Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

70000 Tons of IOTUNN

Updated
3 am koncert
3 am koncert credits (darkroom photography) 2
3 am koncert credits (darkroom photography)
3 am koncert credits (darkroom photography) JN
3 am koncert credits (darkroom photography)1
3 am koncert credits (darkroom photography)2
3 am koncert credits (darkroom photography)3
3 am koncert credits (darkroom photography)4

IOTUNN drog på verdens tungeste krydstogt, og guitarist Jesper Gräs skrev undervejs reportage til Devilution.

Kunstner
Fotograf
Darkroom Photography + Iotunn

I 2011 sad jeg midt i en af mine faste Blabbermouth.net-læsninger og læste en artikel om et megacruise fyldt med metal-koncerter og -fans. Fænomenet var helt nyt, og der fødtes drømmen om en dag selv at skulle spille på sådan et flydende eventyr.
Det minde fylder meget her tidligt fredag morgen den 26. januar, da vi flyver afsted.

Vi letter fra København i tåge og kulde, men befinder os hurtigt over skyerne med en skrigende rød solopgang, der sender farver dansende hen over skyfladerne. Eventyret udfolder sig nu, og vi er alle i præcis det humør, der er helt udefinerbart, når man skal ud at betræde nyt land. Med mellemstop i London kan vi se ind i 12 timers rejse, før vi sætter fødderne på jorden i Miami, Florida.

For mig har det altid været drømmen at kunne rejse ud i verden og spille musik, samtidig med at man kombinerer alt det, som musikken indebærer med at opleve byer og natur. IOTUNN har været i udlandet nogle gange og har nydt fantastiske ture til Norge, Færøerne, Tyskland og Holland, så det at kunne tage til USA, sejle i Caribien og besøge Den Dominikanske Republik er alt det, en perfekt bandtour kan. Masser af metal, masser af gode tider og store naturoplevelser.

The Magic City, Miami
Verdens største passagerfly lander som en svævende supertanker på landingsbanen i Miami International Airport i det sydøstlige Florida, The Sunshine State. Vi er her, og vi er hamrende trætte og svævende på samme tid. Det kan ikke helt beskrives, hvordan det endelig er at være i USA sammen hele bandet, men energien og smilene er ikke til at holde tilbage.

Bandbillede_Miami_International_Airport.jpg

Udenfor mødes vi af det tropiske klima. Der er stegende hedt, og luftfugtigheden er som i en regnskov. Vi tager et par biler til vores lejede hus og nyder aftenen med hygge, steak-restaurant og et par øl.

Dagen efter står den på Miami. Strandpromenade, store drinks og seafood. Her er der alverdens mennesker og en smittende energi fra alle sider. Flippere, Trump merchandise-butikker og alt derimellem. Palmerne vifter i den konstante vind fra Atlanten, og livredderhusene, det hvide sand og højhusene skaber den totale stemning af USA.

Bandbillede_Miami_Beach.jpg

Midt i Miami ligger der en lille forsmag på Everglades National Park. Vi tager til West Lake, hvor vi ser trækrabberne klatre fra blad til blad, imens der flyver gribbe over os. Mangrove-naturen er helt særlig, fortryllende og faretruende. Vi går to trails og kigger nysgerrigt omkring for at fange hver en levende fugl i kikkerten.

Palmernes silhuetter tårner sig overalt i den tropiske aftenhimmel på vej hjem. Det gullige, orange lys der er, når solen går ned i Miami, er helt særlig og godt gengivet i Grand Theft Auto. Aftenen står på god hjemmelavet mad og haveparty i vores skønne Hollywood kvarter, hvor der er havefester rundt om os i de mange klassiske Miami-huse, der omgiver os, og der lyder cubansk musik fra genboerne, der holder grillfest.

Everglades National Park
En fælles interesse i IOTUNN er at opleve natur, og denne søndag - dagen før cruiset starter - er viet til netop det. Vi kører midt igennem Everglades og Big Cypress for at komme over til det sydvestlige Florida, hvor der ligger et område kaldet 10.000 Islands. Her er en verden af tropiske mangroveøer i tusindvis, som vi skal ud at sejle rundt i tre timer med naturguide. Det bliver en kæmpe oplevelse, hvor vi ser gribbe, pelikaner, delfiner, søkøer og ikke mindst alligatorer. Der er en tidsløshed over den her verden, og man fornemmer nærmest, at dinosaurusser kunne vandre rundt inde på de tætbevoksede tropeøer. En enormt spændende oplevelse, hvor vores guide fortæller en masse om naturen og en Native American civilisation - calusaerne - der byggede øer af skaller her for 4.000 år siden.

Efter sejlturen kører vi ad en vej hjem, som guiden har anbefalet os, og rammer en cubansk restaurant, da solen er gået ned. Vi er trætte og igen fyldte med oplevelser.

Bandbillede_foran_cruise_båden_Freedom_of_The_Seas.jpg

70000 Tons of Metal
Freedom of The Seas er en gigant. Mange hundrede meter lang og 15 dæk med tusindvis af passagerer og massevis af restauranter og underholdning såsom surfing, biograf, fitness, pools og golfbane. I midten en kæmpe promenade.
Vi er ankommet, solen bager og vi nyder udsigten fra det enorme skib ud over Miamis vidtrækkende skyline. Vi samles hurtigt i solen på dæk 12 og falder med det samme i snak med metalhoveder. Stemningen er enormt opløftende, og folk er åbne og venlige. Da klokken er omkring 17 lyder afgangshornet, og vi sejler ud i Den Mexicanske Golf med den vildeste solnedgang og Miami i det fjerne som kulisse. Aftenen sluttes af med koncerter med The Halo Effect og Blind Guardian.

