Sweden Rock Optakt 2016: De standhaftige

Her har vi nogle af de gamle drenge og piger, der har været på scenen i over fire årtier. De har hver især haft deres gode og dårlige perioder, og en koncert kan svinge fra det helt sublime til at bære vidnesbyrd om, at de skulle være stoppet, mens legen var god.

Det her er mastodonter, der nægter at flytte sig fra scenen. For de flestes vedkommende med god grund.

Steve Vai
Steve Vai er af den støbning, man enten hader eller elsker eller elsker at hade. Den tekniske kunnen kan ikke tages fra ham, og han har siden 1984 udgivet et hav, bogstaveligt talt, af album, der spænder over alt fra syret prog rock til hårdtbetonet speedrifferi, altid med de skæve melodier i fokus.

I Vais tidligere dage kunne han mistænkes for blot at ville spille koncert foran et spejl. Der har han meget til fælles med den selvoptagede Joe Bonamassa. Den ældre Vai har stadig sit showmanship og de rette blæreeffekter med til bords, men selvfedmen udeblev klædeligt, sidst vi anmeldte ham live, og ydmygheden må han gerne tage med til Sverige.

Steve Vai har netop taget hul på sin ‘Passion and Warfare 25th Anniversary World Tour’, og det betyder selvfølgelig, at albummet opføres fra ende til anden, inklusiv nummeret herunder samt udødelige ‘For the Love of God’. Samme show kan opleves d. 14. juni i Amager Bio, dog sandsynligvis uden mængden af fulde svenskere, der vil stå foran hovedscenen på festivalen.
 
(lørdag kl. 16, Festival Stage)




Glenn Hughes
Her er en mand, der ikke behøver den store introduktion. Hvis du ikke helt kan sætte fingeren på hvorfor, så tjek eventuelt hans svimlende diskografi eller den realitet, det er, at han i april kom i Rock and Roll Hall of Fame for hans korte tid som bassist og sanger i Deep Purple i formationen MKIII, der udover Hughes bestod af Ritchie Blackmore, David Coverdale, Ian Paice og Jon Lord, med hvem han udgav ‘Burn’ og ‘Stormbringer’ med i 1974 og til slut ‘Come Taste the Band’ året efter.

Hughes har haft danske Søren Andersen med i lineuppet i en årrække, og bag pulten sidder også den danske lejesvend Sylvester Zimsen, der som oftest er på pletten, når Hughes er på disse breddegrader. På redaktionen er Hughes’ Black Country Communion sluppet afsted med fem sorte firkanter, hver gang vi har omtalt dem, om det så har været dvd-anmeldelse, album eller live.

Glenn Hughes’ kraftfulde vokal er intakt, selvom aldersbarometret står i midttresserne, og Søren Andersen har en inkorporeret sans for tight eksekvering af rytmisk groove og funky vrid på guitaren. Pontus Engborg er bag tønderne, som han højst sandsynligt også er med Graham Bonnet, der er listet som en af hans utallige arbejdsgivere, når han giver den som sessionsmusiker i felten, så der er på alle parametre lagt op til en koncert der er værd at se og høre.

Man kan forvente en blandet pakke med numre af Trapeze, Deep Purple i perioden, hvor Hughes var med, Black Country Communion og en god del instrumental lir indbundet i fed, velspillet og traditionel hard rock

(fredag kl. 16, Festival Stage)




Vanilla Fudge
Vanilla Fudge er det ene af trommeslager Carmine Appices bands, der spiller på Sweden Rock Festival i år. De blev dannet i 1966 og har inspireret de helt store grundlæggere af den genre, vi i dag kaster horn efter, spiller luftguitar til og nikker med nakken over: heavy metal. Led Zeppelin opvarmede for Vanilla Fudge til nogle koncerter i 1969, og Ritchie Blackmore har udtalt, at Deep Purples mission i de tidlige år var at lyde netop som Vanilla Fudge.

Deres største hit var en rocket coverversion af The Supremes "You Keep Me Hangin' On', som vi nok skal få at høre i det svenske. Appice er også, stadig, aktuel med King Kobra, der kan ses lørdag kl. 21 på Sweden Stage.

