Aggressiv musik som drivkraft

Horrorforfatter Jonas Wilmann er aktuel med 'Frygt-filerne 3', og da han finder en del af sin inspiration i metalmusikken, har Devilution fanget ham i tentaklerne til en snak om sammenhængen mellem grum musik og litteratur.

Prøv at beskrive dit forfatterskab? Hvilken slags forfatter er du?

”Jeg skriver først og fremmest horror, i starten af min karriere udelukkende den grumme slags til voksne læsere, men jeg er hen ad vejen også begyndt at afveksle med gys til børn og unge. Fantasy fylder også en del i mit forfatterskab, også i en mørk variant, der grænser til horror.

Hvilken slags forfatter jeg er, er jo et stort spørgsmål, men jeg er i hvert fald ikke en forfatter, der lefler for sine læsere. Jeg kaster mig tit ud i nye eksperimenter, hader fornemmelsen af at sidde fast, og uanset om det er voksen-, unge- eller børnebøger, tænker jeg ikke udpræget på at skrive stramt og styret til målgruppen. Rent praktisk vil det sige, at mine bøger måske tit går lige til grænsen eller lidt over, hvad angår blod og bizarre optrin.” 

I hints eller ganske åbenlyst optræder metalmusikken til tider i dine bøger - hvilken indflydelse har metalmusikken på dine bøger?

”Jeg har altid brugt den aggressive musik som en drivkraft. Der er en stor lighed med udtrykket i horror og metalmusik, og der er jo også mange horrorfans, der hører metal og omvendt. Decideret splattermetal som Cannibal Corpse har været en ret direkte inspiration for mine skriverier. Med titler så afsindige som 'Entrails Ripped from a Virgin's Cunt' repræsenterer de en grad af det ekstreme, der er svær at finde selv i de bedste/værste splatterfilm. Så jeg har fundet en del inspiration i deres titler. I min novellesamling 'Frygt-filerne' (2012) spøger et par skæringer fra Cannibal Corpses album 'Vile'. I novellen 'Monstre' fandt jeg inspiration bl.a. i sangen 'Disfigured', der handler om en mand, hvis selvhad driver ham til at lemlæste sig selv. Jeg fandt udtrykket i sangen så stærkt, at jeg blev nødt til at lege med det. I novellesamlingen 'Dystre Danmark 2' fra H. Harksen Productions har jeg et bidrag med ('Sammenhold'), der er direkte inspireret af sangen 'Submerged in Boiling Flesh'. Novellen indeholder selvfølgelig en stor gryde fuld af smeltede mennesker. Derudover har jeg en tendens til at lade mine unge hovedpersoner i børne/ungegyserne lytte til eller spille heavy metal. Mest udtalt i min bogserie 'Døde Dennis, hvor hovedpersonen er en sekstenårig (død) heavy metal-guitarist.”

'Entrails Ripped from af Virgins Cunt' af Cannibal Corpse - interviewet fortsætter under videoen


Er det noget, du inddrager bevidst, eller kommer det helt af sig selv?

”Min fascination af ekstrem musik og horror har gået hånd i hånd, siden jeg var ret lille, så det er dybt integreret i mig at trække fra det ene over til det andet. Jeg spillede i heavyband for en del år siden, og der var også meget horror i mine tekster.

Det der med inspiration kan være lidt svært at præcisere. Hvis vi for eksempel kigger på de sange, der direkte har inspireret mig ('Disfigured' f.eks.), var det ikke bevidst, at jeg lod mig berøre og inspirere af dem, men det var selvfølgelig en bevidst handling at skrive de indtryk ud i form af en novelle. Så det er nok en ubevidst/bevidst proces. Dog foretager jeg også helt bevidste valg, som at mine ’kernesunde’ drenge i børnegyserne som oftest lytter til rock og heavy og afskyr snask som Rasmus Seebach og lignende.”

Vi har tidligere interviewet forfatter Benni Bødker, som også var stærkt inspireret af metal i sine gyser- og horrorværker – hvorfor tror du, at de to genrer går så godt i spænd?

”Metal og horror er begge ekstreme udtryksformer, der til en vis grad appellerer til de samme følelser. At stå i en moshpit eller se en virkelig ekstrem splatterfilm er begge en form for afreagering, eller ’udrensning’ om man vil, hvor man på en sund (og lovlig) måde får mulighed for at komme af med dampen. Og set fra kunstnernes perspektiv er det ret indlysende, at dystre, melankolske toner går godt med et gotisk islæt, den aggressive lyd i dødsmetal går godt til afrevne lemmer osv.” 

Hvad kan metal, som andre musikgenrer ikke kan?

”Nu skal jeg ikke lyde som sådan et totalt metalhoved, der kun hører den ene genre, og man kan selvfølgelig også finde meget af det samme - det dystre, det voldsomme, det gotiske - i mange andre musikgenrer. Men der er selvsagt nogle ekstremer i metal, og ikke kun det brutale udtryk, men også tekniske ekstremer. Så for mig personligt, som holder meget af tekniske finurligheder på trommerne, sære takter, breaks eller tempi, der giver åndenød, er det lettest at finde den slags i metal. I forlængelse af det, jeg tidligere har sagt, er metal jo også netop den musikgenre, der matcher gotik og horror bedst.” 

