Tryg smadder
Populær
Når Steve Austin og Chris Spencer går sammen i UXO, lyder det fuldstændig, som man kunne forvente: 50/50 Today Is The Day/Unsane. Og mere kan man egentlig ikke ønske sig.
Trauma
Blind Suicide
Redlegs
Everything's a Mistake
This Won't Take Long...
User
På trods af den respekt, som med rette omgærder de stilskabende noiserockere Today Is The Day og Unsane, er det ikke, fordi UXO ikke sagtens kunne have fejlet. Steve Austin har brugt de sidste mange år på at sætte Today Is The Days rænommé over styr med en desperat eksperimenteren, der ikke har formået at dække over, hvad der mest af alt opleves som en kreativ krise, mens hans tidligere backingband omvendt har fejret store succeser i Mastodon. På den seneste plade, ‘Animal Mother’, blev det decideret pinagtigt, og jeg for min del måtte dømme ham ude. Unsane har til gengæld aldrig eksperimenteret bare den mindste smule med deres lyd: I midten af 00’erne kom der lidt mere blues ind over, men Chris Spencer har altid haft en twangy måde at spille guitar på, det havde folk bare ikke rigtig lagt mærke til før. Når Chris Spencer har skullet eksperimentere, har det været henlagt til sideprojekter som – det i øvrigt aldeles glimrende – Celan.
Det var altså ikke nødvendigvis givet, at Steve Austin og Chris Spencer skulle bruge et sideprojekt til at gøre det, de gør bedst. Som er at spille arrig, konfronterende og tungt swingende noiserock. De kunne lige så godt have benyttet sig af chancen til at eksperimentere løs og, hvad ved jeg, lave en industrialplade, noget elektronisk, som kunne have kommet til at lyde frygtelig bedaget. Det gør de ikke: Der bliver ikke eksperimenteret det fjerneste i UXO. Skulle man være i tvivl, behøver man bare at skæve til pressemeddelelsen, der fremhæver den ene synthtone, der ligger og blipper igennem ‘Everything’s a Mistake’, som pladens mest markante afvigelse og næsten får overbevist sig selv om, at det får nummeret til at lyde en lille smule som Joy Division. Det gør det ikke, men det er stadigvæk pladens stærkeste nummer med Chris Spencers karakteristiske twang og indædt forbitrede vokal i forgrunden og Steve Austin i en klædeligt tilbagetrukket position.
De to deles ellers forbilledligt demokratisk om både guitar og mikrofon og supplerer hinanden fortræffeligt. I det hele taget lyder UXO som sådan et band, man har hørt altid, og det er selvfølgelig, fordi det har man, siden Unsane og Today Is The Day dukkede op i starten af 90’erne. I endnu et forsøg på at få det til at lyde, som om der skulle være noget som helst andet på færde hos UXO, fremhæver pladeselskabet Neurosis og The Jesus Lizard som referencepunkter, og bevares, dem kan man da også godt høre et ekko af her og der, men det handler egentlig mest om, at også de to bands var så formative for noiserocken, at det er svært i det hele taget at komme uden om deres indflydelse, når man færdes i det territorium. UXO er ikke så kaotiske som The Jesus Lizard, og de er ikke så højstemte som Neurosis. Hvor Neurosis tog deres musikalske cue fra de bombastiske post-punkere Swans, og The Jesus Lizard udsprang af Texas-hardcorescenens frenesi, har Unsane altid fremstået langt mere grounded. Det er i bund og grund rock, bare spillet meget, meget grimt, larmende og aggressivt. Så grimt, larmende og aggressivt, at det alene har været det hele værd, og så har de mindeværdige melodier, som Chris Spencer med jævne mellemrum hiver frem, været en solid bonus oveni. Today Is The Day på sin side markerede sig med en mere metallisk forståelse for riffing, og Steve Austins stemme har haft uhørt mange facetter for genren, selvom det, de fleste nok forbinder ham med, er hans talent for at hyle som en gris.
I UXO kombineres de to grundbestanddele på bedst tænkelige måde: Den kværnende tunge bund får lov at holde det hele på plads, mens det bluesede twang modsvares af prog-metalliske forsiringer. På samme måde kører vokalerne på store dele af pladen som call & response, og det løfter det betragteligt, ligesom de helt simple melodilinjer får modspil af en hidsigt diskant riffen. Det klæder begge parter at komme ud af de vante rammer: Numre som ‘Everything’s a Mistake’ og ‘Bitter’, der grundlæggende er klassisk Unsane, får et løft af de ekstra lag, Steve Austin lægger på, mens ‘This Won’t Take Long...’ eller ‘User’, der er ikke mindre klassisk Today Is The Day, bliver tvunget på plads i stedet for at få lov at eksplodere det trip, Steve Austin ellers er blevet forfalden til, så man kan høre de melodier, der faktisk ligger som grundstamme i dem. Det er Today Is The Day skåret ind til benet og Unsane med ekstra krydderi.
Det er meget trygt og forudsigeligt alt sammen. Det er alt, hvad man kunne ønske sig.