(torsdag kl. 20:30, Sweden Stage)




Lita Ford
Som et åndedrag fra 80’erne er Lita Ford på scenen og synes trods sine 57 år at være utrættelig. Hun har i år udgivet sit niende album, der godt nok er hidtil uudgivede ekkoer fra fortiden med støvede musikalske rester fra hendes tidlige år og et væld af stjernegæster. Heriblandt Billy Sheehan (Steve Vai, Mr. Big, The Winery Dogs), Dave Navarro (Jane's Addiction), Jeff Scott Soto (Talisman, Yngwie Malmsteen, Trans-Siberian Orchestra), Rick Nielsen (Cheap Trick) og Gene Simmons (KISS).

Lita Ford gjorde først karriere i The Runaways sammen med blandt andet Joan Jett og har i sin solokarriere sunget duetten ‘Close My Eyes Forever’ med Ozzy Osbourne. Ford gæstede sidst Sweden Rock Festival i 2009, og vor anmelder skriver, at det nok er tvivlsomt, om det for yngre hard rock- og heavyfans vil give de samme spændstige, rystende forårsfornemmelser i kroppen som hos de gamle fans. Vi får se.

(fredag kl. 17:30, Lemmy Stage)




Hawkwind
I metalkredse er Hawkwind nok bedst kendt som Lemmys gamle band og for sangen ‘Silver Machine’, men de er også blandt pionererne af space rock, psykedelisk rock og protopunk, for bare at nævne et par stykker, og har – i forskellige konstellationer, omend altid med Dave Brock på vokal, guitar, keyboard og/eller synthesizer – siden 1969 holdt ved det syrede og science fiction-inspirerede lydlandskab, senest på ‘The Machine Stops’ fra maj måned. 

(fredag kl. 14:30 Lemmy Stage)




Mike Tramp
Onsdag er startdagen og også momentet hvor Mike Tramp sætter et behørigt dansk aftryk på den svenske festival, omend det er usikkert, om han trækker publikum til i mindet om 'Boom Boom' eller, mere nutidigt, for udgydelserne i sit rockede cirkus eller noget helt tredje. Den 17. og 18. juni fejrer Mike Tramp sit 40-årsjubilæum på scenen med to aftener på Zeppelin Bar. Koncerten den 17. juni er dog udsolgt allerede.

(onsdag kl. 16:15, Sweden Stage)




Foreigner
Foreigner er bedst kendt for hittet 'I Want To Know What Love Is' fra deres femte album 'Agent Provocateur', men også sange som ‘Cold as Ice’ og ‘Hot Blooded’ har prentet sig fast i de flestes hukommelse. De har gennem årene haft en mere spraglet medlemsliste end Hatesphere, og det er nu kun Mick Jones (leadguitar, keyboards, vokal), der står tilbage fra begyndelsen, men dette til trods har de holdt sig aktive siden 1976. I 2011 så vi dem i Vega, hvor de strøg til tops og fik fem sorte firkanter for præstationen. Læs anmeldelsen her.

(fredag kl. 19:00, Festival Stage)




Graham Bonnet Band
Graham Bonnet, der også er at finde i sammensuriet Michael Schenker Fest lørdag over midnat, havde nok den heldigste timing af de talrige Rainbowsangere, der har spøgt på bandets medlemsliste gennem årene.

Bonnet efterfulgte den mere legendariske (Ronnie James) Dio og var kun frontmand i små to år, men til gengæld i de år, hvor Rainbows storhittende fjerde album ‘Down to Earth’ (1979) udkom og banede vejen med Russ Ballard-coveret ‘Since You've Been Gone’.

Sætlisten indeholder godt blandet med Alcatrazz, som Bonnet var og stadig er forsanger i, og som i midtfirserne blandt andet har huset guitarister som Yngwie Malmsteen og Steve Vai, samt numre med Michael Schenker Group og bidder af Bonnets solomateriale.  

68-årige Bonnet har været aktiv i utallige grupper siden 1968 og nægter tilsyneladende at gå på pension. Vi håber, at koncerten viser, at det er med god grund.  

(onsdag kl. 22:15, 4Sound Stage)