Djursland-thrasherne Killings debut er et solidt og oldschool album, som får ekstra pluspoint for den rå og blodtørstige stemning, men knap så mange for de lige vel generiske riffs.

Terminalist markerer sig som et tech-thrashet unikum på den danske metalscene. De opfinder ikke den dybe tallerken, men torpederer til gengæld ad helt egne veje.

Mike Patton har genoplivet Tomahawk for at udgive et coronaalbum, som han selv trækker ned i dyndet i grænselandet mellem det ulidelige og det halvvejs medrivende.

Amerikanske Sadistic Ritual tromler af sted med blastbeats og et væld af temposkift på underholdende debut, der hæver sig over horderne af retro-thrash-bands ved at ville mere.

Metallicas anden runde med symfoniorkester har samme problemer og forcer som den første – den anden af de to koncerter, der blev afviklet i San Francisco i sidste måned, blev filmet og svinger fra det tydeligt forhastede til det fortrinlige.

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Mike Patton og Dave Lombardo holdt uforpligtende hof med Dead Cross til kvartettens første danske koncert. Masser af middelmådig hardcore og pauseklovnerier udfyldte den korte spilletid, der alligevel føltes for lang.

Oh Sees og Roskilde Festival var det fødte match. Synergien mellem californierne og publikum var helt unik under den timelange og højenergiske midnatskoncert på Pavilion.

Den første halvdel af Clutchs koncert på Roskilde var ren ørkenvandring, men mod slut reddede Maryland-bandet æren – og publikum festede igennem og skabte en række bizarre circlepits.

19 år efter deres tredje album vågner Sleep op fra tågerne med en comeback-plade, der er urimeligt meget bedre, end den slags har for vane at være.

Pepper Keenan er tilbage i Corrosion of Conformity, der – på godt og ondt – lyder præcis, som man kunne forvente, 17 år efter denne besætning sidst udgav et album i fællesskab.

Author & Punishers koncert på Gloria var på én gang episk og brutal, men desværre også meget ensidig og langtrukken.

Bristol-bandet Idles sparkede Roskilde Festival i gang med en energisk udladning af en punkkoncert, der dog i længden var ensformig og fattig på gode sange. Men publikum tog varmt imod.

Halshug crustpunkede igennem, spillede hele deres kommende album og var med til at sætte et heftigt punktum for dette års Roskilde Festival med en koncert, der dog var lidt for lang og ensformig.

Sleep leverede et vanligt pulverisende show, der lå i overlegen forlængelse af gudfædrene i Black Sabbaths aktuelle Copenhell-seance. Men koncerten var ALT for kort.

Aarhus blev aldrig til Sin City. Men Axl Rose beviste sit værd i front for AC/DC, der leverede en meget svingende koncert med overraskelser, højdepunkter og knas i maskinrummet.

Young and in the Way lukkede årets metalprogram på Roskilde Festival med en heftig ladning crust/sludgepunk med black metal-tendenser. Men fremmødet var trist, og et par idioter ødelagde koncerten.

Einstürzende Neubauten fungerede ikke i festivalregi, og det hjalp ikke, at koncerten – tilsyneladende selvforskyldt – var en time forsinket, så publikum allerede havde mistet koncentrationen, inden den gik i gang.

Årets Roskilde Festival åbnede med en ærgerlig fejlplacering af ellers herlige Keith Morris og Off!, hvis punklyd slet ikke passede ind på den alt for store Avalon-scene.

Red Warszawa satte et eftertrykkeligt punktum for dette års Copenhell på Pandæmonium med en times rablende og herligt ubehjælpsom heavy. Eller "polsk punk", som de jo selv kalder det.