SRF '15: Lørdag

Judas Priest lukkede hovedscenen med årets koncert. Få timer før leverede Extreme årets bedste overraskelse. Kiss-legenden Ace Frehley var nærmest flyvende, mens Five Finger Death Punch igen var en ligegyldighed. The Darkness viste også fin fordrukken form før Copenhell!

Ligesom torsdag og fredag var vi også lørdag tidligt i felten, men nåede alligevel ikke at høre Frantic Ambers brutale dødsmetal, da de åbnede 4sound Stage kl. 11.30.

Herfra havde der ellers været positive forventninger over at skulle opleve danske Elizabeth Andrews vende indvoldende ud på sig selv med sit habile growl.

Vejen til Rockklassiker teltet blev flankeret af et soundtrack af de tre unikke stemmer i The Sirens og det lød præcis så kedeligt som forventet, når tre store kvindevokaler går sammen og skal vise deres spændvidde over halvligegyldige guitarriffs.

Fra heavy, til sleaze og thrash 

Portrait havde vi hørt omtalt i positive vendinger og det svenske band skuffede bestemt heller ikke. Snarere bød de fem entusiastiske musikere på gedigen underholdning, der efter et par numre blev lige dét mere spændende end de selv havde kunne forudse og koncerten sluttede halvvejs igennem sættet.

Det var en skam, for Portrait leverede både lytteværdig musik og god stemning så længe det varede. Læs hvad der skete i anmeldelsen her 

Fanbasen var i orden for Hardcore Superstar og fællessang var et gennemgående tema for publikum og karismatiske Jocke, der kontinuerligt piskede stemningen i vejret, mens han fløj rundt på scene og podie og havde det stærkt fremmødte publikum i sin hule hånd. En sej opvisning med masser af overskud fra scenen.

Exciter spillede på den mindre 4sound Stage på samme tid og var for første gang siden starthalvfemserne tilbage i det oprindelige lineup.

De indgød respekt med deres levering af den virkelig virkelig ægte vare, for der var fuld blæs på forsanger og trommeslager Dan Beehler, der beviste, at han stadig er heavy metal maniac på alle punkter. Læs anmeldelsen her 

Folkefest og en guitarhelt i topform

Fænomenet Dan Hylander måtte simpelthen besigtiges. Fordommene talte for at dette var koncerten for det midaldrende, hoftevuggende, ægteparsegment, men her skulle man blive så overrasket. 

Ganske vist var Hr. og Fru Sverige behørigt på plads, men talrige heavyveste, bandanaer og sortsminkede rebeller havde også fundet vej, så publikum ligefrem stod i rækker ud af teltet. Folkekær? Jo tak!

Der blev heller ikke sparet på kække blink fra Hylander til dametaskerne på de forreste rækker og med sig havde han to frontplacerede korpiger til at svinge lår og hofter, som det sig hør og bør. Samlet set var Hylander et koncept, hvis succes man til stadighed kan undre sig over.

Fra Sweden Rokcs hovedscene triumferede Space Ace og var hele vejen igennem på direkte vinderkurs. Læs hvorfor her.

Fra det fede til det fesne

Mens eftermiddagssolen bagte, sørgede Nuclear Assault for at banke gang i sagerne foran Sweden Stage. John Connelly i front er slet og ret en fest i sig selv. Mens det øvrige band på skift virkede lidt som på autopilot, var der smil og jokes fra den lavstammede frontmand, der mere skreg end sang sig igennem fem kvarter, der var mere underholdende end vellydende, til glæde for en lille, men konstant moshpit.

Alt taler for, at det bliver lige så eksplosivt og festligt på Copenhell.

Det var med undren at stikke forbi hovedscenen og finde Five Finger Death Punch, der her forsøgte sig med lidt spas mellem numrene ved at lire et par Slipknot- og Deep Purple-riffs af blandt flere, men hvad der virkede akavet i forbifarten, lod til at gå rent ind hos det ukritiske publikum.

Vi har længe prøvet at blive venner med det band i deres liveformat, men heller ikke her lykkedes det. Til deres ros må siges at de var oplagte på dagen og havde et godt tag i publikum. 

Ekstremfest og en aflysning

Heldigvis kunne Extreme redde humøret, og de slog fast at der på alle måder er mere end ord, da de tog røven på Devilutions udsendte.

Det er ingen hemmelighed at guitarbetvinger Nuno B. kan sit kram, men vi havde ikke forudset hvilket festmonster Extreme i virkeligheden er, når de med næsten absurd eksplosive Gary Cherone i front folder sig ud. Læs mere i anmeldelsen her 

Til gengæld var det ingen overraskelse, at Judas Priest blev hele turen værd. Til pressemødet tidligere mødte vi et oplagt band, der pænt svarede på det obligatoriske spørgsmål om hvorvidt de var på afskedsturné igen. Svaret og begrundelsen for de fem sorte firkanter i karakter kan du få i anmeldelsen her.

Selv for mægtige Behemoth er det ikke sjovt at spille op til Judas Priest, når metalguderne er kørende.

Behemoths sorte show kørte på skinner som altid. Top professionelt og med den ukuelige satanist Nergal som midnatsmessens fakkelfører. Men lyden var ikke med polakkerne i nattens mørke. Grumset guitar og på en volumen så lav at verdens største black metal-band endte som svage skygger i natten. 

Så var der mere pondus og party hos Justin Hawkins, der sprudlede i front for The Darkness, der har fundet formen igen.

Lørdagens anmeldelser:
Portrait
Exciter
Ace Frehley
Extreme
Judas Priest