Metalgoplen fra Tampa

Devilution fangede Trevor Peres fra Obituary før deres koncert på Aalborg Metal Festival. Uden at have planlagt det kom snakken til at handle om tragedier til koncerter – noget, der siden blev uhyggeligt relevant efter terroren i Paris.

Obituary var et af hovednavnen på dette års Aalborg Metal Festival, hvor de sammen med Carcass, Napalm Death og Voivod var de store trækplastre lørdag aften. Vi fik muligheden for at sætte os ned med guitarist Trevor Peres et par timer før koncerten, hvor vi fik talt om hans første møde med Tardy-brødrene, den første guitar, det første bandlogo og deres mest mindeværdige koncerter. Vi fik også vendt og drejet tiden, hvor Obituary var gået i opløsning, og fandt ud af, hvad han bedrev tiden med i de år. Det inkluderer blandt andet noget så aparte som grafisk design for helsemagasiner og madlavning. Vores læsere kan her nyde samtalen mere eller mindre uredigeret:

Hvordan går det?

 - Træt. Vi har kun haft en enkelt fridag på turnéen, og vi har spillet 13-14 shows indtil videre."

Hvordan er det at være på turne med Carcass og Napalm Death?

 - Først og fremmest er vi gode venner. Og så er hvert band i sig selv jo stort nok til at kunne være hovednavn, så pakken er en drøm, der er gået i opfyldelse. Vi har prøvet at få noget som det her i stand i flere år, og nu lykkes det endelig. Der er næsten udsolgt hver aften, og salene er propfyldte. Det her er faktisk den mindste koncert på turnéen indtil videre. I London var der 2300. I Prag kom 1800."

For fans er det også fedt.

- Ja, mere for pengene!

Og nu hvor jeg har dig på tomandshånd, kunne det være interessant nok at få din historie med Obituary. Hvordan endte du i bandet?

 - Det skete, da vi var børn. Jeg var 14-15 år gammel. Donald (Tardy, trommeslager, red.) boede i samme nabolag. Vi var venner, og John (Tardy, forsanger og bror til Donald, red.), Donald og jeg har kendt hinanden siden 1980. Jeg blev født i Jacksonville og flyttede til Tampa i 1979, og John og Donald blev født i Miami og flyttede til Tampa samme år. I 1980 flyttede jeg så til det kvarter, de boede i. Ingen af os spillede musik, men inden for et par år købte Donald et trommesæt, og jeg købte en guitar. Min far var musiker, så det faldt meget naturligt.

Det var faktisk også noget af det, jeg ville spørge dig om. Hvad inspirerede dig til at spille musik?

 - Min far spillede, og min farfar spillede også. Han var dog død, da jeg blev født. Det var bluegrass. Min far og hans bror spillede. Min onkel spillede bas, og min far guitar.

Kan du huske, hvor du købte din første guitar? Hvad det var for én?

 - Jeg havde en Harmony. En Les Paul-kopi. Den var købt brugt fra Sears.

Var det, fordi Tardy begyndte at spille på trommer, at du også kom i gang?

 - Nej, det har nok altid været i mig. Også på grund af min arv. Donald startede bare med en lilletromme, og så fandt vi nogle dele, som andre havde smidt væk, og samlede det første trommesæt.

Hvem lærte dig så at spille guitar? Har du fået undervisning?

 - Jeg havde en lærer i en måneds tid, men det gik ikke rigtig, så jeg lærte mig det selv. I high school havde jeg musikteori, hvor jeg lærte lidt om at bruge guitaren, og hvordan man læser noder. Det kan jeg ikke i dag. Så jeg begyndte bare at spille for sjov. Så i 1984 begyndte jeg for alvor at spille sammen med en fælles ven af bandet, Scott Johnson, som vi stadig er venner med den dag i dag. Han fangede mig på gangene på skolen, og så startede vi et band. Det har så udviklet sig til det, vi er i dag. Det første navn, som vi kun havde i en måned, var Wasted Flesh. Vi udgav selvfølgelig aldrig noget i det navn, men det var begyndelsen, og så begyndte det at blive mere seriøst derfra.

Jeg talte faktisk med netop Donald Tardy omkring tidspunktet for udgivelsen af 'Inked in Blood', hvor han talte om Xecutioner-navnet, og hvordan I måtte skifte navn i sidste øjeblik. (Det interview fra november 2014 kan læses her, red.).

