Dropkick Murphys led af metaltræthed, og distancen til deres publikum var alt for stor. Det hjalp heller ikke, at sætlisten bestod mest af midttempo-numre, som aldrig rigtig havde nogen forløsning. Opvarmeren Frank Turner overvandt til gengæld en del nye fans.
Acca Daccas lillebror udgiver sin femte plade. Atter med tre års mellemrum til den forrige er Airbournes nye album fuldstændig som alt det andet. Tinnies mod tindingen, bar mave og masser, masser af brødrene O’Keeffe.
Chelsea Wolfe søger tilbage til rødderne i ‘Birth of Violence’, der med sin hudløse ærlighed åbner op for en anden form for dysterhed, end man tidligere har været vant til.
Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.
En Ghost-koncert for meget og en Tribulation-koncert for lidt. Sådan var følelsen efter en lang aften i Forum, der startede på toppen og endte middelmådigt.
Lars Ulrichs nye yndlingsband har skyndt sig for meget til vinylpressen og har ikke fået alle de nye sange til skinne igennem. Men bandets selvtillid er vokset efter touren med Metallica, så der er stadig stort potentiale i de trondheimske gutter.
Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.
Swindler var det skæve indslag på en ellers sort torsdag, hvor bandet hyggede om publikum og leverede en gang knallertmetal, der trak mundvigene op på de fleste.
Alt var, som det plejede, til Kadavars turnéstart, hvor retrorocken fik modsvar af Hällas, der med troldmandskapper og fantasyfortællinger trak i en helt anden retning.
En mindre demonstration af europæisk kulturarv skete denne iskolde aften på Vegas glamourøse bodega, Ideal Bar. Med socialrealisme og en potentielt ny Patti Smith fik en noget beskeden mængde mennesker en uforglemmelig oplevelse.
Kadavar har lavet endnu et album. Denne gang bevæger de sig ud i ørkenrocket westernterritorie, men selvom sounden holder, så halter sangskrivningen.
D-A-D var tilbage på tysk muld i storformat og blødte isen op efter Slayers exit med nye som gamle numre og sprudlende humør.
Om bragte det spirituelle groove med sig, da de tålmodigt gravede sig igennem små 75 minutters sammenspil en sen aften i Pumpehuset. The Bug sørgede for en atypisk opvarmning.
Spiritualized var under hele koncerten alt for langt fra det storladne og alt for tæt på kontrastløsheden. Bandets frontmand Jason Pierce trådte aldrig i karakter, og publikum havde for travlt med at diskutere alt andet end musikken.
Japanske Kikagaku Moyo skabte et magisk musikalsk trip for de få heldige, der lagde vejen forbi Pavilion på den mørke side af midnat.
Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.
De mexicanske karneval-punkere Descartes a Kant vækkede abrupt det middagstrætte publikum med en overrumplende og vanvittig musikalsk forestilling, hvor ikke mange genrer forblev uberørt.
Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.
Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.
Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.