Metal, gys og tegneserier: Den evige pubertets hellige treenighed

Den østerbroske forfatter Benni Bødker har i over hundrede værker skrevet for både børn og voksne og i flere genrer, men det er dog gyserhistorierne, der fylder i forfatterskabet. Her gemmer sig en tungmetallisk inspiration, og derfor fandt Devilution det tvingende nødvendigt at få et interview i stand. 

I din seneste gyserserie, '666', der udkommer på forlaget Corto i denne tid, har du sat flere kendte og velrenommerede metaltegnere på opgaven med at sætte billeder til dine gyser-noveller – for eksempel Mark Riddick, der står bag mange døds- og black metal-omslag. Hvorfor har du valgt det til børnebøger målrettet 10-12-årige? Det virker umiddelbart ikke så oplagt eller som et valg, særligt mange børn vil sætte pris på eller forstå.

”Nej, ungerne er formodentligt temmelig ligeglade med, om Costin Chioreanu har lavet illustrationer til den nye Paradise Lost-plade, eller om Tue Sprogøe har tegnet omslaget på Tribulations første ep. Den slags er vist mest nørderier for midaldrende mænd som mig. Det er til gengæld langt fra ligegyldigt for mig, for det er skide skægt at kunne arbejde sammen med nogle af de folk, hvis arbejde inspirerer mig. Ligesom når jeg vælger mine favorit-tegneserietegnere til at illustrere mine andre serier. For børnene tæller det til gengæld, at de her folk laver fantastiske gyserillustrationer. Det er jo den anden grund til at vælge dem; der er et klart slægtskab mellem metal og gys. Og så er det da alligevel fedt at snige noget undergrunds-metal ind i folkeskolen.”

Var metaltegnerne straks friske på dine nørderier, eller krævede det overtalelse af få dem til at arbejde med børn? Selv i gysergenren er der vel lidt strammere tøjler end i den grafiske side af døds- og black metal.

”Alle sprang på med begejstring ved udsigten til at udgive en bog. Min største bekymring var egentlig, om de forskellige metal-tegnere ville blive for pæne, når de skulle lave noget til børn. Jeg var meget omhyggelig med at sige, at jeg ville have tegninger i præcis samme stil, som når de lavede pladeomslag. Ikke noget med at gøre det puttenuttet. Ikke mindste danske børn er rimelig hårdkogte, og nogle af de sydeuropæiske tegnere var da også ret chokerede over historierne. Jeg har lagt mig meget efter den klassiske stil fra de gamle E.C.- og Gru-tegneserier, hvor historien altid slår et makabert slag med halen til sidst. Det er altid bedst, hvis nogen dør i sidste linje ...”

Jeg går ud fra, at du er blevet meget tilfreds med, hvad metal-tegnerne kom frem til, men hvordan adskiller resultatet sig fra det, som en professionel børnebogs-illustrator ville være kommet frem til?

”Det vigtigste er næsten, at tegnerne inspirerer mig. Gyseren 'Lygtemænd' kom fx til verden, fordi jeg gerne ville skrive noget, der passede til spanske Juanjo Castellanos stil. Han laver omslag i stil med klassikere af Dan Seagrave og Kristian Wåhlin fra start 90'erne. Så dukkede naturligvis problemet med at arbejde over grænser op, for det var ret svært at beskrive for ham, hvordan et barsk, dansk vesterhavsmiljø ser ud. For de fleste af metal-tegnerne gælder, at de er fantastiske til deres niche. Ikke mange tegner skeletter og zombier så fedt som Mark Riddick!

Men de er ikke nødvendigvis gode til alt muligt andet, hvor den trænede illustrator formår at få alt til at virke fedt. Det er også en af grundene til, at jeg valgte, at det skulle være en gyserserie, de kunne tegne til. Så kan de arbejde inden for det område, de er selvvalgte eksperter i. Her er inspirationskilderne jo også tit de samme. Historien 'Blod til Baphomet' er fx delvist en hyldest til den spanske gyser 'Tombs of the Blind Dead' fra 1971. Den fik jeg spanieren Luis Sendon til at illustrere, og han kendte selvfølgelig ikke bare filmen i forvejen, men også kvinden, der spiller en hovedrolle, fordi hun ganske vist er dansk, men i dag bor i Spanien. Mange tegnere og bands – og altså også en enkelt forfatter – er jo flasket op med de samme billige gyserfilm fra 70'erne, som bliver ved med at spøge ...”

Abstrakt inspiration

Det er vist ingen tvivl om, at metal interesserer dig næsten lige så meget som gyset i film og bøger, men bruger du musikken som inspiration for dine værker? Ja, kan du ligefrem pege på en sammenhæng mellem en bestemt plade/nummer og en historie, du har skrevet?

