Efter mange år med tomgang genopfinder Hexvessel sig selv med arktiske temperaturer og frysende black metal-riffs på et originalt, nyt album.
Marduk står med begge ben i graven og leverer en lyslevende, iskold perle af black metal, der ikke står i skyggen af tidligere store bedrifter.
Gensynet med Anaal Nathrakh var, på trods af vokalmæssige udfald, en glædeligt hidsig affære, hvor vi kom godt rundt i hele bagkataloget.
90'ernes black metal lever stadig. Det viste Sadokrista og Stormkeep onsdag på Stengade, hvor Sadokrista stod for den rådne old school-black og Stormkeep for keyboardsvulstigheden.
Tsjuder skruer den sorte bisse på efter otte års ventetid, og levner fortsat ikke et sekunds tvivl om deres religiøse overbevisninger – eller mangel på samme.
De vanvittige belgiere i Bütcher jævnede alle konkurrenter med jorden med et buldrende eksprestog af speed/black metal.
Kan vores anmelder anmelde ’Blackbraid II’ uden at skrive ”den svære toer”?
Ja, det kan han go… fuck!
Arkæons hulemandsavantgardeblack var dagens mest overraskende indslag på Metal Magic.
Det er ikke altid lige meningsfuldt med black metal i de fordrukne opvarmningsdage, men det var det med Angstskrig.
Black metal fra den portugisiske by Porto viser, at man ikke kun vil være kendte for at eksportere portvin. Gaerea har noget meget mørkere at byde ind med.
Afskys romantiske og analogt klingende musik mødte (retro-)futuristisk laserlys, da bandet fyldte den sidste nat på Copenhell 23 med hjerteskærende sange.
Stemningen indfandt sig som med en hypnotisk kraft, og Spectral Wound fik spillet en form for mørke ind i den ellers solrige eftermiddag
Blackbraid opførte med vildskab og patos en rasende, legendarisk fortælling på Pandæmonium, som vi sent vil glemme.
Der skal meget til at gøre anmelderen mundlam, men Lamentari formåede netop dette, da de fredag nat satte foden ned og overbeviste alle foran Gehenna om, at de er kommet for at blive. En magtdemonstration uden lige.
Haliphron sætter ingen overskrifter med deres keyladede black, men vinder på et tiltrængt, energisk pust tidligt på tredjedagen.
Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.
En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.
Vivian Tylinska, også kendt som Victory Over the Sun, er med til at holde Portland weird, som byens uofficielle slagord lyder, og satan ske lov for det.
Cloak skruer op for black metallen og de lyriske budskaber på 'Black Flame Eternal' – deres mest personlige og ambitiøse plade til dato.
Demonaz' Immortal veksler mellem at lyde som en udvandet kopi af sig selv og et ret habilt Immortal-tributeband. Hvis Immortal engang lød som frostdæmoner, lyder de nu som lunken festivalfadbamseblack.