Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Spirituel gokkerunde

Populær
Updated
Spirituel gokkerunde

Det er en mørk, hedensk seance, man bliver budt ind til hos Eldjudnir, men det er altså lidt svært ikke at komme til at kede sig under den.

Kunstner
Titel
Eldjudnir
Trackliste
Hræsvelgr
Yggdrasil
Skade
Audhumbla
Gagnråd
Eldjudnir
Mimer
Karakter
2

Samtidig med at black metals popularitet de senere år er blevet ved med bare at stige, er det, som om det har forholdt sig omvendt proportionelt med det musikalske ambitionsniveau. Med afsæt i USBM er black metal i vid udstrækning blevet reduceret til de mest umiddelbart genkendelige af sine virkemidler, blastbeats, tremolopicking, skrig, som man kan tilsætte sin dødsmetal eller sin hardcore for at få den til at fremstå mørkere og voldsommere. Det kan være nok så virkningsfuldt i det øjeblik, man hører det, men alt for ofte sætter det sig bare ikke spor i en, fordi der mangler en dybde i musikken. Det hele lyder voldsomt og overvældende, men efterhånden som den første benovelse så småt lægger sig, går det op for en, at der ikke var mere i det end det: Effekter, poseren, en masse fagter og meget lidt indhold.

Noget af det, man godt kan savne, er bands, der tør afprøve grænserne for deres egen musikalske formåen. Det være sig i kompositionerne eller udførelsen: Bands, der simpelthen tør fejle i forsøget på at vinde nyt land. Klasseeksemplerne på det er Bathory og Celtic Frost, som begge vovede at komme til at fremstå ufrivilligt komiske i deres jagt på det sublime udtryk for det episke og det avantgarde. Med de tekniske hjælpemidler, der er til rådighed i dag, er det blevet nemmere at få hjemmeindspillede plader til at lyde godt, men det betyder også, at man lettere misser muligheden for at lave kreative fejl.

I den historiske kontekst er det befriende at høre Eldjudnirs fjerde, selvbetitlede album, simpelthen fordi det ikke lyder særlig godt med nutidige øren. Det er højstemt, men lyden er tynd og pappet, og det er ikke blevet forsøgt maskeret med ekstra lag eller effekter. Man kan høre, hvad der sker i musikken, og hvor det er, de vil hen med den. Og det er længere ud: Eldjudnir stræber langt hinsides det kreative dødvande, hvor black metal er en sampling af de mest genkendelige byggeklodser fra 90’ernes norske scene.

Ikke at de holder sig fuldstændigt fri af den: Eldjudnir tager bare udgangspunkt i en gren af den, der ikke er nær så alment velkendt. Det er den avantgardistiske, progressive stil hos Ved Buens Ende og Enslaved, som Eldjudnir arbejder med, og selvom det selvsagt dårligt kan blive lige så banebrydende, som det var hos dem, er det et område, der langt fra er fuldt udforsket.

Det er den positive vinkel: Den negative er, at den københavnske kvartet bare ikke er rigtig overbevisende. Ikke nok i hvert fald. Det er en underligt tam fornemmelse at høre ‘Eldjudnir’, når alle dens krumspring og krummelurer ikke rigtig lykkes i andet end at bremse fremdriften nok til at gøre en opmærksom på, at selvom der godt nok sker meget i musikken, så er der måske ikke så meget af det, der sker, der er rigtig interessant i sig selv. ‘Eldjudnir’ er rent ud sagt en halvkedelig plade. Og det er altså en forfærdeligt ærgerlig erkendelse at nå frem til, når nu så meget af det, den gerne vil, er så sympatisk, som det er. Det ville jo være fabelagtigt, hvis der rent faktisk var et band, der var lykkedes med at lave den her type plade.

Hvad det ville have krævet at gøre det, er noget så elementært som bedre vokal – hverken den rene vokal eller growlen overbeviser hos Eldjudnir – og noget at hænge sangene på: Riff, melodier, stemninger. Sangen ‘Eldjudnir’ (af Eldjudnir på pladen ‘Eldjudnir’, ja) er et alt for godt eksempel på dette: Skæve vokalharmonier og synkoperet trommespil formår ikke i sig selv at gøre en sang interessant, der stadigvæk slæber sig af sted uden rigtig at have tyngde eller skønhed eller noget andet at holde ens opmærksomhed fanget med. Den sorte spirituelle dimension, som musikken tydeligvis sigter efter at ramme, ender som en munkekutteklædt gokkerunde, hvor lytteren står uden for indercirklen og egentlig bare gerne vil have lov at gå hjem i seng.