Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metal til havet

Populær
Updated
Metal til havet

For to uger siden kastede vi rosende ord efter TRWLRs debut, og i den anledning har vi talt med guitarist og komponist Dalle Oldman om projektet.

Tillykke med debuten – har den været længe undervejs?

”Mange tak. Ja, det synes jeg, men det kommer nok også af, at hele pladen næsten er 100 % D.I.Y. Havde der være flere inde over, som havde mere forstand på, hvad det var, vi egentlig havde gang i, var det nok gået en del hurtigere.”

Hvordan opstod TRWLR?

”Da jeg en januar aften i 2015 drog ud i mørket for at opleve CZARs debutkoncert, skulle jeg først mødes med en god ven på Englandshus til et par omgange gulddamer. Han havde selv en makker med, og det var så Lasse. Snakken gik nemt, og jeg nævnte, at jeg længe havde gået og fiflet med tanken om at starte noget nyt op. Og uden nogen egentlig brug af min overtalelsesevne var Lasse klar. Da jeg så få måneder senere forlod Justin Hate, var det selvklart, at nu skulle det være.”

I er lige nu et tomandsprojekt mellem Lasse og dig. Hvordan er arbejdsfordelingen?

”Mest prøver vi begge bare at se seje ud ... Men udover det, så foregår det som regel på den måde, at jeg skriver, når inspirationen er der. Når jeg har skrevet noget, jeg mere eller mindre er tilfreds med, sender jeg det til Lasse. Nogle gange har han et par ændringer, andre gange er det bare fedt. Det sker også, at vi tager en fredag eller lørdag aften over 9000 øl og skriver, hvad der falder os ind. Lasse kan også et par tricks på guitaren, så det er ikke kun fed vokal, han leverer.”

Rr det planen at udvide besætningen mere? I får jo svært ved at gennemføre en koncert på nuværende tidspunkt. Og er det overhovedet målet?

”Ja for fanden! Til begge punkter! Det kan faktisk kun gå for langsomt med at komme ud over scenekanten! Snakken går allerede om idéer til vores kommende shows. Og angående besætningen er der allerede et par gutter i sigte. Hvem, og hvad de laver i bandet, får I ikke at vide endnu. Det har de endnu ikke fortjent ...”

Titelnummeret fra 'Vastare Mare' (interview fortsætter under video):


Hvordan skal man beskrive jeres musik?

”Hah! Bare vi selv vidste det ... Det har vi ladet anmelderne om. Men det er sjovt at følge med i. Umiddelbart sejler vi vidst et sted mellem hardcore, black og dødsmetal. Vi har aldrig direkte gået efter at skrive noget bestemt. Vi har aldrig gået efter at skrive noget nyt, vi har bare skrevet, hvad vi synes er fedt.

Da vi startede med at skrive, var vi faktisk et komplet band, og dengang var musikken mere en blanding af D-beat- og post-hardcore, men bandet gik desværre hurtigt i stykker. Så Lasse og jeg tog os en snak og besluttede os for at skrive videre. Og der tog det så en drejning til det mere dystre og tunge. Det var ikke, fordi vi havde til hensigt at ændre stil, det faldt os bare mere naturligt.”

Bandnavn såvel som titlen på debuten og diverse lydeffekter mere end antyder en form for tema om havet – men hvad går det ud på, og er det mere end en gimmick?

”Den er lidt svær. For det var i virkeligheden ikke før, at vi var blevet enige om at hedde TRWLR, at vi tog det med havet til os. Det startede helt tilbage hvor vi skulle finde et bandnavn. Det kunne vi åbenbart ikke finde ud af. Vi havde forslag fra navne på amerikanske skuespillere til rumænske sagnvæsner. Så en aften efter en øver tog vi på McKluud og endte i en lodtrækning. Det blev så Trawler. Det første og eneste ønske fra vores daværende trommeslager.  

Men det var alligevel også ret fedt, så da bandet efter lidt tid faldt fra hinanden, tog Lasse og jeg det vist bare til os. Da Lasse så en aften havde leget med Photoshop og fjernet vokalerne i Trawler, så var den hjemme. Efter der tænkte jeg, at nu hvor vi alligevel har det samme navn som en stor fiskekutter, kunne vi lige så godt køre temaet igennem. Det lod også til, at Lasse var nede med det, så det var bare sådan, det blev. Der er sgu alligevel også et eller andet fedt, ondt og dystert over havet.

Det blev så til gengæld, for mig, først virkelig alvor, da min bror døde. Han blev kremeret, og hans aske hældte vi i Kolding Fjord. Det er derfra, titlen til ”In the Shallows” kommer fra – hvor jeg efterlod ham. Der havde vi i forvejen skrevet hele pladen og tilføjet alt med havet. Så det blev lidt kronen på værket og et evigt minde i hans navn.”