Dagen efter står på vores første koncert kl. 15 i Star Lounge, og i morgenhorisonten ses Cuba. Salen, vi skal spille i, er en fornem lounge, der kan rumme ca. 500 mennesker, og det skal vise sig at blive vildt og intimt - og varmt!  Vi er enormt spændte og den første sætliste har fået en mere progressiv tilgang med Waves Below, Laihem´s Golden Pits, The Weaver System, The Tower of Cosmic Nihility og så Safe Across The Endless Night som slutsangen. Det føles enormt godt at tilføje den grundlæggende mening med turen til de mange oplevelser vi allerede er blevet beriget med.
Koncerten går godt, og de mange fremmødte giver os en masse god energi og feedback. Det tyder på, at der vil komme ret mange til vores næste koncert, der skal finde sted kl. 3 torsdag nat. Vi kan mærke hypen.

1_koncert_3pm_2.jpg

Kl. 18 har vi en times meet and greet, og der er mange fremmødte. Så mange, at vi lige præcis når at få den sidste fan igennem, da timen er gået. Folk har lavet speciallavede plakater og logoudskæringer, som de har medbragt på cruiset for at få signeret af os. Wow, en fed oplevelse! Herefter mødes vi til forskellige interviews med internationale medier. Den tætpakkede dag slutter med fest i skibets kasino og koncerter. Vi falder i snak med et hav af folk, og prøver at tage det hele ind. Det er vildt, at så mange henvender sig, og de store ord vi får med på vejen betyder enormt meget for os.

Den Dominikanske Republik og nattekoncerten
Skibet har lagt til kaj i Puerto Plata her på tredjedagen. Det er rart at skulle i land og få en masse skridt i benene igennem den hektiske by. Vi skal med cable car op til Isabel de Torres National Park. Et bjerg i 850 meters højde. Der pakkes godt med mennesker ind i den gamle kasse, der hænger i jernkablerne, og nogle af os er tydeligvis mere nervøse end andre, da vi trækkes op ad bjergsiden med uhyggelige højder ned til junglen under os.

bandbillede_fra_Den_Dominikanske_Republik.jpg

På toppen nyder vi udsigten over byen, med Freedom of The Seas liggende som en lille prik langt nede i byens havn. Man kan se utrolig langt, og horisonten, der normalt så tydeligt skiller himmel og hav ad, er væk og giver en stor azurblå, tropisk flade, der skaber en fantastisk smuk og sfærisk stemning.
Efter et par timer på toppen tager vi cable cars ned ad bjerget. Vi skal tilbage på skibet og sove et par timer, så vi kan være klar til vores anden og sidste koncert.

3_am_koncert_credits_darkroom_photography3.jpg

At spille klokken 3 om natten er helt specielt, og vi rammes af en helt ny form for energi, da vi går på scenen og ser de mange fremmødte i Studio B - Ice Rink. En mini-arena midt på båden med siddepladser på alle tre sider og gulvet nederst i midten. Vi spiller Access All Worlds, Voyage of The Garganey I, Mistland, The Tower of Cosmic Nihility og Waves Below, og stemningen er perfekt. Vi bæres af publikums energi i natten og nyder at spille hver en tone og hvert et slag. Småekstatiske går vi i seng med en vores allerbedste koncerter til dato veloverstået.

3_am_koncert_credits_darkroom_photography.jpg

On and on, South of Heaven
Før afrejsen kunne musikere fra alle bands melde sig til en stor jam-koncert kaldet 70000 Tons of All Star Jam. Alle pladserne til de forskellige sange var blevet taget hurtigt, og der var kun to tilbage; guitar 1 og guitar 2 til Slayer med South of Heaven. Jens Nicolai og jeg skal spille med Prika og Hel Pyre fra Nervosa samt trommeslageren Hanno fra Mystic Prophecy. I et totalt spækket Royal Theatre med to balkoner fyres der Slayer af for fuldt drøn med mosh pit og stage diving. Stor og utrolig sjov oplevelse, hvor vi backstage får hængt med medlemmer fra Blind Guardian, Angra, Sodom og mange andre som også er en del af jam-koncerten.

Slayer_jam_2.jpg

Nu har vi allesammen helt fri! Så vi hopper i jacuzzi med drinks og koncerter kørende lige ved siden af. Blandingen af jacuzzi-fest og Katatonia er helt ny for os, og vi har en fest, der varer langt ud på natten, hvor vi falder i snak med musikere fra bl.a. Sodom. En utrolig rejse lakker mod enden.

Drengedrømmen er for alvor startet, og verdenen åbner sig
70000 Tons of Metal er den vildeste rejse, vi nogensinde har været på. Det er en unik mulighed, der kan åbne døre til de amerikanske markeder, men også til resten af verden, for hele verden var til stede på cruiset med over 70 nationaliteter på båden. Det amerikanske kontinent er en verden, vi ønsker at udforske meget mere, og vores horisont de kommende år kommer forhåbentligt til at byde på en amerikansk turne. Men også Europa, Australien, New Zealand, Japan o.s.v. ønsker vi at besøge.

Det her er en af de der drengedrømme, der bare altid har været der, og med cruiset har vi endelig åbnet op for denne forunderlige del af verden med en af de bedste oplevelser i vores liv, der blev en perfekt kombination af metalmusik, metalfællesskab og naturoplevelser. Vi må se, hvad de næste eventyr bringer.