 - Det er rigtigt. Det var pladeselskabet Roadrunner, der fortalte os, at der var et band i Boston, der hed Xecutioner. De ville ikke have, vi blev forvekslet med dem, selvom vi var markant anderledes og meget vildere. Det var John, der bare bladrede igennem en ordbog og snublede over Obituary. Faktisk var Xecutioner-logoet allerede malet på Slowly We Rot-coveret, og kunstneren måtte tilbage til tegnebordet og skrive Obituary henover i præcis samme stil. Da vi så det, gav det mening med det samme, og vi tænkte, vi burde have heddet det fra starten. For i starten var vi lidt mere thrashede, og Xecutioner passede godt. Men allerede omkring demobåndene blev vi mere brutale, og så passede Obituary bedre.

Det sjove er, at Donald fortalte præcis samme anekdote om Xecutioner-logoet på debutpladen. Ved du, om der eksisterer et print af coveret med det oprindelige logo på?

 - Det tror jeg ikke, for ham, der malede det, var fra Tampa og malede det over. Måske har han selv taget et billede af det. Måske John eller Donald har? Jeg har faktisk ikke været i hans atelier, så jeg ved det ikke, men mon ikke han selv har taget et billede af det oprindelige? Hvis det var mig, og jeg havde fået besked på at lave det om, så havde jeg da lige taget et billede af det. Men jeg ved det ikke. Det kunne dog være meget sjovt at se det, også for fans. Måske lave en plakat ud af det.

Hvordan er det så at være i Obituary i dag?

 - Vi har det sjovt og godt med hinanden. Vi er jo familie, og vi har kendt hinanden i over 30 år. Det samme med bassist Terry Butler (der kom med i Obituary i 2010, red.). Da jeg flyttede til Tampa og startede i sjette klasse, mødte jeg en pige, der hed Amy Butler. Det var Terrys søster. Så mødte jeg også ham senere. Kenny Andrews har været en del af vores crew tidligere, og nu er han så i bandet. Da jeg senere flyttede til Orlando, mødte jeg ham der, og han var fan af bandet. Det var nok tilbage i 1996."

I halvfemserne kom der som bekendt et hav af bands og udgivelser fra Tampa og Morrisound Studios på blandt andet Roadrunner. Set fra en fans perspektiv dengang før internettet, gjorde vi os måske den fejltagelse at tro, at I alle mere eller mindre kendte hinanden. Death, Morbid Angel, Obituary, Cannibal Corpse, Deicide, Suffocation osv. Men hvordan var det egentlig dengang i halvfemserne? Hvor meget så I til hinanden?

 - Det eneste band, der rent faktisk boede tæt på os, var Nasty Savage. De var som forbilleder for os. Mentorer. Dem blev vi venner med. I starten var vi bare børn, og de var lidt ældre, men over tid blev vi venner. Morbid Angel boede i en anden del af byen, det samme med Deicide. Jeg tror Chuck (Schuldiner, Death, red.) boede i Orlando. Vi endte dog alle med at blive venner, for vi kom på turné sammen. Da først Chucks og vores musik begyndte at blive populær, tog vi i studiet med hinanden, hvor vi bare hang ud, røg lidt og hyggede os sammen.

Hvad er så jeres planer efter denne Deathcrusher-turné?

 - Vi er ved at planlægge en festival i Tampa. Det er den 30. januar. Noget vi mener, Tampa har brug for. Det bliver vores første år. Vi er begyndt at arbejde på det og mangler stadig en del arbejde, når vi kommer hjem. Så skal der bookes og offentliggøres bands. Når vi kommer tilbage, skal vi på turné i USA med Cannibal Corpse. Vi skal også forbi Asien.

Hvad med festivaler i Europa til sommer?

 - Ja, haha. Vi har allerede givet en liste til vores manager med omkring 40 festivaler, vi gerne vil spille på. Vi kommer naturligvis ikke til at spille på dem alle sammen, men der skal nok komme nogle stykker. Jeg tror faktisk allerede, at de første par stykker er bekræftet. Der er nogle, hvor vi har lovet at spille, og dem vil vi selvfølgelig også gerne sørge for at få på plads.

Du har været med siden begyndelsen. Hvad er dit bedste/mærkeligste minde?

