Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival '14: Metal- og rockguiden - Lørdag

Populær
Updated
Roskilde Festival '14: Metal- og rockguiden - Lørdag

Lørdagen står i det danske tegn, når syrerockerne i Spids Nøgenhat vender tilbage på festivalen, og, ikke mindst, når Psyched Up Janis gør det samme. Helhorse og The Psyke Project tørner sammen i en fræk fælleskoncert. Natten sluttes af med funeral-doom fra Mournful Congregation. 

LØRDAG


PSYCHED UP JANIS - Orange, kl. 17.00

Fordi: Enten ønsker man at genleve sin ungdom, og man er svært glad for grunge a la Nirvana, eller også er man brandærgerlig over, at man missede Psyched Up Janis’ koncerter i Vega i maj. Grundene er mange til at svinge forbi Orange lørdag eftermiddag og opleve dansk 90’er-grunge af den introverte skuffe. For sammen med navne som Kashmir, Dizzy Miss Lizzy, Inside The Whale og Kinky Boot Beast satte Sune Wagner & co. akkorder på en hel generation. Psyched Up Janis høstede store roser for deres jubilæumskoncerter i Vega, og 15 år efter deres seneste optræden på Roskilde Festival fortsætter de fejringen.     

For: Fans af Nirvana og Kashmir.

Pensum: ‘Swell’.




HELHORSE VS. THE PSYKE PROJECT - Avalon, kl. 18.00

Fordi: De to København-baserede bands har søsat et opsigtsvækkende projekt og skal efter sigende i samlet trop fremføre hinandens numre og på den måde fusionere to grene af metalmusikken: Helhorses stenede sludge metal kontra The Psyke Projects unikke, dystre og kaotiske hardcore. Fællesnævneren for de to bands er imidlertid tyngde, og det er præcis, hvad man på forhånd kan forvente af denne “anderledes koncertoplevelse”, som Roskilde Festival kalder - nemlig masser af tyngde.

For fans af: Down, Eyehategod, Converge         

Pensum: Helhorse: ‘Oh, Death’, The Psyke Project: 'Guillotine’

Helhorse:
Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




The Psyke Project:
Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




DIE NERVEN - Pavilion, kl. 21.00

Fordi: Du kan lide sortrandet post-punk fra 80'erne, og du trippede over Killing Jokes koncert på Roskilde for nogle år siden. Du elsker også tysk, for Stuttgart-bandet Die Nerven synger nemlig på modersmålet. Musikken er trøstesløs og industriel, som man kender den fra Bauhaus og Joy Division. På pressefotoet har bandet forsanger iført sig en Possessed-t-shirt, så Die Nervens hjerter er på det rette sted.

For: Fans af Bauhaus, Killing Joke, Wire, Joy Division.

Pensum: 'Fun'.




DARK BUDDHA RISING - Gloria, kl. 21.30

Fordi:
Finske Dark Buddha Rising får Neurosis på deres allermest knugende og kvælende til at fremstå som en firmaudflugt til Bakkens Hvile. Rituel, okkult psykedelisk black-sludge, der er tung som en bjergkæde og med et show, der emmer af sataniske ritualer og en nervegasagtig atmosfære, der samler sig til et psykedelisk og jazzet helvede. Ikke for sarte sjæle, men den slags er forhåbentlig heller ikke blandt Devilutions læsere.

For: Folk, der synes, at Neurosis har været for letbenede og lidt transcendentale de sidste 10 år; folk med hang til sataniske ritualer, teaterblod og overjordisk feeback.

Pensum: 'Dakhmandal'.

Seneste pladeanmeldelse!
Seneste koncertanmeldelse!




SPIDS NØGENHAT – Avalon, kl. 22.00

Fordi: Sjældent har varebetegnelsen været så præcis som i tilfældet med dette bandnavn. Det er opkaldt efter en euforiserende svamp, og så ved man bare, at man har med syrerock at gøre. Havde musikken blot været et retroprojekt, ville det have været trættende, men fordi dette danske orkester formår at skrive substantielle sange, kan man sagtens holde øjenlågene, og flere og flere har da også fået øjnene op for denne danske rockperle.

For: Fans af 13th Floor Elevators, Hyldemor, Alrune Rod, Cold Sun.

Pensum: ’Kommer med fred’, ’En mærkelig kop te”.

Seneste koncertanmeldelse!




THE MEN - Pavilion, kl. 23.00

Fordi: Brooklyn-gutterne i The Men kan muuuuuuuuuligvis gå hen og levere en af årets festkoncerter på Roskilde i år. At de i hvert fald har materialet til det, skal man blot høre en af deres fire seneste rockrasende gode plader for at blive overbevist om. Men for at det skal kunne lade sig gøre for bandet at trykke deres sange af med en puls, der rent faktisk også er sangene værdige, må de tage sig selv i kraven med en noget mere solid rocknæve, end de har gjort de sidste to gange, de har været i landet. I live-sammenhæng har de således stadigvæk ikke formået at få én hevet ind i deres ellers mere end velkomne verden af velspillet og herlig fandenivoldsk rock and roll. Når det er sagt: Vi tror på The Men på Roskilde! Og det gør festivalen åbenlyst også, når man ser på, hvordan de har givet bandet en pragtplacering i programmet.

For: Fans af MC5, The Stooges, My Bloody Valentine, Dream Syndicate.
 
Pensum: 'Leave Home', 'Open Your Heart', 'New Moon', 'Tomorrow's Hits'.




DRUG HONKEY - Gloria, kl. 23.30

Fordi: Du har brug for de absolut stærkeste musikalske stoffer, du kan få fingrene i. Selv inden for den eksperimenterende doom metal er bandet med det sære navn mere sære end de fleste andre. Tunge riffs, lysergiske keyboards, maniske Mike Patton-agtige vokalmodulationer, jazzelementer og, ja, igen, tuuuunge riffs i et bizart og radikalt eksperimenterende udtryk.

For: Stofmisbrugere, afvigere, psykopater.

Pensum: 'Death Dub', 'Hail Satan', 'Ghost in the Fire'.




HOOKWORMS– Pavilion, kl. 01.30

Fordi: Der er lagt op til et rock-trip, når de fem briter i Hookworms sender publikummet ud på en psykedelisk rejse i de sene nattetimer. Kvartetten kombinerer forholdsvis pæn standardrock blandet med masser af lange synth-passager, drone og noise. På plade virker det måske hurtigt lettere prætentiøst og kedeligt, men live skulle Hookworms’ musik komme til sin ret. Bandet er berygtet for lange koncerter, hvor de improviserer i musikken og trækker den helt ud, indtil ens sind slår kolbøtter. Det er ikke tilfældigt, at de har fået spilletid midt om natten!

For: Fans af Wooden Shjips, Tame Impala, Causa Sui.

Pensum: ’Pearl Mystic’.




MOURNFUL CONGREGATION – Gloria, kl. 01.30

Fordi: Funeral doom-bandet Mournful Congregation lagde Heavy Days in Doom Town ned sidste år, og er  nu rykket op til Roskilde, der også sidste år lagde scene til et funeral doom-band i form af Tyranny, der spillede et brag af en koncert for relativt få mennesker. Det tjener Roskilde Festival til ære, at de alligevel fortsætter med funeral doomen, selvom genrens kommercielle potentiale er ligeså begrænset, som musikken er langsom. Lørdag skal Mournful Congregation nok smadre de sidste reminiscenser af livslyst blandt publikum med sort, sugende doom.

For: Folk, der ikke kan lide af feste lørdag nat samt fans af depressioner, melankoli og et sort, sugende mørke.

Seneste koncertanmeldelse!