Copenhell '17: Lørdag

Sidste dag af Copenhell var i høj grad dedikeret til danske metalband, både af den lidt ældre og lidt nyere skole. Lørdag bød imidlertid også på nogle af de hovednavne, festivalen strengt taget ikke havde behøvet.

Det startede – i hvert fald for mange – med Ghost Iris på Hades. Umiddelbart kunne man undre sig over, at et så forholdvis lille band kunne stå på så stor en scene, men med alle de gennemgående positive anmeldelser, deres seneste plade ‘Blind World’ har fået, særligt i udlandet, var det egentlig ikke så underligt igen.

Næste levende billede var århusianske Baest, der har eksisteret i omtrent halvandet år, og som mildest talt har klaret det godt i den danske metalscene. Da kvintetten gik på scenen på Pandæmonium, begyndte det at regne som ind i helvede, men det stoppede hverken bandet eller publikum fra en intens og energisk oplevelse. Koncerten var exceptionelt god, responsen var exceptionelt god, og, ja, faktisk er det en af de bedre dødsmetalkoncerter, der er set i festivalens historie. Man kan mene, hvad man vil om musikken og dens manglende originalitet, men de unge knægte kan deres kram.

Et andet dansk band, der havde tjek på tingene, var Rising. Alligevel nåede de på intet tidspunkt op på samme niveau som Baest; de kunne slet ikke nå samme energiniveau, og deres optræden og ikke mindst fejlplaceringen på en alt for stor scene var noget af en antiklimaks. Der var ingen synergi mellem dem og publikum, hvilket virkede til at dræbe deres gejst. En sen aftenkoncert på Pandæmonium ville have fungeret meget bedre.

Efterhånden som formiddagen – alle på festival ved jo, at alt før kl. 16 er formiddag – skred frem, blev regnen tungere og tungere. Et af de absolut få guldkorn, der er ved at være presse på Copenhell er, at de i VIP-området har sat skærme op med livestreaming fra koncerterne på Helviti og Hades. Nogle fra Devilution-redaktionen trodsede regnen, andre gjorde ikke og valgte at se Hatesphere på TV. Hån i bare, men der skal være visse privilegier i at være med i Devilution; vi sidder trods alt og skriver på livet løs, dagen efter en festival er sluttet. Og det er altså ikke fedt at sidde foran en skærm med tømmermænd og uden at have sovet. For at vende tilbage til Hatesphere, som vores kollega Esben i øvrigt er frontmand for, så kunne bandet, til forskel fra Rising, trodse samtlige vejforhold og vise, at et dansk band sagtens kan udfylde en stor scene – og det siger vi ikke bare, fordi vi er glade for os selv. Hatesphere, vi er stolte!

Lige så snart helvedets regn stoppede, stod mange på redaktionen over for en svær beslutning: Skulle man vælge at se danske Huldre eller finske Lost Society? Jovist, de to bands har intet tilfælles, udover at de begge to var sikre på at skabe en fest foran hver deres scene. Så spørgsmålet var egentlig, om man havde mere smag for en folkefest eller en thrashfest. Vi valgte begge dele.

Lost Society, der gik på Pandæmonium-scenen et kvarter før Huldre, sørgede fra start for en energi, der tog fat, hvor Baest slap – og tog den til nye højder. Finnerne, der kun er i start-20’erne, blev allerede for fem år siden signet på Nuclear Blast og har udgivet tre fuldlængdealbum. Med andre ord har de et imponerende CV, der ikke kun er flot på papiret, hvilket de beviste under årets Copenhell. Faktisk var de så gode, at de for undertegnede vandt over Huldre og deres gennemførte scenepynt, der kun fik et kvarters opmærksomhed – der bestemt var det værd – men man kan jo ikke vide, hvornår det er muligt at se finnerne på dansk jord igen.

Et af de mest omdiskuterede navne på festivalplakaten gik på hovedscenen godt og vel et kvarter efter, at Danmarks folkstolthed gik af scenen ved siden af. Europe blev for undertegnede brugt på at spendere penge på årets bedste bod, veganske Video Video, da det virkede mere tiltalende end at slæbe sig igennem ukendt musik blot for at høre en forfærdelig keyboardintro; sådan havde mange festivalgæster det åbenbart også, bortset fra deres begejstring over de ikoniske toner af ‘The Final Countdown’ – aldrig har så mange mennesker løbet så hurtigt på én gang mod en scene.

