Between the Buried and Me har samlet trådene og afslutter 'Automata'-beretningen lige så stilsikkert, som de startede.
Claudio Simonetti's Goblin stak med deres progrock med funk-, fusions- og italo disco-elementer i den grad ud på Fredericias årlige metalfestival. Heldigvis stak de også af.
De amerikanske prog-helte i Fates Warning sprang Danmark over på årets Europa-tour i januar, men heldigvis er der trøst at hente i en liveskive, der netop er optaget under touren.
Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.
Metalpublikum har ikke fortjent et band af Enslaveds format. Slet ikke Copenhells publikum, stod det klart, da nordmændene lukkede Hades-scenen natten til lørdag.
Med ’Stranger Fruit’ lever Zeal & Ardor for alvor op til de forventninger, som forgængeren ikke helt indfriede. Og mere til. Meget mere til.
Yes uden Jon Anderson og Rick Wakeman er bare ikke rigtig Yes. Denne konstellation var derfor længe ventet, og rejsen gik storladent på tværs af både de proggede og poppede dele af bagkataloget, hvor ikonerne dog indimellem fremstod stærkere end sætlisten.
Dødsmetal, prog og moderne groovetendenser lever side om side i mørket hos tyske Alkaloid, der tæller adskillige erfarne musikere fra den tekniske dødsmetalscene. Deres andet album er veludført og poleret progressiv ondskab.
Danske Odd Palace albumdebuterer med en progressiv rockplade, der får liv af sublime musikere og vantrives på grund af for mange gode ideer i støbeskeen.
Der er skruet op for mørket og synthen på seneste udspil fra Ihsahn. Det havde dog klædt ’Àmr’ at vægte mere på substans frem for form.
Texanske The Swords sjette album gør op med metalfortiden og skuer mod uendelige musikalske muligheder.
Fjerde album fra engelske TesseracT er en stærk tilføjelse til et bagkatalog, der kvalitetsmæssigt allerede er imponerende.
Opvarmningen løb med det største publikum, mens Anubis Gate, foran dedikerede fans, fik banket rusten af sig som liveband og vist, at de stadig eksisterer.
De kom, de spillede, de sejrede. Australske Ne Obliviscaris gav en kraftpræstation uden sammenligning, der fik festivalens øvrige bands til at virke som amatører.
(0) kunne næppe have ønsket sig en bedre start på deres koncertkarriere. Det kunne publikum heller ikke.
Oceans of Slumber lader bølgerne gå højt over det dybe hav på det nye og flotte album ’The Banished Heart’.
Between the Buried and Me indfrier forventningerne med vanligt højt kvalitets-niveau. Men hvad er egentlig ideen i at opdele 'Automata'-serien?
Steven Wilsons Vega-koncert var et imponerende udstyrsstykke. En tre timer lang, integreret seance, der med materiale fra de sidste 20 år forenede tungt metalrifferi, popmelankoli og alt ind imellem.
Den britiske supergruppe Good Tigers debut, ’A Head Full Of Moonlight’, var intet mindre end en ualmindeligt positiv overraskelse. Andet album, ’We Will All Be Gone’, er det stik modsatte.
Endnu engang overgår In Vain sig selv med pomp og pragt til det rutinerede øre.