Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 47: Ugens udgivelser og koncerter

Updated
LIVLØS

Vi er halvvejs i en måned, der føles længere end den plejer. Kun få koncerter bliver stadig afholdt, siddende. Men Iron Maiden udgiver en liveplade, så alt er godt.

Kunstner
Titel
Goatkraft + Fuming Mouth + Iron Maiden + My Dying Bride + Dark Tranquility
Dato
20-11-2020
Forfatter

Breakdowns og røverhistorier
Weekenden starter tidligt, for allerede torsdag d. 19/11 samler Kellermensch op hvor de slap i sidste uge, med en koncert på Voxhall, så skulle man være i humør til æstetisk rock, er der stadig billetter til salg. Skulle man ikke lykkes med at få fingrene i sådan en, kan man stadig nå at se dem om fredagen, samme sted.

Kribler det i stedet i dig efter breakdowns, kan du fredag d. 20/11, andetsteds i byen, tage til releasefest på Radar, hvor Unseen Faith har inviteret Polars Collide med som support. Atlas lægger ryg til en aften med Persecutor, Death To Seattle og Arsenic Addict.

I den anden ende af landet kan Mike Tramp atter opleves på Badeanstalten i Slagelse, til en aften med akustisk musik og anekdoter fra 40 år på landevejene. Samme aften formørkes Pumpehuset hele to af en dyster konstellation bestående af Afsky, Offermose og Katla, der spiller en udsolgt koncert. High Voltages husorkester Grumpynators spiller op til distancedans, med en dobbelt-koncert der løber af stablen både fredag og lørdag.

Forebyggende afspritning
Lørdag d. 21. er proppet med shows. Livløs river BETA et nyt, og Red Warszawa indtager Badeanstalten i Slagelse, med deres passende upassende navngivne show: ”Jordemodersimulator”. (Husk at spritte af før og efter. Og under.)

Nordpå spiller Statement og Skarnet melodisk hard rock på Karosserifabrikken i Helsingør, mens hovedstaden byder på endnu en udsolgt koncert med Afsky og Offermose, denne gang med Wulfaz på plakaten.

Rådden død
Kellermensch er i mellemtiden rykket til Fyn og optræder på Posten i Odense, for ikke kun at tilgodese jyderne. Fastlændingene kan til gengæld, dem der foretrækker deres metal ondt, grimt og grumt, tage
på Atlas, hvor der er temaaften, med Ekstremt Rådden Dødsmetal, som har hele fem bands på programmet: Undergang, Strychnos, Deiquisitor, Chaotian og Kampvogn.

Ugens sidste koncert gives i Pumpehuset af Afsky, Offermose og Glemsel, så fik du ikke set dem fredag eller lørdag, har du stadig chancen for at slutte ugen af med manér.


På pladefronten bliver det en omgang musikalske spredehagl. Fredagen byder på størstedelen af udgivelserne hvor blandt andet amerikanske Goatcraft udkommer med sit femte album, der har fået den mundrette titel ’Mephistophelian Exordium’. Hjernen bag kalder sin musik for ”necroclassical”, og er en intens opvisning i hvor hårdt man kan spille på et klaver.  Samme dag lukker britiske My Dying Bride os atter indenfor i deres dystre og emotionelle doomunivers på EP’en ’Macabre Cabaret’. Følelserne sidder uden på tøjet og stemningen egner sig godt til de mørke novemberaftener, med sine tunge og sørgmodige toner. Det samme kan man sige om Dark Tranquility der med vanlig svensk fingerfærdighed indfanger øjeblikkets tungsind på ’Moment’.

Supergrupper og progmetal
Foretrækker man sin metal groovy og med thrash på, er supergruppen Killer Be Killed d. 20. klar til at give den som modvillige helte på ’Reluctant Hero’, der tæller blandt andet Max Cavalera, Greg Puciato og Troy Sanders. Lord Fist gasser op på deres andet album ’Wilderness of Hearts’ og spiller heavy metal, som om fanden selv var efter dem.


I den modsatte ende af spektret befinder Contrarian, Il Rovescio della Medaglia, Onsegén Ensemble og Sonic Circus sig, hvor de hver især tager livtag med forskellige fortolkninger af progressiv rock og metal. Alt fra moderne amerikansk prog død, til italiensk prog rock fra nogen der var der dengang prog blev opdaget er repræsenteret, side om side med finsk prog og en lidt mere lettilgængelig
udgave fra australsk side.

Nostalgi og bølletråd
Stormkeep blander på ‘Galdrum”  melodisk black metal med den dungeon synth der har vundet indpas på  redaktionen, men er man mere til at blive råbt af så spyttet flyver, kan man få stillet sin trang med Fuming Mouths ‘Beyond the Tomb’.



Iron Maidens ‘Night of the Dead’ er et stensikkert, nostalgisk tilbageblik på dengang koncerter var noget der ikke krævede andre forholdsregler end at have sko på der kunne tåle at blive jokket på, og portugisiske Inner Blast lukker og slukker ugen med følsom gotisk metal på ’Figment of the Imagination”.



UGENS KONCERTER:

Torsdag den 19. november
Kellermensch (DK) – Voxhall, Århus
Fredag den 20. november
Kellermensch (DK) – Voxhall, Århus
Unseen Faith, Polars Collide – Radar, Århus
Persecutor, Death To Seattle, Arsenic Addict – Atlas, Århus
Mike Tramp – Badeanstalten, Slagelse
Afsky, Offermose, Katla – Pumpehuset, København
Grumpynators –  High Voltage, København

Lørdag den 21. november
Livløs – Beta, København
Red Warszawa – Badeanstalten, Slagelse
Statement, Skarnet – Karosserifabrikken, Helsingør
Afsky, Offermose, Wulfaz – Pumpehuset, København
Kellermensch – Posten, Odense
Ekstremt Rådden Dødsmetal: Undergang, Strychnos, Deiquisitor, Chaotian, Kampvogn – Atlas, Århus

Søndag den 22.november
Afsky, Offermose, Glemsel –  Pumpehuset, København


UGENS UDGIVELSER

Onsdag den 18. november
Black Mold – The Inheritance of Evil

Fredag den 20. november
Dark Tranquillity – MOMENT
Eternal Champion – Ravening Iron
Farer – Monad
Fuming Mouth – Beyond the Tomb
Goatcraft – Mephistophelian Exordium
Hjelvik – Welcome To Hell
Il Rovescio della Medaglia – Contaminazione 2.0
Iron Maiden – Nights of the Dead, Legacy of the Beat: Live in Mexico
Killer Be Killed – Reluctant Hero
King Gizzard and The Lizard Wizard – K.G
Lord Fist – Wilderness Of Hearts
My Dying Bride – Macabre Cabaret
Nader – Sadek
Onsegén Ensemble – Fear
Skelethal – Unveiling the Threshold
Sodom – A Handful of Bullets
Sonic Circus – Everything
Stormkeep – Galdrum
Subterraen – Rotten Human Kingdom
Tombs – Under Skullen Skies
Toxaemia – Where Paths Divide
Virtual Time – Pictures
White Magician – Dealers Of Divinity
Witchwood – Before the Winter
Without Mercy – Seismic


Søndag den 22. november
Inner Blast – Figment of the Imagination