 - Det var nok til Milwaukee Metal Fest. Engang i slutningen af halvfemserne. Vi plejede at have fyrværkeri med på scenen. Ikke noget vildt. Den dag bad de os så om at lade være. Men vi gjorde det alligevel. Og normalt satte vi tape henover hvert romerlys. Vores tekniker ville så komme op og rykke tapen af til det romerlys, han ville skyde af, så vi hele tiden kunne følge med i, hvad der skulle affyres. Han glemte så at tage tapen af, og det gjorde, at den brændte tilbage, og så blev det jo til en lille fyrværkerbombe. Den platform af krydsfiner og træ, som trommesættet stod på, splintrede og sendte træstumper gennem salen. Det var virkelig heldigt, der ikke skete noget med nogen, og siden den dag har vi aldrig brugt fyrværkeri. Nu kan vi jo bare se på tragedien i Rumænien for nylig (hvor 27 mennesker døde på grund af ild fra fyrværkeri fra scenen på en natklub i Bukarest ganske få dage før dette interview, red.). Noget lignende skete i Ecuador for nogle år tilbage (i 2008, hvor 15 mennesker mistede livet i en lignende ulykke), og vi skulle have spillet få dage efter samme sted. Den koncert blev naturligvis aflyst, men vi kom så tilbage til en mindekoncert, hvor overskuddet gik til ofrenes familier. Det var så i en basketballarena, hvor der kom over 10.000 mennesker. Det var meget specielt. Vi mødte familierne og de overlevende fra den aften.

Hvor stor forskel er der så på at være på turné nu, i modsætning til da I startede?

 - Der er ikke den store forskel. Ikke andet end at vi er blevet lidt ældre og derfor nemmere bliver trætte, haha. Denne turné er nok den mest succesfyldte, vi har været på siden dengang. Der er stadig enkelte aftener, hvor lokalerne bag scenen er virkelig ulækre, men som oftest er de rene. Her i Aalborg er det virkelig smukt.

Når du kommer hjem, hvad laver du så i fritiden?

 - Jeg har bygget en madvogn, som jeg kører rundt med, hvor jeg laver spareribs, sandwiches, ryger kød osv., som jeg stiller op ved forskellige begivenheder. Både kunst- og musikfestivaler. Jeg har dog, siden 'Inked In Blood' blev udgivet, haft så travlt, at jeg end ikke har haft tid til at undersøge, hvilke begivenheder der kunne være interessante at køre hen til. Det kan jeg gøre, når jeg kommer hjem. Sidste år gjorde jeg det 3-4 dage om ugen og tjente ret gode penge. Jeg har også mine børn, som jeg selvfølgelig bruger min tid sammen med.

Hvor mange børn har du?

 - Jeg har fire. To med min tidligere hustru og to med min nuværende. Tre drenge, og den yngste er en pige. Hun er selvfølgelig den mest skøre. Den ældste er 16, og hun er 6 år gammel. Masser af arbejde, men det er dejligt.

Obituary blev trætte af at turnere og spille musik og gik derfor i opløsning i 1997 efter 'Back From The Dead'. Men de begyndte at spille sammen igen i 2003, og det betød, at pladen 'Frozen In Time' blev udgivet i 2005. Siden har de ikke set sig tilbage. Vi mente, det kunne være interessant at finde ud af, hvad Trevor Peres mon lavede i mellemtiden.

Det er ingen hemmelighed, at du dannede bandet Catastrophic, der udsendte en enkelt plade i 2001, men mon der var mere og andet?

