Den ærgerlige smag i munden blev siddende, længe efter ølkaravanen var rejst videre med sine på skrømt sammenførte bands. Cabal, Bersærk og The Entrepreneurs har et minimum til fælles, men i Odense fik de hver især vist, hvor de kommer fra. På godt og ondt.
Eyes’ koncert på Ilter føltes som forløsningen på et års indestængt energi. Pitten eksploderede endelig efter nogle tilløb, og ingen havde fortjent det mere denne dag.
Med halvandet års forsinkelse spillede Riverhead deres debutkoncert med den nye forsanger, Jacob Bredahl. Det kunne heldigvis godt bære hypen.
Lacks gendannelseskoncert på Ilter Festival var mirakuløs. Et orgie i sved, smil og ømme favntag, mens andre kom for smadderen og blev for melodierne.
Turnstile hviler fuldkommen overlegent i den niche, de har gravet ud for sig selv et sted mellem 90’er-hardcore, 10’er-r&b og soldrukken teenpop.
Benni Bødkers horrorroman for voksne er blevet kaldt dødsmetal, men anslaget er mere raffineret end dét – og fortrinligt kulørt.
Jo Steel lyder som en mongol, der prøver at spille heavy metal. Altså ret meget som heavy metal. Det er den perfekte antitese til den lammende perfektionisme.
Genopstandne Zombi opgiver at indgyde håb og skaber i stedet et fortættet og håbløst soundtrack til mellemtiden.
Der er kun en god håndfuld musikere på Aarhus’ voksenpunkscene, og de fleste af dem spiller i Coach, der lyder som dem allesammen. Det er fedt nok, men er det nok?
La-di-da-di-di: Papirs fritflydende overskudsmusikalitet er magelig at slæge sig i, men i længden bliver ubesværetheden et problem for bandet.
Er det stadig et breakdown, hvis det ikke rigtig bryder med noget? Extinguish savner den dynamik, der kunne gøre debut-EP’en til en mavepuster.
Synthesizer, greatest: The Armed indfrier det pop-potentiale, der har luret nede i kaosset. ‘Ultrapop’ er indtagende og frisk, selvom virkemidlerne er velkendte.
Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.
Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.
Ungdomssvinene modnes, og We Are Among Storms ryster fortid og forventninger af sig og træder ind midt i bulderet.
Dave Grohl er så sympatisk en type, at han ikke engang ville kunne lave en rigtig stinker af en plade, selvom han prøvede. Men nøj, hvor han ellers prøver.
Umeå-sekstetten klapper sit seneste album helt ud med en EP med endnu mere af det samme. Mark Lanegan gæsteoptræder, men er langt fra fordums storhed.
Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.
Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.
Aaron Turner laver så mange plader med så højt et ambitionsniveau, at det er let at overse perlerne. Men på Sumacs sjette album går 70’ernes freejazz, 90’ernes støjrock og 00’ernes post-metal og sludge op i en højere enhed og skaber en af sidste års bedste metalplader.