Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fuldfed finsk power-doom

Populær
Updated
Fuldfed finsk power-doom

Finlands efter sigende ældste doom-band leverer herligt afvekslende old-school doom med tryk på vokalen.

Titel
The Year Is One
Dato
11-11-2016
Genre
Trackliste
1. Robe of Ectoplasm
2. I am a Name on Your Funeral Wreath
3. Babalon Working
4. Jesus Christ, Son of Satan
5. Holiday in The Cemetery
6. She Died a Virgin
7. Black Magic, White Power
8. World of No Light
Karakter
3

Indrømmelse: Jeg kendte ikke til Spiritus Moris, før jeg lidt tilfældigt snublede over ’This Year Is One’. Pladen er netop udgivet på finske Svart Records og er det 29 år gamle bands blot fjerde fuldlængde.

På ’The Year Is One’ og den forrige ’The God Behind the God’ har Sami Hynninen taget sig af vokalen. Han er også kendt som Ancient Fisherman og ikke mindst Albert Witchfinder fra hedengangne Reverend Bizarre. Hynninens monsterfede vokal kan ikke fremhæves nok. Umiddelbart placerer den sig et sted mellem Scott Reagers, Lee Dorian og Ozzy. Vokalen besidder i hvert fald en voluminøs renhed, som Reagers nailede i tidlig Saint Vitus; en bidskhed, som Dorian har vist i snart 30 år i både Napalm Death, Cathedral og nu With the Dead; og en herlig jamren, som er en (af mange) Ozzy-signaturer. Heldigvis nøjes han ikke med at gentage doom-kongerne, han formår at få egne nosser med i foretagendet. Dette muliggøres af et band, der giver hinanden plads og evner at balancere stort set alle af pladens otte numre, så de virker forfriskende og ikke flyder sammen. Et problem, som en del doom i nyere tid ellers godt kan have en tendens til at have.

Lad døden omfavne krop og sjæl
Åbneren, ’Robe of Ectoplasm’, indledes med linjerne ”I dreamt of death/ in all its different forms/ I was proud to hear death’s call”. Sangen er en opløftende, hurtigere, udadvendt sag med seriøst knytnæve-potentiale.

Med det andet nummer, ’I Am a Name on Your Funeral Wreath’, er vi mere ovre i en mere gængs, moderne doom-stil ikke helt ulig Samothrace og Pallbearer. Til forskel fra førnævnte dvæler Spiritus Morits sjældent ved melankolien. Det samme gælder den musikalske tyngde. Så snart ’This Year Is One’ begynder at dvæle og pille sig lidt i røven, kommer der en overraskende musikalsk detalje eller varieret næste skæring.

Overgangen mellem ’I Am a Name...’ og ’Babalon Working’ er et godt eksempel herpå. Førstnævnte slutter resolut uden alt for meget outro-lir – cut riffet, og kvæl sangen. Dernæst står den på et lille minuts ambiente lyde, før der igen kommer tempo på. I min bog er ’Babalon Working’ et suveræn fedt og afvekslende doom-hit. Nummeret har lidt samme drive som Paradise Losts 'Eternal', uden at de sådan helt og aldeles minder om hinanden.  Begge sange forstår at lade et uptempo groove gro og falde det helt rette lille nøk ad gangen, så intensiteten fastholdes.

Nedbarberet og primitiv afmålthed
Spiritus Mortis genopfinder ikke doomen med deres seneste udspil, men de griber genren an med både en autenticitet og et glimt i øjet. Der er noget ydmygt over denne tilgang, og det er decideret befriende, at man har indtrykket af, at både musik og lyrik besidder episk patos, men også har benene solidt plantet i noget mere jordnært og makabert. Albert Witchfinder illustrerer det ganske tydeligt i skæring fem: ”Holiday in a cemetery/ with my silent friends/ in the twisted atmosphere of necromantic pleasurs/ open graves offer their treasures”.

Den repetitive ’World of No Light’ lukker på smuk og storladen maner, hvor også et hammond-orgel flettes ind og pirrer i det fyldige lydbillede. Bandet har selv produceret pladen, mens Joona Lukala, som har haft en finger med i spillet på et utal af udgivelser, har optaget, mixet og mastereret. Det er gjort godt. Den forholdsvis primitive lyd bliver aldrig endimensional og båret af ét decideret instrument. Der er hele vejen igennem nuancer og variationer ved både lyd, tempo og dynamik.

Foruden ’Black Magic, White Powder’, som måske godt kunne undværes, er ’The Year Is One’ en behersket og afbalanceret plade. Der er et sammenhæng mellem del og helhed. Det er ligetil og enkelt, men der er nøjagtig den udvikling i de individuelle sange, fra skæring til skæring og overordnet på pladen, så man forbliver involveret.