mellem de mange rytmeskift, breaks og mellemspil.

Det bliver programsat i åbningsnummeret 'The Unknown Knows'. Vers og omkvæd kører egentlig ret traditionelt for thrash med et hurtigt vers og et omkvæd med åbne akkorder og sang i halvt tempo af rytmegruppen. Men der er ikke meget traditionelt over det, guitar og bas laver i verset, hvor de hele tiden afløser hinanden snarere end bare at riffe løs, som det ellers er kutyme. Og så smider den et C-stykke ind to gange, ca. 2:30 inde og igen efter endnu et omkvæd, inden den går helt Rush omkring 4:00, før alt bliver kørt helt ned i tung bluesrock med en trækharmonika til allersidst. Voivod kan nemlig godt spille rock på 'Nothingface'. Det var der mange andre metalbands i samme periode, der også godt ville kunne, men det var de færreste, der faktisk kunne få det til at lykkes uden at lyde metallisk usvingende. Når det lykkedes for Voivod, var det, fordi de ikke prøvede at svinge. I stedet huggede de sig vej frem ved hjælp af proggens mest ambitiøse redskaber.

Udadtil vedkendte Voivod sig proggen med et cover af Pink Floyds ‘Astronomy Domine’. Det er godt nok pladens mest upåfaldende nummer, men helt gal er referencen ikke: Allerede på den efterfølgende ‘Missing Sequences’ benytter Voivod sig af klare Pink Floyd-elementer i en Roger Watersk åbning, som hurtigt fortaber sig i det, der umiskendeligt er Voivods helt egen lyd. For selvom også landsmændene i Rush er tydelige i ikke mindst de hurtige breaks i ‘Pre-Ignition’, ‘The Unknown Knows’ og ‘X-Ray Mirror’, hvor specielt den førstnævnte minder direkte om Rushs ‘Anthem’, så lyder Voivod på ‘Nothingface’ alt andet lige først og fremmest som Voivod. Det er her, deres lyd endegyldigt synes defineret.

Paranoid dissonans
Den lyd er først og fremmest den afdøde guitarist Piggys fortjeneste. Det er hans konsekvent dissonante akkorder fremfor thrashens foretrukne powerakkorder, og det er hans konstante skift mellem riff, som trommeslageren Away følger nøje med lige så konstante rytmeskift, som kendetegner Voivods lyd. Og det var en lyd, som var blevet skabt allerede på de første plader med netop den type akkorder. Selvom det var mærkeligt at bevæge sig baglæns i Voivods diskografi, sådan som jeg gjorde det efter ‘Nothingface’, fordi det så hurtigt blev så kaotisk, mens det kaos var så behersket på ‘Nothingface’, så var der stadig en ledetråd. Det var, som om man på fire plader gik tilbage til neanderthalerne, men de havde altså fundet en akkord, som de ville prøve noget med. Det var bare ikke blev fuldt ud realiseret, hvad man kunne skabe med den.

Det blev det på ‘Nothingface’: Pladen står som et højdepunkt i Voivods karriere. Alt det, de sigtede imod på forgængeren ‘Dimension Hatröss’, når de her. Det er her, de skriver deres bedste numre, det er her, de får dem til at lyde bedst. Produceren Glen Robinson gav dem en lyd, der både var helt klar og fyldig. Blackys bas ligger atypisk langt fremme i lydbilledet for genren på det tidspunkt, så han kan veksle med Piggy, sådan som de ikke mindst gør det i 'The Unknown Knows'. Hvor det i thrashen på dette tidspunkt var noget nær uhørt, at guitaren ikke skulle dominere hele vejen igennem, holder Piggy tilbage og lader Blacky bære melodien. Og melodierne var mindeværdige: Selvom der hele tiden sker noget på ‘Nothingface’, og bandet sjældent dvæler ved et stykke, er den fyldt med melodier, som man går og nynner for sig selv. Og så er der altså noget, der minder om regulær rock på den, som i det bizart rullende mellemstykke 2:30 inde på 'X-Ray Mirror'.

Det var den vej, Voivod fortsatte ud ad. Mere rock og mere melodi, og mindre mindeværdigt blev det af det. Allerede på efterfølgeren, ‘Angel Rat’, var de mindre stramme og mindre væsentlige, og på ‘The Outer Limits’ tabte de helt deres fans i forsøget på at lade metallen bag sig. Det var ikke, fordi Voivod lavede decideret dårlige plader. Med jævne mellemrum laver de endda stadig plader, der giver deres gamle fans lyst til at tale om et comeback, sådan som det skete med deres seneste plade, ‘Target Earth’. Men niveauet fra 'Nothingface' eller bare de fire foregående plader har de ikke nået siden.

På samme måde som Voivod videreførte en inspiration fra Pink Floyd, Yes og Rush, der på dette tidspunkt var inde i deres kreative efterår, kom andre bands til at videreføre det, Voivod havde startet. Eller de kom i hvert fald til at bruge elementer af Voivod til at bygge videre på. Sådan et stykke som “too late for S.O.S.”-sekvensen fra ‘Sub-Effect’ blev skoledannende for, hvordan metalbands i starten af 90’erne signalerede, at nu legede de med sindssyge og var mærkelige. I Sverige tog ikke mindst Tribulation (ikke at forveksle med dem, der spiller på Copenhell i år) den tråd op sammen med grindcorebandet Afflicted Convulsion, der blev til Afflicted og gik all-in på det psykedeliske på deres debutalbum. Inspirationen var tydelig i akkorderne, men også i den paranoide og skizofrene stemning, sådan som det også hørtes i de finske Protected Illusion og Mengele, som senere blev til Insomnia og tog lyden med sig over i noget, der mindede om tidens gotiske doom metal. Det var også den grundstemning af paranoia og skizofreni, der fik horror-hiphop-gruppen Non-Phixion til at bede Away om at designe et logo for dem, så det lignede Voivods. Selvom de ikke havde noget med metal at gøre, kunne de genkende sig selv i Voivods musik på tværs af genrerne. 

Lige som Voivod ikke behøvede at lyde fuldstændigt som de progressive rockbands, de var inspirerede af, for at videreføre det, de havde startet, behøver de, der viderefører Voivods arv altså heller ikke nødvendigvis at lyde som dem. Det kan dukke op de mest uventede steder, som da Kurt Ballou tog Piggys akkorder og riffing op på Converges plade ‘You Fail Me’. Det ligger der som en grundstemning, et udtryk. Og som en vilje til at fortsætte med at skubbe musik videre, ud et sted, hvor det ikke på forhånd er givet, hvad der vil ske med det.

Derfor kan man heller ikke bare afskrive et band som albumaktuelle Vektor som et Voivod-plagiat, selvom det ikke tager mere end et hurtigt blik på deres logo for at konstatere, at de tager del i en arv. Vektor fortsætter noget, som Voivod satte i gang, men de tager det et helt andet sted hen, end der hvor Voivod fik det til at ende. Når Vektor med min anmelderkollega Emils ord bedriver retrofuturisme og tager afsæt i det samme sci-fi-univers, som Voivod befandt sig i, angiver de en anden mulig vej frem for musikken end den, Voivod valgte. Det er en anden fremtid, vi lever i nu, end den ‘Nothingface’ forudsagde. Og det er ikke kun skidt.


Morten Hammelboe skaffede den oprindelige Lars Villemoes-anmeldelse til denne artikel. Tak.