Dagens anden irriterende overlap var mellem thrashlegenderne i Overkill og Bolt Thrower-restbandet Memoriam, der på samme tid gør sig i charmerende og fordrukne dødsmetalsange i værste Manchester-proletarstil. Valget faldt på en halv times Overkill, der leverede et gennemført og velspillet show, som var yderst tiltrængt blandt thrash-fans.

Og så gik et af festivalens mest festlige indslag i gang; Rob Zombie er en hyppig gæst på danske festivaler, og hans industrialiserede metal er da også ganske populær på en scene. Alligevel overgik han sig selv på Helviti, hvor energien, indlevelsen og publikumskontakten var større end nogensinde. Hr. Cummings & co. havde en god dag, og på magisk vis blev bandets ofte monotone musik leveret med stor alsidighed. Underholdningsværdien var også på sit højeste, hvor både oppustelige aliens og bolde blev kastet ud til publikum, der tog glædeligt imod. Til ingens overraskelse var særligt de store grønne aliens yderst populære til tonerne af ‘Well, Everybody's Fucking in a U.F.O.’, der blev introduceret med anekdotelignende jokes om alienbortførelser og ikke mindst Zombies tilsyneladende tætte forhold til sine oppustelige dukker, der blev sendt afsted med “Go, Ichi, go!”. Ja, de grønne aliens havde navne. Humøret var højt, og en magisk synergi opstod mellem publikum og den dreadlockbærende amerikaner

Mange var nervøse over, om koncerten med de svenske proglegender i Opeth ville briste eller bære. De har gennem årenes løb skiftet musikalsk retning flere gange, og selvom de stadig har beholdt deres atmosfære, så er deres varierede bagkatalog ikke alles kop te. Deres koncerter har det også med enten at være geniale eller forfærdelige, og så er der jo hele aspektet med Åkerfeldts manglende growl de seneste år. Og måske var det publikums forhåndsindstillede forventninger, der gjorde koncerten så magisk, som den endte med at blive, hvor den holdt standarden fra koncerten i DR Koncerthuset i november sidste år. Allerede da Åkerfeldt begyndte at growle, vidste man, at koncerten ikke kunne blive helt dårlig. De spillede et blandet sæt, der kunne tilfredsstille alles smag, men alligevel var det gamle materiale stadig det mest populære; da tonerne af ‘Heir Apparent’ lød, brød samtlige publikummer ud i et imponeret jubel.

Endnu engang bød festivalen på ærgerlige overlap, for Myrkur gik på tre kvarter inde i Opeths sæt. Det er første gang, Amalie Bruun spillede foran et dansk publikum siden hendes katastrofale koncerter på henholdsvis Roskilde Festival og Pumpehuset for et par år siden, hvorfor stemningen var en anelse anspændt; både for hende og publikum. Heldigvis har Myrkur haft en masse udenlandske shows at øve sig på, som i høj grad har givet pote. Undertegnede havde fornøjelsen af at se hende på Sweden Rock for nogle uger siden, hvor hun var suveræn – og det er måske også netop derfor, at det er urimeligt at sammenligne de to koncerter, for den i Sverige var, til stor beklagelse, langt bedre end den på Pandæmonium. Ikke at Myrkur på nogen måde klarede det dårligt, men det er, som om hendes selvtillid lider under det danske publikums tilstedeværelse, hvilket også er forståeligt med de dårlige oplevelser, der har været. Derudover kan overdækkede rammer indfrie hendes musikalske indtryk langt bedre, hvorfor man kan håbe, at hun i den nærmeste fremtid giver et klubshow i landet – for alles skyld.

For undertegnede blev sidste band på festivalen Slayer, der gav en af deres bedste koncerter i mange år. Til trods for bandets status er det for det meste ærgerligt, at de i gennemsnit spiller i landet en gang om året, da meget af charmen forsvinder. De mister værdi, og det samme gør deres koncerter. Alligevel var de på Helviti en fremragende slutning for årets festival; alle samledes foran scenen for at hylde metalkulturen sammen med et af de bands, der for alvor har været med til at forme den. Der blev både moshet, kastet horn, sunget i kor, skreget og crowdsurfet, og den varme accept smittede af på bandet, der var i deres es.

Selvom 2017 var festivalens absolut dårligste år på musikfronten, grundet manglende substans og den ægte metalfølelse, havde de tre regnfulde dage alligevel deres charme med hver deres guldkorn. På sidstedagen beviste Baest, at der til trods for mangel for musikalsk originalitet alligevel er håb for den danske metal, Lost Society at den nye generation af metal har styr på tingene, mens Rob Zombie og Slayer slog fast, at de gamle stadig kan sparke røv.