Anaal Nathrakh lyder, som altid, fristes man til at sige, både velkendte og eksperimenterende på album nummer 11, der er både storladent, fængende, bestialsk og modbydeligt.
Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.
Aalborg-duo leverer velspillet sortmetallisk rejse udi terrorbombardement, romantik og guldalderlyrik. Darkthrone tilbedes på behørig vis, men heldigvis levnes plads til udvikling.
Rumænske Persekutor albumdebuterer med noget nær et mesterværk, der blander 80'er-black, klassisk heavy metal, bisserøvsattituder og en kompromisløs kampgejst.
Finsk satanisk folk gemmer på en overraskende følsomhed, skjult bag en vokal, der bedst kan beskrives som noget, man skal vænne sig til.
Nodus Tollens står for depressiv indie-black metal, der efterlader lytteren med en følelse af håb.
Det hollandske freakshow har ladet sig inspirere af det mest forsuttede bolche, der findes i horrorgenren. Resultatet er nedslående.
Nogle gange må en anmelder finde sig i en masse lort. Og med det mener jeg naturligvis de oceaner af musikalske blindgyder, man ender med at anmelde. Men nogle gange kan det kan betale sig at tage en chance. Det er Mazikeens debut et eksempel på.
Behemoth har for alvor haft vind i sejlene de sidste par år. Nu har de så rodet sig ud en ep med den eneste mand, der kan matche Nergal i at lyde vred. Svenske Niklas Kvarforth, hjernen bag Shining.
Gabestok følger fuldlængdedebuten op med en sær og rodet ep, som oser af humor, overskud og lumre, kælderrådne skævheder.
Wulfaz holder den simple, møgbeskidte og bemærkelsesværdigt catchy blanding af crustpunk og black metal fint i hævd på duoens anden ep, der tilføjer en skæv ekstradimension til den danske svartmetal-scene.
Hvis venstrefløjens sorte blok gik en tur i skoven, så ville de høre Uprising.
En tungere og mere grå råhed hersker over den svære toer fra Afsky.
Winterfylleth spiller black metal, men så spiller de også nogle gange gammel engelsk folkemusik. Denne gang er englændernes udspil, heldigvis, en fejlfri stiløvelse udi førstnævnte.
Vort svenske broderfolk har, som vores norske fætre, en lang tradition for black metal. En af spydspidserne er Naglfar, som har spredt skræk og rædsel i 30 år. De har en lang og rodet historie med pauser, nye medlemmer og nye roller til gamle ditto, og efter en langvarig pause udgiver de nu en plade, der er rendyrket suppe-, steg- og is-black.
Frisk hollandsk post-black metal, du ikke kan huske bagefter
Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.
(0)’s debutalbum blæser frem og tvinger forhåbentlig danske black metal-amatører til at overveje, om de kan leve op til standarden
Slovakiske Malokarpatan er gennemført sære og sært gennemførte på deres tredje album, der forener landlig atmosfære med jerntæppe-black og prog-excesser.
Coronaviruslockdowninspireret transatlantisk klassisk rock-gone-black metal-collaboration er det pureste guld!