Top 5: Retrothrash

Thrashen har aldrig været væk, men den har haft sine bølger. Lige netop nu oplever vi en af de bølger, og i anledning af at flere af de 1980'er-inspirerede navne er aktuelle på blandt andet Royal Metal Fest i næste måned, handler ugens top 5 om den fede retrothrash.

Siden thrash metallen i begyndelsen af 1980’erne brød ud af de svedige øvelokaler og med tiden blev sin egen selvstændige subgenre, har den været en vigtig konstant i metallens undergrund såvel som mainstream.

Men som alle subgenrer går det også lidt op og ned med relevansen og populariteten. Efter storhedstiden i 1980’erne blev thrashen presset tilbage efter fremkomsten af både dødsmetal, grunge og funk metal i 1990’erne. Siden har den ikke haft samme førerposition på trods af, at genrens foregangsbands har tampet løs på instrumenterne lige siden.

Selvom man skal passe på med den slags narrativer, så er der dog noget, der tyder på, at thrashen oplever en bredere genkomst lige nu. Inden for de sidste par år er alle de klassiske thrash-bands kommet med nyt materiale – Slayer brød albumpausen med ’Repentless’ i 2015, og sidste år så vi nyt fra både Megadeth, Anthrax og selvfølgelig Metallica med murstenen ’Hardwired... to Self-Destruct’, ligesom vigtige navne som Kreator, Overkill, Testament og Death Angel også holder sig aktuelle.

Thrashen lever på den måde stadig i bedste velgående i disse år. Men i undergrunden er der også en lang række bands, der rækker tilbage og bruger grundmaterialet fra 1980’erne som inspiration på forskellige måder. I anledning af at flere af disse navne også er koncertaktuelle på blandt andet Royal Metal Fest inden for den næste måned, bringer vi her en top 5 over nye, retro-orienterede thrashgrupper – og alle som én kommer de fra thrashens moderland, USA.

1. Vektor
Hvis der er et 1980’er-band, som Vektor umiddelbart imiterer, så er det sci-fi-metallerne i canadiske Voivod. Men Vektor rækker videre ud i deres progressive space-thrash, der også trækker på Megadeth, Kreator, en anelse Slayer, dødsmetal, som vi kender den hos Death, og en god mængde prog rock. Men Vektor bruger inspirationen fra fortiden til at pege langt ud i fremtiden, hvilket de viste på sidste års hybridmetalliske retrofuturistiske mesterværk ’Terminal Redux’, som vi velfortjent kårede til at være årets internationale album i vores flammeskrift – et mulehår foran Gojiras ligeledes visionære ’Magma’.

 

2. Havok
Denver-bandet Havok holder sig mere stilistisk stringent til 1980’ernes Bay Area-forbilleder. Der er ingen slinger i valsen i deres hyldest til thrash metallens genreskabelon, hvilket man kan se i alt fra deres bandnavn, logo, artwork, sangtitler og liveshows til (selvfølgelig) den musikalske udformning. Det gør de mere end habilt og med stigende succes. Det fjerde album ’Conformicide’ udkom i fredags, og selvom vi ikke har en anmeldelse parat her på sitet endnu, skal vi nok nå at få en klar, inden bandet rammer Royal Metal Fest og Pumpehuset i næste måned.

 

3. Power Trip
Texanernes beskidte og tonsende damptromle-metal er mere crossover, end det er renskuret thrash metal, men det skal ikke afholde dem fra at komme med på denne liste. For Power Trip spiller med en nådesløs energi, og i deres kværnende lyd møder Exodus og Cro-Mags hinanden i en effektiv blanding – senest på det glimrende og netop udkomne andet album ’Nightmare Logic’. Power Trip rammer desuden Amager Bio sammen med Napalm Death den 25. april!

 

4. Warbringer
Warbringer kan på flere måder siges at være Havoks broderband. Selvom Warbringer ganske vist er fra Californien og altså ikke Colorado som Havok, følger gruppernes historie hinanden rimelig tæt: Begge blev dannet i 2004, begge debuterede i 2008-2009, og de er begge nået cirka lige langt i karrieren. Warbringer udgiver deres femte album, ’Woe to the Vanquished’ i slutningen af måneden, hvorefter de og Havok tager på Europa-tour sammen. Her spiller de på både Royal Metal Fest og i Pumpehuset.

 

5. Bat
Det nyeste indslag på listen er Virginia-bandet Bat, der albumdebuterede så sent som sidste år med ’Wings of Chains’ (gæt lige dén reference!), der er væsentligt mere rå og oldschool i sin produktion, end de øvrige navne her på listen kan bryste sig af. Det passer godt til musikken, der også er mere punket, hvilket understøttes af sanglængderne, der i kun ét tilfælde – ud af tolv! – sniger sig op på over tre minutter.