Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Geniale, danske 90’er-demobånd

Updated
90'er demoer

I anledning af nye plader med Blazing Eternity og Strychnos har vi gravet fem geniale demobånd fra 1990'erne frem.

Kunstner
Titel
+ Apollyon + Nortt + Blazing Eternity + Feikn

Når Blazing Eternity 19. april udsender ’A Certain End of Everything’, og Strychnos udkommer med ’Armageddon Patronage’ 17. maj, så har vi med to bands at gøre, der stammer tilbage fra den første generation af black metal-musikere i 90’erne.

Det var før internet og streaming. Det var dengang, man lavede demobånd og sendte dem rundt med posten. Selvsagt var det også en tidsalder før Pro Tools og fornuftigt grej til billige penge, så kvaliteten af demobånd fra 1990’erne (og før) led selvfølgelig af manglen på muligheden for at optage musikken under optimale forhold.

Men trods den svingede kvalitet på gamle demobånd, så skal man ikke tage fejl: gamle danske demoer gemmer på sindssygt fedt musik!

Har man interesse for at dykke ned i ægte dansk kulturarv, så er vi herhjemme velsignet med arkivet Danish Demo Dungeon, hvor der blandt masser af bands især findes en del dødsmetal og de første demoer fra koryfæer som Illdisposed, Konkhra, Invocator og Iniquity.

Dansk black metal er i mindre grad tilgængelige i arkivet, men kan du ikke finde musikken der, så er intet længere så obskurt, at det ikke kan støves op på YouTube.

I anledning af Blazing Eternity og Strychnos kommer med nyt (begge udgivelser udkommer selvfølgelig på kassettebånd!), så har vi været i kassen med gamle demobånd og fundet fem af de bedste frem. De er præsenteret i alfabetisk orden. Ave Satanas!

1. Apollyon: Troldskovens Ånder (1995)



Sammen med Denial of God er Vejles Apollyon landets ældste black metal-band. Først under navnet Goat Worship, der udsendte hele fire demoer i 1992 og 1993 inden overgangen til Apollyon. Gruppens ophavsmand og hovedarkitekt, Morten Bisgaard, var fuldstændig visionær for sin samtid herhjemme med Apollyons miks af rå black metal, synth, clean guitar og den foruroligende stemning og mystik i musikken. Universet var også helt i tråd med genrens antikristne livssyn. "Ud af vort land skal de kristne med ild, svovl og had!", lyder det i titelnummeret på ’Troldskovens Ånder’.
Kort tid efter demoen fik Apollyon kontrakt med amerikanske Full Moon Productions, der på tidspunktet også havde navne som Mysticum og Abruptum i folden. Det var kæmpestort! Men desværre blev det kun til EP’en, genistregen ’Diaboli Gratia’ fra 1998, og Apollyon var dermed et overstået kapitel i dansk musikhistorie.

2. Blazing Eternity: Der Hviler en Nat Under Sorte Vinterbøge (1998)


Fra tidlig black metal på kult-demobåndet ’Over Sorte Heder’ i 1996 til springet som melankolsk metalband, så satte Vestegnens Blazing Eternity en helt ny standard for danske demobånd. Her var der ikke tale om et band, der havde indspillet i et øvelokale og lavet coveret på en kopimaskine i ungdomsklubben. Nej, her kom sgu nu et band, der havde optaget musikken i et rigtigt studie og fået trykt et rigtigt kassettebånd med et cover i farver, der kunne foldes ud flere gange. Ambitionerne var ikke bare til at få øje på fysisk, men gennemsyrede også musikken. Tre numre med en samlet spilletid på 22 minutter var helt uhørt for dansk metal. Musikken var åbenlyst inspireret af Katatonia, My Dying Bride og tidlig Paradise Lost, men med det danske sprog, mange riffs og temposkift, så var Blazing Eternity deres helt egne og helt unikke på den danske scene.
Alle tre numre blev genindspillet på debutpladen ’Times and Unknown Waters’, der udkom to år senere og i dag står som et urokkeligt hovedværk i dansk metal.

19. april er der release på Blazing Eternitys nye plade på Zeppelin Rock Bar

3. Feikn: Visse Ting Som Hænder (1997)


Før Myrkurs sirenesang, før Afsky fortolkede danske digtere og før der blev diskuteret mangel på kvinder i dansk metal, så var Feikn tyve år forud for deres tid. I den her skribents øjne er ’Visse ting som hænder’ et af det bedste demobånd, der er udsendt herhjemme. Trine Mejnert synger uden sidestykke, og den stemningsfulde musik går hånd i hånd med universets overnaturlige skikkelser i skovene og søerne. ’Forledt af Klokkeklang’ er en fortolkning af H.C. Andersens ’Klokken’, og på båndets sidste – og bedste – nummer møder vi ’Aamanden’. Nummeret blev genindspillet og udgivet året efter på syvtommeren ’Helhesten’, der desværre blev det sidste, der kom fra Feikn, da bassistens selvmord trist nok satte en stopper for bandet i 1999.
Feikn er muligvis det meste oversete band i dansk metalhistorie.

4. Nortt: Nattetale (1997)


Med titler som ’Dystert sind’ og ’Intet lys i livet’ var fundamentet for Nortts univers lagt fra de første toner på debutbåndet i 1997. Fynboen har om nogen været bannerfører for blackened depressive funeral doom, og været konsekvent i sin stil hele vejen igennem diskografien. ’Nattetale’ var helt unik i dansk metal, da båndet udkom. Og er det såmænd stadigvæk her 27 år senere.

5. Strychnos: Promo (1998)

Kan høres på Bandcamp på opsamlingen 'Lessons in Terror'.

Selvom det skulle tage Martin Leth 25 år at realisere debutpladen og mesterværket ’A Mother’s Curse’, så startede rejsen allerede i 1998 med det navnløse promobånd, der varer under ti minutter. Men hvilke ti minutter! Der var udsendt masser af fedt dødsmetal i Danmark på det her tidspunkt, men det her blackened death metal, som to unge fyre og en trommemaskine fik stablet sammen på Fyn, det var ganske anderledes. Det var lyden af torture metal, som hvis Hellraisers Pinhead, der er samplet på båndet, havde dannet et band.
Strychnos var kult fra starten, og promobåndet er på alle måder et blueprint til den debut, der ville udkomme et kvart århundrede senere. 

17. maj er der release på Strychnos' nye plade i Mephisto.