Cradle of Filth var et af de bands, der fik flyttet såvel tidspunkt som scene under fredagens afbrydelser, og det var umiddelbart til det bedre for briterne.
Krzysztof Drabikowskis Batushka-album lyder på mange måder som den naturlige opfølger til debuten, men er det den rette opfølger?
Hvis Batushka anno 2015 var en blæksort Tesla, der brølende ud over stepperne gik i ét med natten, er Batushka anno 2019 et skrammet el-løbehjul, der snart løber tør for strøm.
Det var en sort pakke, der søndag i sommerferien ramte Karolinelund i Aalborg. Hollandske Carach Angren stjal fuldstændig showet som hovednavn.
Skilsmisser kan få noget ellers dødt og borte i mennesker til at blomstre igen. Men i bandskilsmisser er et soloprojekt langt fra altid løsningen. Med sit hidtil stærkeste udspil demonstrerer Abbath dog, at han ligesom Abba og Sabbath kan lave solid, gennemført musik.
Tormentor med Mayhems Attila Csihar i spidsen tog Metal Magic med storm og leverede et 75 minutters black metal-mareridt.
Med dæmonisk kraft og sataniske kostumer viste Behemoth Roskilde Festival, hvorfor de burde få mere metal på programmet. Et korstog af ugudelig størrelse blev fremvist på Arena lørdag aften.
Sortmetallen og undergrundsmusikken er en mangelvare på Copenhell, hvilket USBM-bandet Uada slog fast med en tiltrængt magtdemonstration på festivalens sidste nat.
Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.
Endelig fik vi Belphegor serveret i de helt rigtige rammer, så den ekstreme musik kom i smuk forening med et stemningsfuldt scenesetup og godt med røg og ild.
Slægt har været lovende i så lang tid, at det har været ved at være oppe over, at de skulle indfri det. Det gjorde de endelig på Copenhell.
Uada er på mange måder den amerikanske version af Mgła, hvilket ikke er nogen dårlig sammenligning. Bandets anden fuldlængde består til fulde.
Islandske Misþyrmings andet album er veludført black metal med masser af atmosfærisk stemning. Det er heftigt, men også fyldt med legesyge og et væld af flotte melodier.
De gamle stjerner Fenriz og Nocturno Culto skuffer ikke med deres seneste plade, der emmer af doom, punk, thrash og klassisk black metal.
Forventningerne er høje, når en af den norske black metals mest berygtede karakterer udgiver ny musik. Med sit nye projekt viser Gaahl en ny side af sig selv i en ny kontekst, som ikke vil falde i god jord hos alle gamle fans.
Norske Kampfar er gået fra nær opløsning af bandet til på ’Ofidians Manifest’ at præstere noget af det bedste materiale, den 25-årige karriere har budt på.
Ketzer har på deres fjerde album søgt tilbage til den tidligere vildskab og skabt et glimrende album, som er behageligt fri for alt for tydelig inspiration og lån fra andre bands i samme black metal-segment.
Norske Helheim udgiver en jævn plade, hvor deres blanding af black metal og folk er, som vi kender den, men uden nævneværdige højdepunkter.
På deres andet album leverer canadiske Wormwitch en ret så veloplagt omgang black metal, der vedkender sig klichéerne og både river, flår og rocker hårdt.
Debutalbummet fra finske Aethyrick vinder ikke på originalitet, men på udførelse: En mere end almindeligt vellavet opdatering af det, der gjorde den melodiske black metal interessant i 1990'erne.