 - Ja, jeg lavede, som du siger Catastrophic. Vi turnerede, og jeg blev konstant spurgt til Obituary. Jeg fortalte, hvad de andre gik og lavede. Så var det så i 2003, at nogle af de andre var på en punkrock/skater-festival, hvor de spillede med deres andet band, og jeg blev spurgt, om jeg ville med. Jeg gad egentlig ikke rigtig, for jeg brød mig ikke om den genre, men det endte så med, at vi spillede et Obituary-cover, og det tændte en gnist. På det tidspunkt havde jeg lige fået mit første barn. Jeg havde været på designskole og var ansat på et forlag, hvor jeg lavede forsider til bøger og blade. Men jeg sagde ok til, at vi lavede en plade, og så kunne vi se, hvad der skete. Det var faktisk gutten fra førnævnte Milwaukee Metal Fest, der ringede os op, og vores første koncert sammen igen i 2004 var på den festival. Derefter en plade med Roadrunner, og så blev der så meget virak omkring os, at jeg kunne sige mit fuldtidsarbejde op. Men det var noget af en beslutning. Jeg ville ikke sige mit job op for bare at gøre det halvtid. De første par turnéer fik jeg bare fri til, og de ventede pænt på mig, når jeg kom tilbage. Men det blev så meget, at jeg ikke rigtig kunne forsvare det for dem mere. De havde ikke lyst til at slippe mig, men det gjorde de. Det endte med, at de ringede mig op og spurgte, om ikke jeg kunne arbejde hjemmefra og arbejde lidt, når jeg var på turné. Så da jeg kom hjem fra en turné, besøgte jeg dem, vi snakkede, og så endte det med, at jeg alligevel arbejdede for dem i et par år mere derefter. Jeg sad bogstavelig talt og lavede layouts på den bærbare mellem koncerter i baglokalet til helbredsmagasiner osv. Men nu er det fuld tid, hvor jeg så supplerer med min madvogn for at få lidt ekstra penge hjem.

'Inked in Blood' blev jo også en stor succes. Salgsmæssigt, men anmelderne var også generelt positivt stemte...

 - Helt sikkert. Det er en god plade med nogle gode sange.

Skriver du noget musik til Obituary?

 - Ja, jeg bidrager med materiale. Donald og John arrangerer dem. Denne gang blev vi dog enige om, at vi virkelig skulle pille det bedste ud, som får lov at komme på plade. Så vi indspillede, finkæmmede og var virkelig seriøse med, hvad der fik lov til at komme med på pladen. Det skulle bare være i orden. Vi fik virkelig poleret den. og vi var alle meget tilfredse med den endelige version.

Coveret er jo også helt vildt fedt. Det passer rigtig godt til logo og pladetitel.

 - Faktisk var vores første reaktion, at det måske endda var lidt for voldsomt. Det var faktisk min ide at få lavet et cover, hvor vores logo var skåret ind i brystet på én. Det var ikke tænkt som en torso med afrevne lemmer. Bare kroppen. Vi gav ideen til ham, der lavede det, og han havde sin egen ide, som vi syntes var noget brutal. Nok er vi brutale, men så grafiske havde vi aldrig været før. Da han så malede den færdige version, var vi lamslåede. Det var sygt og flot på samme tid. Titlen sloges vi dog om. John havde en anden ide, mens Terry og jeg var helt sikre på, at det skulle være 'Inked In Blood'. Det endte det så også med at være. Der var dog en del e-mail-korrespondance, før vi blev enige, haha.

Noget af det sidste, jeg lige vil have med, er jeres lange manker. Obituary er et af de få bands, hvor lokkerne aldrig rigtig er faldet. Hverken hos dig eller resten af bandet. Er det et bevidst valg eller bare tilfældigt?

 - Jeg begyndte at gro langt hår, da jeg var 14 år. Det er 32 år siden nu. Min mor er selvfølgelig stadig på nakken af mig på grund af det, men jeg har sagt til hende, at jeg kommer til at være en cool, gammel gråhåret musiker med langt hår og skæg. Lige nu er det en smule flosset, og jeg skal have klippet spidserne. Det er dog også irriterende at rede det ud efter at have headbanget en hel koncert. Det tager op til en halv time. Derhjemme er det dog ikke noget problem, og jeg tror egentlig også, min kone ville blive ret sur, hvis jeg pludselig klippede håret af.

Det ser jo også noget federe ud, når et helt band har langt hår og headbanger på scenen. Både dig og John Tardy har jo ikke bare langt, men også stort hår.

 - Det er en del af vores look. Metalbands har jo altid haft langt hår. Iron Maiden, Rainbow osv. En af mine venner fra Californien tog nogle billeder af mig og sagde, jeg ligner en gople, når jeg headbanger. Så jeg er en stor metalgople, når jeg står på scenen, haha.

Således forsvinder 30 minutter næsten alt for hurtigt. Trevor skulle dog videre. Det var noget med noget foder, der skulle kastes ned, og jeres anmelder havde en fræk aftale med en koncert med Voivod, der lige akkurat var gået på scenen, da vi sagde farvel til guitaristen i Obituary. Den selvbestaltede metalgople fra Tampa.