Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.
Det er lige præcis sådan noget som det her, folk hører for sig, når de siger, at de ikke kan lide dansksproget hard rock og metal.
Dethrxner råber deres sangtitler i versaler, og det spejler deres helt vildt lidt subtile virkemidler. Men tud mig en flod, det fungerer på sin egen perverse måde.
"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.
De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.
Apokalypsestemning, zombietomme storbygader, panik, sammensværgelsesteorier, paranoia, dødsforagtende hverdagshedonisme og hårspray: Zombis første plade i fem år burde have ramt lige ned i tidsånden i stedet for at fedstpille uden mål og med som en karantæneramt med hyttekuller.
Xibalba gør deres for at leve op til Mexicos renommé for dødekult og lemfældig brutalitet. Det er dødsmetal spillet som hardcore og hardcore spillet som dødsmetal, og hvis det ellers kan få røven med sig, tager det dig ud, makker.
Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.
Det var en kærkommen revolution af dansk satire, der skete i midten af 90’erne, hvor et par venner fandt en omvej til det folkelige gennembrud gennem en nichegenre.
Troede man, at en nedre grænse var nået for, hvor kalkuleret, forceret og leflende metal kunne laves, havde man ikke regnet med Justify Rebellion. Det unge bands andet album er en klar kandidat til årets mest frastødende danske plade.
Unsane lød altid som en slåskamp midt i et biluheld. Human Impact med medlemmer fra Unsane, Cop Shoot Cop og Swans føjer flere nuancer til noiserocken, men ender alligevel med at stå tilbage med knojern og et flækket øjenbryn.
Som med ens forældre er det bedste, man kan gøre sig forhåbninger om fra gamle metalbands, at de ikke decideret blamerer sig.
Midnight vil gøre alt for at provokere og virke seje. Men på enmandsbandets fjerde Venom-opkog i fuld længde er det hele alt for forudsigeligt og bedaget.
For en sekulær metal: Uanset hvor forførende det kan være, når bands strunter i fine fornemmelser og forsøger at skabe ritualmusik, lykkes det ikke, når Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu går sammen.
I sin tid proklamerede Refused sig selv punkens fremtid. De viste sig at få ret, men mistede dermed også deres berettigelse i nutiden.
Hunter Hunt-Hendrix har ikke opgivet at redde black metal og den moderne verden fra hinanden med new age-sludder og elektronik, men han fejler på gruopvækkende vis.
De britiske thrasheres første album i 29 år er noget så sjældent som et comeback, der ikke skuffer. Måske fordi forventningerne ikke er de store.
De har skabt blåtrykket for NYHC og genopfundet sig selv flere gange i løbet af snart fire årtier, så strengt taget burde der vel ikke være noget galt med, at Agnostic Front kører på rutinen på ‘Get Loud!’.
Michael Gira opløste Swans for to år siden. På bandets nye plade fortsætter han i de bedste sange den opløsning af al struktur og ethvert fast holdepunkt. Resultatet er svimlende og langt henad vejen besynderligt godt.
De har leget med udtrykket, og de har åbnet lydbilledet op: På deres ottende album lukker Cult of Luna sig om sig selv og lader det være op til lytteren at finde en vej ind. Men hvad nu, hvis der slet ikke er noget derinde?