Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

W:O:A Metal Battle 2014 - Der er håb!

Populær
Updated
W:O:A Metal Battle 2014 - Der er håb!

Årets W:O:A Metal Battle er slut, og da røgen havde lagt sig, blev Huldre kåret som vinder. Læs her interviews med alle bands og se billeder fra finaleaftenen på Radar.

Kunstner
Spillested
Dato
10-05-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

År 2014 viste sig at være en særdeles god årgang for W:O:A Metal Battle. Finalen viste, hvilket niveau det allerbedste af de relativt uprøvede bands har nået.

Vi fik en lille snak med alle bands, der nåede finalen, om, hvad de havde fået ud af at være med, og disse kan du læse herunder.



HULDRE




Hvad har været det bedste ved at være med i W:O:A Metal Battle?


- Det har været en konkurrence med fokus på udvikling for alle deltagende, frem for en øvelse i hvor hårdt man kan tage et upcoming band i røven. I andre konkurrencer, vi har deltaget i, har det nogle gange føltes, som om vi bare var et nødvendigt onde, hvis eneste formål var at skabe profit for arrangørerne, men til W:O:A Metal Battle var det komplet modsat. Vi følte os værdsat og taget seriøst, og man mærkede, at arrangører og dommere ville alle bands det bedste og ønskede at hjælpe dem frem, til glæde og gavn for den danske metalscene. Det var sandsynligvis med til at skabe en høj grad af kammeratskab mellem bandene og en rigtig rar og sjov stemning - i hvert fald til de runder, vi var med til.
Det var desuden super fedt at møde og spille sammen med så mange fede bands og andre fra det danske metalmiljø. Det gav gode muligheder for at skabe nye kontakter og networke, og det var fedt med et nærværende, synligt dommerpanel, man kan mærke er troværdige og vil hjælpe metalbands frem.
Desuden var gratis Jägermeister, øl og Monster Energy også et stort plus!

Hvad har været det værste ved at være med i W:O:A Metal Battle?

- Det værste var nok, at vi ikke fik lydprøve - især til finalen. Herudover at overvære hvordan Kasper Molin formåede at tale langsommere og langsommere og lllllllaaannnggggssooooommmmmmmeerrrrreeeeeeeee, jo tættere han kom på rent faktisk at skulle annoncere noget - samt selvfølgelig det møgvejr vi måtte trækkes med!

Hvad har I som band fået ud af at være med i W:O:A Metal Battle?

- Som det band, der var så heldige at vinde konkurrencen, giver det måske sig selv, at det største, vi har fået ud af at deltage, er koncerter på Wacken, Aalborg Metal Festival og Royal Metal Fest 2014.

Derudover har vi fået en masse ud af at networke med både arrangører, branchefolk og de andre bands samt mere fokus på nogle rent konkrete ting omkring det at drive et band, og vi glæder os til det opfølgende seminar i efteråret.

Hvordan vil I beskrive jeres udvikling i løbet af årets W:O:A Metal Battle?

- Vi spillede tre aftener i træk, så der nåede måske ikke rigtig at være så meget udvikling undervejs. Vi fik groft sagt at vide, at vi fyrede den fedt af, og det skulle vi blive ved med, så det gjorde vi. Når det er sagt, har vi sandsynligvis fået større selvtillid som band. Vores deltagelse i W:O:A Metal Battle har givet os en fornyet tro på, at vores projekt virkelig holder, og stærk motivation til at bruge ENDNU mere tid, energi og ressourcer på at komme videre ud i verden, så nu er det bare med at få fingeren ud ...

Hvad er jeres planer herfra?

- Vi skal til Wacken, derefter resten af Tyskland og Europa, og til sidst overtager vi verdensherredømmet, og alle verdens scener vil gro til med mos og Birketræer fra Bording. Bortset fra det så vil vi lave mere musik, spille flere koncerter, lave flere plader og være mere fokuserede på, hvordan vi får alt til at gå op i en højere enhed.
Helt konkret får vi i denne uge igangsat genoptryk af vores næsten udsolgte cd, vi undersøger fordele og ulemper ved at etablere sig som I/S nærmere, følger op på de kontakter, vi har fået i løbet af de sidste par dage, går i gang med at finde en lydmand, vi kan have tilknyttet fast fremover, og sørger for at få koordineret vores kalendere i forhold til fremtidige spillejobs.

SONS OF DEATH VALLEY

 

 



Hvad har været det bedste ved at være med i W:O:A Metal Battle?


- Der er faktisk flere ting. For det første har det været utroligt lærerigt, selvom vi har været i gamet i en del år, og så har vi mødt en masse cool mennesker. Det har også været rigtig fedt at komme ud og spille på nogle prof-scener. Men bedst af alt har nok været alt det networking, vi har fået lavet, for det er helt sikkert noget, vi kan bruge mange år frem i tiden.

Hvad har været det værste ved at være med i W:O:A Metal Battle?

- Der faktisk lidt svært at sige, men i vores tilfælde må det nok være, at vi ikke vandt, på trods af at vi kom i finalen og spillede en god koncert.

Hvad har I som band fået ud af at være med i W:O:A Metal Battle?

- Som tidligere nævnt er der rigtig meget, vi kan tage med os fremad. Blandt andet de ris og roser vi har fået af dommerne. Derudover skal det fremhæves, at vi på relativt kort tid har fået slået vores navn fast i hovederne på en række mennesker, som er en stor og vigtig del af den danske metalscene.

Hvordan vil I beskrive jeres udvikling i løbet af årets W:O:A Metal Battle?