”Først og fremmest bruger jeg musikken til inspiration i abstrakt forstand, og her er det primært den primitive, rå black metal i stil med tidlig Darkthrone, Burzum, Mayhem eller den naturlyriske, dronende black metal a la Wolves in the Throne Room og hele bølgen af cascadian black metal. Eller fx danske Solbrud, Serpents Lair og Myrkur (den danske black metal-scene har aldrig før været så original og spændende som netop nu!). Den følelse af mytologisk hedenskab og kold skandinavisk natur, de formidler, synes jeg er vældig spændende at forsøge at finde en ækvivalent til i historier. Dødsmetallen er mere en inspiration, når det gælder om at finde tegnere. Jeg tror faktisk, det var danske Undergang, der fik mig til at kigge i den retning. Deres forsanger, David Torturdöd, er også en eminent gysertegner, og hans streg fik mig straks til at tænke, at det kunne være oplagt til en børnebog. Den direkte inspiration er mere sådan nogle småelementer som dæmonerne Behemoth og Euronymous i min gyserserie 'Infernus' eller Mayhems ’Live in Leipzig’ parret med Nifelheim, der er grundlaget for forsiden til 'Jeg venter i mørket'."

Fungerer det så sådan, at du altid lige sætter en skive med black metal på, før du skriver? Og finder du kun den form for inspiration i black metal, eller møder du noget af det samme i helt andre genrer?

”Musik med en droneagtig kvalitet er altid perfekt at skrive til, så det kan være black metal, men det kan lige så vel være krautrock og spacerock. Danske Papir, Causa Sui og Øresund Space Collective er fx ret god skrivemusik. Malirock har jeg også med fordel eksperimenteret med. Det er til gengæld kun metallen, der inspirerer mig til historier. Omend jeg har en drøm om en dag at skrive en udsyret science fiction-historie i stil med de gamle Hawkwind-covers.”

Tegneserier, heavy metal og gyserfilm

Hvorfor tror du, at det kun er metal, som inspirerer? Hvad kan metal, som andet musik ikke kan? Er det i øvrigt noget, som dine forfatterkollegaer forstår?

”Metallen har altid været så meget mere end bare musik. Jeg startede som vel de fleste for alvor med at lytte til Iron Maiden, og Derek Riggs' covers med maskotten Eddie var helt sikkert ikke det mindst interessante. I skolen sad os metalhoveder jo også og ridsede bandlogoer i bordene så sirligt og korrekt som muligt. Ikke bare, fordi vi var nogle bøller, men fordi alt det visuelle og hele universet omkring det fyldte så meget. Man lyttede ikke bare til metal, man var det. Sådan er det for så vidt stadig. Den dag i dag kan jeg da godt tjekke et nyt band ud, alene fordi coveret eller logoet er fedt. Hele det meta-lag finder man ikke mange andre steder end i metallen. Der er masser af musik, der arbejder med det visuelle, men sjældent så meget og med så stor narrativitet. Det er sjovt nok ikke en interesse, jeg så ofte er stødt på hos mine forfatterkolleger, men til gengæld er mange illustratorer til heavy. Tegneserier, heavy metal og gyserfilm, den evige pubertets hellige treenighed!”

Når nu metal og gyserhistorier er så tæt forbundet for dig i skriveprocessen, er det nærliggende at spørge, hvad der kom først? Og hvornår og hvordan fandt du ud af, at det hang sammen?

”I det her konkrete projekt – gyserserien '666' – kom metallen helt klart først, for det var, da jeg så David Torturdøds tegninger til Undergang og Kill Town Death Fest, at det gik op for mig, at her var en oplagt tegner til en gyser. Og derfra begyndte jeg nærmest at gå min pladesamling igennem for navne, jeg havde lyst til at kontakte. Men ellers er det naturligvis gyset, der kom først. Jeg så klassiske sort/hvide gyserfilm synkroniseret til tysk, længe inden jeg fik min første Helloween-plade og senere dykkede ned i den tidlige dødsmetalscene. Når jeg skriver i dag, starter jeg som regel med at blive fascineret af en tegner, og så går jeg og hiver mig lidt i håret og roder mig igennem en masse autentisk mytologi, historie og gamle gysere, indtil jeg kommer frem til et brugbart plot.”

Her hvor interviewet på vej mod afslutningen, presser det uundgåelige spørgsmål sig på: Har du nogensinde drømt om eller ligefrem forsøgt dig med at skrive metalmusik? Eller skrive tekster?

”Åh, hvem med hovedet begravet i metallen har ikke drømt om selv at revolutionere musikken? Men jeg har indtil videre nøjedes med at udleve drømmen i form at bøgerne, som jo så udstyres, som om det var plader... men det kunne da være vildt sjovt at optræde på vinyl engang, om det så bare er med et lille stykke makaber lyrik!”

Men hvis vi nu leger lidt med tanken – hvordan ville din musik lyde?

”Primitiv, rå og episk!”

Benni Bødkers serie '666', og øvrige værker, er tilgængelige via forlaget Corto og i boghandlere.