Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.

Det kan godt være, at man siger "if it ain't broke, don't fix it", men det er ikke helt nok for Grand Cadaver at have den fede HM2-lyd og fede growls, når den klassiske svenske dødsmetal får endnu et opkog.

Lock Up er stadig Lock Up på bandets seneste album, selvom allstar grindcore-bandet disker op med vokale overraskelser, og har sat Adam Jarvis i trommestolen, hvorfra han tæsker kompetent løs.

Bluegrass og black metal går hånd i hånd på det andet album fra amerikanske Primeval Well, der har skabt en fin omgang eksperimenterende formørket metal.

Bøllegroove, midttempo og melodi tilsat en sjat synths til at give en 80'er vibe - det er den blanding, som skaber Lightchapter, der er et nyt band med medlemmer fra Diamond Drive og The Burning.

Crocell har ændret sin arbejdsmetode og udfordrer både EP- og albumformatet med sine nye udgivelser, hvor bandet i samarbejde med to producere har skabt to selvstændige EP'er under ét banner.

Alt godt fra 80'erne tilsat lækker, rå vokal giver en udmærket oplevelse, mens det står på. Kryptos gør som forventet på sit nye album, og det er såmænd godt og fint nok, men samtidig langt fra fremragende.

Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.

Finske Sentenced har godt nok solgt over en million albums, men havde alligevel fortjent mere. I bogen om bandet forstår man bedre, hvorfor det måske ikke helt gik, for det var et band, som især på landevejen lavede mange benspænd for sig selv.

De svenske melodødsmestre satser, hvor det synes allermest vigtigt og nødvendigt i karrieren. Og sejrer med et dynamisk, stærkt varieret og utroligt spændende legesygt album.

Ukrainske White Ward har tæmmet de finurlige indslag i sin musik, og resultatet er et forunderligt fængende og inspirerende møde mellem rasende vokal, trommer, guitar, blid saxofon og Lars Nedlands gæstevokal.

Dødsmetal med energi og lækre detaljer uden at det går ud over den smadrende brutalitet: Pestilence er i den grad tilbage.

Guitaristen Esa Holopainen åbner lidt op for alsidigheden på sit soloprojekt uden dog at ramme helt uden for den palette man allerede kender fra hans bidrag til Amorphis. Udtrykket varieres i større grad af valget af vidt forskellige sangere.

'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.

Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.

White Void er elegant og syret rock med højt til loftet båret af en fremragende vokal fra Lars Are Nedland fra Solefald og Borknagar. Som alle inspirationer, der måtte have skabt Ghost, parret med norsk lethed og ynde.

Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."

Anton Bregendorf er multiinstrumentalisten bag Hajn, der på 'EP' spiller en glimrende omgang dødsmetal flankeret af vokal fra blandt andet Baest og Xenoblight. Fremtiden er ikke her, men fremtiden er lys.

Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!