Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kopierne kommer

Populær
Updated
Kopierne kommer

Det er næsten umuligt ikke at punke Starblind for at lyde utroligt meget som et større og mere kendt engelsk band, men de kan heldigvis også lidt på egen hånd.

Kunstner
Titel
A Dying Son
Dato
04-12-2015
Trackliste
1. A Dying Son
2. Blood Red Skies
3. Firestone
4. The Man of the Crowd
5. The Lighthouse
6. Sacrifice
7. Room 101
8. The Land of Seven Rivers Beyond the Sea
Forfatter
Karakter
2

Uanset om man hører til dem, der synes, at Iron Maiden kører i tomgang, eller man stadig mener, at giganterne har noget at byde på i deres progressive efterår, så er svenske Starblind et interessant plagiat af englændernes lyd, sangskrivning, riff-opbygning, soloer og vokal – for der er ikke et eneste gram originalitet at finde i Starblinds univers.

Men dermed også sagt, at Stockholm-bandet står for en udmærket pastiche over et af historiens vigtigste metalbands. Flere riff kunne være at finde på 'Powerslave', og et nummer som indledningens ’A Dying Son’ kan nærmest regnes ud takt for takt, hvis man på fingerspidserne kan sin ’Aces High’, som den lader til at være modelleret over.

Den alt for tydelige inspirationskilde til trods kan Starblind leve højt på, at de har vist flair for melodiske metalriff og en portion charme. Energisk buldrer de af sted med næveknyttende-omkvæd, flænsende soloer og den helt rigtige New Wave of British Heavy Metal-intensitet, som kun mangler autenciteten og de helt store hits. Men netop derfor burde de også finde sig et bare en lille knivspids originalt udtryk og træde ud af heltenes store skygge, for hele otte numre, hvor man konstant kan råbe "plagiat", taler for sig selv. Lige nu er Starblinds eneste chance, at pensionen indhenter dem der, som denne anmeldelse uundgåeligt kom til at handle lige så meget om.