Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Finland set fra luften

Populær
Updated
Finland set fra luften

Finske Peter Hayden har skiftet navn til PH. Navneforandring eller ej: Det Roskilde-aktuelle band spiller stadig sammensat space/post-rock med en naturlig musikalsk snilde.    

Kunstner
Titel
Eternal Hayden
Dato
10-03-2017
Genre
Trackliste
Looking Back At Mr. Peter Hayden
We Fly High
Reach
Higher
Rock And Roll Future
Karakter
3
Kært barn har mange navne. Det har eksperimenterende finske metalbands tilsyneladende også. Tag eksempelvis PH, der efter at have udgivet deres tre første studiealbum under bandnavnet Mr. Peter Hayden med den fjerde fuldlængde, 'Eternal Hayden' nu skærer ind til benet og ændrer navn til PH. Navneforandringen er der en mening med. Det finske bands tre første album, der henholdsvis er fra '10, '12 og '14, var fra begyndelsen af udtænkt som en trilogi, og med de tre plader bag sig har bandets fem medlemmer tilsyneladende haft brug for luftforandring i form af et nyt navn.

For at man som lytter ikke skal blive helt forvirret, har de valgt at kalde den første skæring på deres fjerde studiealbum for 'Looking Back on Mr. Peter Hayden'. Som titlen indikerer, kan nummeret siges at være et seksten minutter langt sammenkog af den musikalske sti, der definerede bandets tre første plader, og det byder i forlængelse af bandets trilogi både på space- og post-metal, psykedeliske dronestykker samt et par indskudte regulære metalangreb. Når de er mest heavy, som de eksempelvis er på pladens andet nummer, 'We Fly High', lyder PH som en blanding af den repeterende side af Swans med aner af også Neurosis og Godspeed You! Black Emperor. Referencerne er dog langt fra skudsikre. Indimellem pladens hårdere stunder er det psykedelisk drone a la både 70'erne og 80'erne, der er bandets dominerende lyd.  

Det er værd at bemærke, at 'Eternal Hayden' stort set hele vejen igennem undgår at blive nostalgisk på vegne af en bestemt musikalsk æra. Tværtimod er det en forsætligt differentieret plade, PH disker op med, og det gælder både produktion og kompositioner. Det eneste tidspunkt, hvor pladen løfter sløret for en egentlig musikalsk forkærlighed, er på det afsluttende nummer, 'Rock and Roll Future'. Her dyrkes en svulstig Moog-æstetik så bevidst, at man for en kortere stund bliver mindet om Black Mountains seneste plade.    

Eftersom de på deres første plader havde numre på både halve og en hel time, er det ikke overraskende, at der på deres seneste album lægges for med et nummer på seksten minutter. Ej heller er nummerets længde egentlig så udfordrende, som man umiddelbart skulle tro. At lytterens utålmodighed holdes i kort snor under pladens længere, hovedsageligt instrumentale åbning, skyldes musikernes stærke evne til at lime musikalske stykker sammen, således at det får tiden til at synes underordnet. Selv når der på dette og andre numre inkorporeres autotune-vokal føles tiden ikke, som om den går specielt langsomt. Hatten af for det.

Musikernes evner og det kompositionelle er netop det altoverskyggende hos PH. Man sætter ikke 'Eternal Hayden' på anlægget, fordi man vil høre en formfuldendt episk sang med opbyggelige vers, tilbagevendende broer og gentagne omkvæd. PH dyrker i stedet improvisationens skelet. Hos finnerne synes det ikkefortænkte at være selve drivkræften. Om eksempelvis åbningsnummeret rent faktisk er opstået gennem improvisation, skal jeg ikke kunne sige, men det lyder i hvert fald sådan. Flere af overgangene mellem sangene er i øvrigt så abrupte og manieret højtravende, at det nærmest synes gumpetungt. Dette er imidlertid hensigten, og det ville ikke overraske mig, hvis den finske natur og denne side af livets mere avancerede kvaliteter i det hele taget er en inspirationskilde for PH.   

Hvorfor det denne gang er blevet besluttet at dele pladens 35 minutter op i fem separate titler frem for som på tidligere plader at lade numrene stå som én lang skæringe kan der kun gisnes om. Gumpetunge overgange eller ej: Alle fem numre på 'Eternal Hayden' hænger sammen. At både guitarist Vesa Vatanen, Vesa Ajomo på synthesizer og Simo Kuosmamen på bas også er med i Dark Buddha Rising, genkendes i øvrigt snildt. PH dyrker samme specielle rytmiske, jazz-agtige accentuering som Dark Buddha Rising, og manierede pludseligheder dyrkes hos begge orkestre som lytterinddragende effekter.   

Selvom 'Eternal Hayden' med dens regulære inddeling af skæringer på papiret umiddelbart ser mere lyttervenlig ud end bandets tidligere udspil, spiller PH nu engang stadigvæk spacerock med masser af langtidsholdbare esser oppe i ærmet.

PH spiller på Roskilde Festival 2017. Det samme gør PHs to musikalske søskendebands, Oranssi Pazuzu og Atomikylä. De er pt. de tre eneste finske bands på årets festivalplakat.