De finske begravelses-doomere Skepticism inviterer til... begravelse i monumentale omgivelser på deres nyeste værk 'Ordeal'.
Det var lyden, der trak ned i vores anmeldelse af Paradise Lost, da de for nylig spillede i Malmø. Og selvom lyden da også havde nogle få mangler i Pumpehuset, så var det nærmest en forløsende koncert, hvor bandet endelig var uhyre skarpe på dansk jord.
Dansk doomtrio albumdebuterer med en flot symfoni for døden, der dog aldrig helt hæver sig over bunken af tidens mange doombands.
Finske Hanging Garden er modnet og har med det fjerde album fået en mere ren lyd, der alligevel synes mere mørk end tidligere, blandt andet på finurlig vis via brug af elementer, der ellers ikke har meget med metal at gøre.
For cirka tre uger siden udkom chilenske King Heavys selvbetitlede debutalbum; et album, der først og fremmest er episk og knusende tungt, men som holdes nede af vokalen.
Tyranny har brugt 10 år på at lave 'Aeons in Tectonic Interment', der er præcis så langsom i udtrykket, som den tid, det har taget at lave den.
Tyske Kadavar har lagt flere lag på i forvejen udmærket sangskrivning på deres nye hyldest til den tyske hovedstad. Det er endnu engang et spacy og proto-metallisk album af international klasse.
My Dying Bride satsede på det gamle og forenede fornemt den smukke og alligevel til tider grumme musik med den mørke sommernats kølige temperaturer på Wacken Open Air.
De californiske doom-metallere er tilbage med en kort, men yderst tilfredstillende udgivelse, der viser stor bredde uden at vige meget fra den oprindelige opskrift.
Det kan nok være, at lysfesten kyndelmisse – eller på engelsk candlemass – normalt ligger i februar. Men til Metal Magic blev det i den grad en lysfest, da Candlemass leverede en af de bedste oplevelser i festivalens historie.
Tyske Atlantean Kodex leverede deres næsten for letfordøjelige doom/power metal med charme og fællessang på Metal Magic.
Doom metal-kometerne Pallbearer havde for dårlig lyd til for alvor at funkle i torsdagsnatten.
Monolord luftede deres forkærlighed for de musikalske forbilleder med så store armbevægelser, at de i de sene nattetimer fik publikum til at feste godt igennem. Bandet har dog ikke sangene til at løfte sig over det middelmådige.
Hverken Copenhell eller publikum bed meget mærke i det scoop, Saint Vitus præsenterede, da de torsdag aften for første gang i tyve år indtog scenen med den oprindelige forsanger, Scott Reagers, ved mikrofonen. Bandet derimod, de bed fra sig!
Efter 15 års pladetørke vender Goatsnake tilbage med en plade, der ikke alene er et mægtigt comeback for selve bandet, men også for rockriffet i det hele taget.
’The Plague Within’ er Paradise Lost anno 1990 i en moderne version, hvor briterne dyrker deres tunge dødsrødder på en plade, der holder næsten hele vejen.
The Order of Israfel leverede en velspillet koncert gennemsyret af kærlighed til inspirationskilderne, men også blottet for personligt særpræg.
Med kolossalt høj lydstyrke forsøgte Conan at kompensere for manglerne i trioens jævnt kedelige musik.
Evil Spirit bød på en kaloriefattig buffet af halvkedelige Black Sabbath-riffs garneret med stænk af fræsende black metal.
Italienske undergrundslegender leverede en solid koncert, der bar præg af den excentriske frontmands vidunderligt derangerede udskejelser.