- Nu er det hele jo gået lidt stærkt, og der gik vel to uger mellem vores første og sidste show. Men vi har virkelig prøvet at tage de ting til os, som dommerne har pointeret over for os, og det synes jeg personligt har gjort en forskel i vores optræden. Det har helt klart givet os en ide om, hvad vi skal være opmærksomme på.

Hvad er jeres planer herfra?

- Spille, spille, spille og spille. Vi skal helt klart bare ud og spille en helvedes masse koncerter. Det er jo et eller andet sted derfor, vi gør det her, det er jo det, vi elsker, og vores musik SKAL bare høres live! Vores plade lyder da også udmærket, men vi har bare en masse energi, vi gerne vil have ud, og det gøres bedst på en scene.

DEFILEMENTORY



Hvad har været det bedste ved at være med i W:O:A Metal Battle?


- En blanding af både at komme ud på nogle professionelt opsatte shows, gode muligheder for networking og at få muligheden for at bearbejde sit liveshow efter gennemgående coaching.

Det er i den grad anbefalelsesværdigt for demobands, der er klar til at tage imod kritik af deres liveoptræden og -fremtræden.

Hvad har været det værste ved at være med i W:O:A Metal Battle?

- At vi ikke vandt, men Huldre har i den grad fortjent det! Udover det har det ikke været billigt at komme rundt i Jylland, men pengene værd i sidste ende.

Hvad har I som band fået ud af at være med i W:O:A Metal Battle?

- Vi har ændret hele vores liveshow til en samlet identitet. Det har både gjort det federe at optræde og givet os et helt andet sammenhold i bandet, en masse at arbejde på og mod på at tage bandet langt længere.

Hvordan vil I beskrive jeres udvikling i løbet af årets W:O:A Metal Battle?

- Liveshowet er gået fra nærmest at undskylde for vores musik, til at afspejle hele vores musikalske univers visuelt. Vi føler selv, at vi, så at sige, har fået hele pakken med, og vi føler virkelig, at hele bandets identitet står stærkt på scenen, så vel som på pladen.

Hvad er jeres planer herfra?

- Vores plan har hele tiden været at komme ud at promovere vores kommende debut-album, og Metal Battle har sørget for at vi gør det med et stilsikkert liveshow og selvsikker attitude. Derudover er vores netværk også blevet det stykke større, hvilket gør det nemmere at rejse landet tyndt og derfra også komme uden for landets grænser.

THE VISION ABLAZE



Hvad har været det bedste ved at være med i W:O:A Metal Battle?


- At få mulighed for at skabe netværk - og at spille tre shows rundt i Danmark. Det har været en sand fornøjelse at stå på scenen og møde et veloplagt publikum hver gang. Eksponeringen i forbindelse med W:O:A Metal Battle kan vi også glæde os over; det hjælper med at udbrede vores navn. Sidst, men ikke mindst, er vi blevet bekræftet i, at vi laver noget, der virker - der har været meget ros for vores performance, sangskrivning og udvikling. Det har været værdifuld feedback, som vi uden tvivl kan bruge. Det har også været en fornøjelse at møde de andre bands - der har hersket en venskabelig stemning backstage hele vejen igennem.

Hvad har været det værste ved at være med i W:O:A Metal Battle?

- At vente på at finalisterne blev offentliggjort! Vi vidste ikke, om vi var købt eller solgt, men valgte at arbejde, som om vi skulle i finalen. Det var en let stressende situation, som vi forsøgte at løse med god forberedelse; have styr på transport og ny sætliste og arbejde seriøst med den feedback, vi havde fået.

Hvad har I som band fået ud af at være med i W:O:A Metal Battle?

- Erfaring og netværk. Vi har oplevet, hvordan publikum såvel som dommere har været meget positive over vores optræden; den udvikling, vi har arbejdet hårdt for at opnå, er godt undervejs - og med de tre shows har vi vundet noget virkelig relevant erfaring, vi kan tage med os. Vi har mødt mennesker, som gerne vil høre os igen live - og mødt mennesker, der kan hjælpe os fremover i vores karriere.

Hvordan vil I beskrive jeres udvikling i løbet af årets W:O:A Metal Battle?

- Vi har et fokus, som kan være svært at løse tilfredsstillende på den relativt korte tid, konkurrencen løb. Der er dog en klar forbedring, som vi fortsat arbejder på. Vi har igennem de sidste par år taget fat i aspekter af vores musik og show, som vi kunne gøre bedre, og disse shows har givet os nye muligheder for at skabe et endnu stærkere band. I det hele taget er vi af den overbevisning, at vi altid kan udvikle os. For os har de tre shows været med til sætte den overbevisning i positivt perspektiv.

Hvad er jeres planer herfra?

- Vi har indspillet vores debutplade med Jacob Hansen - den skal ud via et internationalt selskab, som kan hjælpe os med at skabe kontakt til og fanbase i udlandet. Vi skal pleje relationer, som vi har opnået i forbindelse med W:O:A Metal Battle, og skabe nye. Planen er at få pladen ud og promovere den med så mange shows, vi overhovedet kan komme i nærheden af - og vokse til næste niveau. Der er en række forretningsmæssige overvejelser, vi skal gøre os, så vi har en effektiv strategi og plan, så vi er klar til det, der kommer. Vi er virkelig tændte på at komme ud og møde publikum - og med den modtagelse, vi har fået til disse shows, lader det til, at publikum også vil møde os! Den liveerfaring, vi arbejder for at få, skal løfte The Vision Ablaze op på topniveau.

This band is going to 11! 

Her fra redaktionen skal lyde en tak til alle, der var med. Det var en fornøjelse.