Natjager tangerer blandingsmisbrug, men hiver den hjem på charme og skovsnegle.
Man kan elske eller hade Natjager, men det er svært at komme uden om, at ’At kende bølge fra hav’ har sine øjeblikke – ditto at bandet er et produkt af vores nutid, på godt og ondt.
Had dem eller elsk dem, Natjager har ikke kun formået at spille på både Copenhell og Roskilde, inden de udgav et album – de har også givet fingeren til sortseerne, og rent faktisk udgivet det. Natjager er her for at blive, og de står stærkere end nogensinde.
Der er god smag, tillært smag og ting, man aldrig lærer at elske. Natjagers første fuldlængde flytter bandets musik fra de første to kategorier til den sidste.
Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.
Autotune-alt-metallerne Natjager fortsætter selvsikkert deres polariserende stil på ep nummer to, hvor de er i færd med at grave sig deres helt egen niche i dansk musik.
Natjager åbnede søndag eftermiddag Roskildes warm-up scene Rising med en selvtillid, der smittede festligt af på det yngre publikum. Musikalsk blev det ensformigt i længden, men det var publikum ligeglade med.
Natjagers debutkoncert var præget af teknisk nedtur, men under den forstyrrende fernis var et band af en kaliber, der kunne stå over for et gennembrud.
Med selvsikker hiphop-attitude og rødder i post-hardcoren bevæger Natjager sig frem i rocklandskabet. På deres debut-ep tager de med en altdominerende autotune-vokal fat dér, hvor det gør mest ondt, og undervejs genopliver og viderefører de numetallen. Det resulterer i den mest opsigtsvækkende danske rockdebut i lang tid.