Hvilke metalbands er dine foretrukne?

”Ud over Cannibal Corpse, som har haft direkte indflydelse på mine mest splattede skriverier, bør jeg nævne Danzig. Der er noget ved hans gotiske, sataniske sydstatsblues, der mentalt transporterer mig til sumpe fuld af indavlede djævletilbedere. Jeg er mest begejstret for hans første album (til og med 'Danzig 4'), men har også stemningsmæssigt fundet en del inspiration i f.eks. det 6. og 7. album, 'Satan’s Child' og 'I Luciferi'. Der er en uforlignelig djævelskab i numre som 'Kali’s Song” eller 'Angel Blake'.

Et andet band, der har inspireret mig meget, måske mest til mine dark fantasy-skriverier (og som muligvis er mit yndlingsband), er Death, især med deres 1995-album 'Symbolic'. Det er sådan et album, man bliver ved med at kunne opdage nye detaljer i, og de fantasifulde landskaber, sangene maler (det kunne være 'Crystal Mountain' eller 'Perennial Quest'), er god benzin til fantasy-verdener.

I forhold til mine surrealistiske skriverier (især 'By: Et levende mareridt') kunne jeg nævne et ikke-metalalbum som Bowies 'Outside' – et nummer som 'A Small Plot of Land' kan næsten få hjernen til at smelte. Sådanne numre hjælper til at udrydde enhver rationel tanke, inden man skal kaste sig ud i galemandsværkerne. Mr. Bungles 'Disco Volante'-album har også den effekt på mig. Derudover hører jeg meget andet, jeg kunne nævne favoritter som Deftones' 'White Pony', Strapping Young Lads 'City', Skid Rows 'Slave to the Grind', og i nyere tid har jeg været meget fascineret af death/doombandet Incantation.”

Du har som nævnt også selv været forsanger, guitarist og sangskriver i et metalband – hvad var det for en størrelse?

”Vi startede i 1996 (da var jeg 16) under navnet Necrosomething, som var et forsøg på en satire over de mange bands, der hed noget med 'necro'. Vi spillede thrash med et strejf af død i vokalen, men med tiden landede vi på en mere ren thrash, der stilmæssigt nok kom tættest på Pantera eller Machine Head (og vi skiftede navn til det lige så besynderlige #213).

Men stilen ændrede sig lidt løbende, vi spillede i otte år, og der kom også nogle progressive takter ind over, der var en mere rocket periode osv. Bandet var mit primære kreative outlet dengang - jeg skrev og tegnede også ved siden af - men der blev lagt mange timer i sangskrivningen indtil 2004, hvor vi gik i opløsning - smeltede ud over det hele! - og jeg begyndte at fokusere mere på min skrivning.”  

Hvorfor stoppede du at spille? Du kunne vel have fundet et andet band?

”Jeg stoppede med at spille i band, fordi jeg havde oplevet det som lidt af en kamp at holde sammen på det. Jeg var primus motor i foretagendet, og der var stor udskiftning gennem årene. Det føltes - som de fleste musikere nok kan nikke genkendende til - som et ægteskab med tre-fire partnere. Da jeg gjorde op med mig selv, at det var slut, var det indlysende for mig, at jeg skulle slå mig ned på et kreativt outlet, hvor jeg ikke var så afhængig af andre, og jeg havde altid haft en forfatterdrøm.”

Hvilken forskel oplever du på være kreativ som forfatter i modsætning til dit tidligere virke som musiker?

”Der er egentlig flere lighedstræk end forskelle. Der er den indadvendte del, som er udfærdigelsen af råmanuskriptet - det svarer til at sidde derhjemme og lave riffs på sin guitar - så er der sparringen med en redaktør, som kan sammenlignes med at øve sangen med bandet. Postproduktionen er lig med korrekturlæsning osv. Men den egentlige forskel leder vel tilbage til mit forrige svar, at den kreative proces altid er mere indadvendt som forfatter - der er jo mange bands, der jammer sangene frem.”

Får du den samme kunstneriske tilfredsstillelse? Der mangler vel publikums umiddelbare respons?

”Jeg får lige så stor kunstnerisk tilfredsstillelse, men det er nok hovedsageligt fra processen, og det er rigtigt, at man kan mangle 'publikums' umiddelbare reaktion. Jeg får læsertilkendegivelser i ny og næ, men de er centreret om nogle specifikke titler. F.eks. har jeg fået virkelig meget feedback på min novelleserie 'Frygt-filerne, hvor der er andre bøger, jeg stort set ikke ved, hvad folk synes om. Selvfølgelig er der anmeldelser, og man kan have en tendens til at måle en bogs succes på salget. Men man ved jo i virkeligheden ikke, hvad de mennesker, der har købt bogen, synes om den. Man kan forsøge at kopiere koncertsituationen ved at lave oplæsninger af sine bøger, men der skal en ivrig oplæser til for at simulere stemningen ved en metalkoncert. Chuck Palahniuk skulle efter sigende have fået en kvinde til at besvime, da han læste sin novelle 'Guts' højt.”

Jonas Wilmann har senest udgivet 'Frygt-filerne 3' på forlaget Kaos. Den kan bestilles her.