Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Potentialet gemmer sig i mørket

Populær
Updated
Potentialet gemmer sig i mørket

Bag den knapt så fremragende produktion gemmer der sig nogle solide skæringer og en spændende kontrast mellem vokal og det instrumentale arbejde på demoen fra All the Demons.

Titel
Loa
Dato
01-01-2012
Karakter
3

Fra Næstved titter All the Demons nu hovedet frem med en lyd, der umiddelbart skiller sig lidt ud fra så meget andet herhjemme. Selve musikken er tung, guitarbaseret og ofte ført an af et godt groove, men ovenpå ligger en vokal som ligger lidt og veksler i grænselandet mellem den rene vokal fra Corey Taylor (Slipknot) og Maynard James Keenan (Tool). Der er et par growls hist og her, men de virker overflødige, for de bruges i et så begrænset omfang alligevel.

Produktionen er temmelig rodet og sine steder ret "sovset" - det lyder i hvert fald som om, at guitarlyden udover at være mere eller mindre frygtelig også har fået en snert reverb med på vejen. Men det er måske ikke så skidt igen, for det skaber et spændende lydbillede, fordi vokalen på den måde får lov at stå længere frem og lægger sig på en meget beskidt bund. Det fungerer for så vidt meget godt.

Det tilsendte materiale røber ikke meget om, hvor og hvordan numrene er indspillet. Der nævnes et par personer, som har hjulpet med til projektet, men alt i alt lyder det ret "selvgjort-er-velgjort" på et begrænset budget. Det kunne være spændende at høre sangene i et bedre lydbillede.

Tungt, mørkt og hemmelighedsfuldt

Selvom bandet gerne taler om dødsmetal i sit promomateriale, og denne stil også kan høres i nogle riffs, så lugter de nedstemte riffs ofte mere af tung, groovy sludge a la Crowbar - i hvert fald i den ret mørke og "hemmelighedsfulde" produktion. Og hemmelighederne fortsætter: cd'en indeholder 7 skæringer selvom coveret lægger op til, at der kun er 6 stk. Måske det skyldes, at det sidste nummer står langt tilbage for kvaliteten i de andre sange?

Der gemmer sig et potentiale og en mulighed for udvikling af en ret unik og personlig stil i All the Demons første udspil 'Loa', men baseret på udgivelsen er bandet ikke helt klar til at sælge sig selv, for så skal lyd og indpakning opdateres en del.

Bandet er sikkert et spændende bekendtskab i en live-situation, hvor en lydmand drejer på knapperne, så den bliver bedre end på skiven her. Det kan man jo teste ved selvsyn - fx den 4. februar, hvor bandet er en del af "Er I klar derude"-arrangementet på Lions & Barrels i København.

Forbered dig ved at hente demoen HER.