Mere jazz end black metal

De svenske bluesrockere Graveyard er den 25. september klar med 'Innocence & Decadence', der skal følge op på bandets succes med deres tre første udgivelser. Devilution tog en kort snak med forsanger/guitarist Joakim Nilsson om det nye album.

Hvordan vil du beskrive det nye album?

- Det er uden tvivl i samme retning som de forrige, men vi prøver altid at udvide vores lydspektrum og lave et varieret album. Det synes jeg, vi har formået denne gang. Det skiller sig ud ved også at have ny bassist, producer og studie, så det er dømt til at lyde anderledes.

Hvad har det betydet for jer at få en ny bassist?

- I et rockband kan alt ikke ændre sig, i hvert fald ikke hvis du er med i Graveyard. Vi er et demokratisk band, alle har noget at skulle have sagt. Det har aldrig været kun én, som skriver musikken. Selvom vi har fået Truls Mörck på bas, efter Rikard Edlund forlod bandet sidste år, vil jeg mene, at vi stadig har den samme lyd.

Der var kun et år mellem jeres debut og andet album, men det nye har været tre år undervejs. Er der nogen bestemt årsag til det?

- Ja, vi turnerede i to år oven på vores sidste album, hvorefter vi besluttede at forsvinde lidt fra radaren og skrive det nye album. Vi er privilegerede nok til ikke at skulle spille koncerter hele tiden, og det har været en god ting kun at skulle koncentrere sig om at skrive ny musik.

Hvad har inspireret jer til titlen?

- Det er ikke noget dybt, men en frase fra sangen 'The Apple and the Tree', som vi syntes lød godt. Det er faktisk trommeslageren, som har skrevet teksten, og han forklarer det med, at det er to ord, som altid ender sammen.

Der virker til at være et overvejende skeptisk syn på kærligheden og livet generelt i jeres lyrik – også på jeres nye album. Hvor personlige er de?

- Ikke så meget for mig, for jeg er ikke den, som skriver teksterne. Det er for det meste Axel (trommeslager) og Joanatan (guitarist), men jeg ved, at de tager udgangspunkt i den verden, som de lever i.... Det hele er måske ikke så slemt, som det lyder, men det har med virkeligheden at gøre.

Har du ikke lyst til selv at skrive teksterne?

- Nej, jeg er ikke lige så god til engelsk, som de er. Og jeg er måske heller ikke lige så poetisk.

Efter at have lyttet nogle gange til 'Innocence & Decadence' er der især et stykke, som jeg bed mærke i, der også samtidig er albummets mest overraskende moment. Omtrent halvvejs i nummeret 'From a Hole in The Wall' skifter i pludselig gear og raser for en kort bemærkning igennem i bedste black metal-stil...

- Ja, haha.

Er det bevidst, at I valgte at have en lille smule black metal med på albummet?

-Nja. Vi har bare haft det sjovt og syntes det kunne være underholdende at krydre musikken lidt. Jeg mener, det meste musik starter med, at man har det sjovt, og så udvikler tingene sig bare derfra.

Er det noget, som I ellers lytter til?

- Nej, ikke at jeg har noget imod det, men det er ikke noget, som jeg lytter så meget til... For tiden er det mest jazz og andet i den stil. Haha. Jeg lyttede mere til hård musik, da jeg var yngre. Men vi er fire i bandet, og jeg kan ikke tale for dem.

Er der andre genrer eller musikalske retninger, som har inspireret jer denne gang?

-Det er svært at sige. For det meste jammer vi bare og prøver nye ting. Nogle gange opstår der stykker helt tilfældigt, men som alligevel på en måde ikke føles så tilfældigt. Generelt prøver vi at lade være med at styre processen i en bestemt retning, så billedet af, hvordan det hele er blevet til, ender altid med i sidste ende at være en anelse mudret.

Lyt til førstesinglen 'The Apple and the Tree' fra 'Innocence & Decadence' her: