Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bliv vrede!

Populær
Updated
Bliv vrede!

Jofrohemas debut-EP viser et vist potentiale, men energi og intensitet er virkeligt savnet.

Kunstner
Titel
Sneak Peek
Forfatter
Karakter
2

Det holdes rimeligt hemmeligt hvem Jofro-Hema er, men navne og pr-materiale afslører dog en dansk/færøsk forbindelse mellem de fem medlemmer, der tilsyneladende har kombineret forbogstaverne i egne navne sammen til også at blive et bandnavn – og så vidt vides har det ingen betydning i sig selv. En sjov gimmick, men også ufarlig og holdningsløst og en understregelse af kvintettens største hæmsko.

Men hvis man havde en babysæl!

Jeg tror, at Jofrohema snildt kunne blive et rigtigt fedt symfonisk progressivt band – det ville kun kræve en babysæl og en metronom.

Babysælen skulle de have i deres øvelokale, og den skulle være rigtigt nuttet og dejlig. Med store bedårende dybe øjne, man slet ikke kan stå for, og som ville få dem til at pleje den godt, passe på den, beskytte den mod en ufredsk verden, nusse om den og virkeligt elske den.

Og da skulle en ondsindet jæger komme forbi med en kølle og gokke babysælen til blods. Og fluks ville man have vreden og raseriet i Jofrohema - den vildskab som kunne gøre, at man for alvor troede på deres projekt.

De kan deres symfoniske shit, men man tror ikke på, at de mener det – det er ikke bare for pænt, det er ligefrem nydeligt og uden både energi og nerve. Man savner i den grad en sanger, der tør tro på sig selv og give den fede stemme lidt kant, en guitarist der tør glemme det pæne og vride hegnet i småstykker, og en trommeslager der slår til, tæver sine skind – med indfølt feeling selvfølgelig, men altså også med vilje!

Hurtigere!

Det falder sammen med bandets andet store problem – de spiller for langsomt! 10 % højere tempo ville løfte i hvert fald de tre hurtigere kompositioner, men også tilføje meget af det ovennævnte, ligesom en mere grumset produktion ville klæde musikken.

For Jofro-Hema har gode ideer, aldeles udmærkede riffs, tekniske kvaliteter og flair for sangskrivning. Det skal bare serveres med råstyrke, hvis bandet skal gøre krav på at tilhøre rockgenren, og det kan man sagtens uden at sælge ud af ambitionerne om også at skrive storladne og smukke passager.