Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nevermore stjal showet

Populær
Updated
Nevermore stjal showet
Nevermore stjal showet
Nevermore stjal showet
Nevermore stjal showet
Nevermore stjal showet

Gendannede Psychotic Waltz blev mødt af glade fans, Nevermore triumferede og Martin Buus fra Mercenary var sublim!

Kunstner
Dato
17-03-2011
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Sommetider skal man udfordre sig selv. Også musikalsk. Undertegnede er hjernevasket med dødsmetal, thrash og satanisk sortmetal, hvor der er had nok mod hele menneskeheden til at vælte muren i Kina, og åbner man mig, bløder jeg sikkert tjære. Så powermetal er normalt ikke min metier. Men Mercenarys seneste udgivelser har alligevel gjort indtryk med deres melodiske præg. Så da Kasper Molin fra Livescenen.dk spurgte om ikke jeg ville med i deres bus til "Power of Metal 2011" i Hamburg sagde jeg med det samme ja.

Programmet var, ifølge Molin og flere andre, helt exceptionelt. Gendannede Psychotic Waltz, Symphony X og headlineren Nevermore. Og så naturligvis danske Mercenary. Da jeg ikke er bange for at tage til Hamburg, så var det en nem beslutning at træffe.




Jeg troppede derfor op kl. 10.00 i Aalborg, ventede i en bidende kulde på bussen sammen med de andre gæster. Vi fik snakket, og der var allerede nogle, der gik i gang med den våde side af sådan en bustur. Med et par opsamlingspunkter i Århus og Kolding fik vi fyldt bussen og powermetallen bragede ud af højtalerne i bussen. Alle de bands vi skulle høre var repræsenteret, og sørme om ikke også der var fællessang på et episk nummer.

Da vi havde holdt pause ved grænsehandlen, og tanket op på alle mulige fronter, blev det også til en lille rygepause et sted mellem grænsen og Hamburg. Der blev pisset af og smøget den. Men da vi skulle til at køre videre kom ordensmagten og tilbageholdt bussen. De skulle lige snakke med en passager, der var blevet set forrette sin nødtørft i den fri natur, og han havde glemt at betale. Så politiet var så flinke at komme og give ham girokortet på € 34. Resten af bussens passagerer åndede lettet op.




Til sidst rammer vi Hamburg på en travl eftermiddag. Bussen bliver parkeret nær Klosterwall, og vi går et par hundrede meter op til Markthalle. Indenfor og første band, Thaurorod, er allerede i gang. En tynd kop finsk powermetal, der ikke rigtig vandt mig over.

Dernæst var det Mercenary. De blev noget overraskede over, at ikke nok med, at Livescenen.dk og Metalized havde busser derned, men nogle af bandmedlemmernes kærester/koner var også taget derned, så var der en lille danskerfest mens Aalborgs helte spillede. Lyden var ikke helt optimal og Renés vokal blev sommetider helt væk i mixet. Det var en skam, men man kunne trods alt spotte at de var glade for den fine respons de fik denne aften.

Senere snakkede jeg med René, der kunne fortælle, at nogle aftener spillede de for et publikum hvor næsten ingen kendte til dem. En udfordring Mercenary godt kunne lide, men det var også rart nok, at spille for et bekendt publikum. Heldigvis var lyden ikke kun dårlig. Guitarerne gik rent igennem, og specielt Martin Buus' solospil var i verdensklasse. Intet mindre.




Han ramte det hele lige i røven, og stod med lukkede øjne og levede sig ind i sin musik. Hårrejsende flot. Mercenary havde naturligvis fokus på den nye 'Metamorphosis', men det blev da også til blandt andet 'Firesoul', og efter 45 minutter kunne Mercenary takke af. Bestemt en godkendt indsats, og Buus' guitarspil blev applauderet af adskillige af bussens gæster på vej hjem.

Efter en kort pause var det så Psychotic Waltz. Gendannede legender indenfor genren. Publikum var helt oppe at skyde, og selvom lyden heller ikke var alt for flinke ved amerikanerne, så blev deres koncert et kæmpe hit. Salen kogte, og den karismatiske forsanger forstod at balancere mellem show og en oprigtig ærbødighed overfor den glæde de blev mødt med. De var glade for den overvældende respons, og han sluttede af med at forsikre publikum om, at de nu for alvor var tilbage, ville lave en studieplade og komme tilbage på deres egen turné. Et positivt bekendtskab at stifte.

Knap så overbevist blev jeg af Symphony X. Det var velsagtens powermetal af den slags som tyskerne elsker ubetinget, for salen var mindst lige så levende som under Psychotic Waltz, men på dette tidspunkt var jeg ved at gå træt i den progressive og powermetalliske verden.

Lidt bedre gik det under Nevermores koncert. De havde en kvindelig bassist med, men ellers var det 'business as usual'. Nevermore kobler det teknisk vanskelige med melodi, parret med samtidspolitiske tekster, der ikke altid roser regeringerne. De er helt fortjent kongerne af genren. Publikum var for alvor tændte og bandet var oplagt til at give den gas. Med god fokus på den nye plade 'The Obsidian Conspiracy' og frontduoen i Warrel Dane og Jeff Loomis havde Markthalle i deres hule hånd i en god times tid. Og der var selvfølgelig meget stor respons under numre som 'Born', 'Emptiness Unobstructed' fra den nye plade og afsluttende 'Enemies of Reality' og ekstranummeret 'The Obsidian Conspiracy' fuldendte aftenen for de fremmødte.

Derefter tilbage i bussen, fødderne op og et hæderligt forsøg på at få sovet et par timer. Jeg blev en oplevelse og en lille håndfuld koncerter rigere. Om jeg er helt omvendt til powermetal? Ikke helt, men jeg bliver nok nødt til at kigge lidt nærmere på Psychotic Waltz og Nevermore. Det lød interessant. Martin Buus' soloarbejde var der dog ingen, der kom i nærheden af. Han var uden konkurrence aftenens mest fremtrædende guitarist, og det siger jeg uden at blinke, selvom I også godt ved hvem der ellers stod på scenen i Markthalle den aften!