Med en tredelt koncert, der startede halvslapt og endte suverænt, beviste Mayhem, hvorfor de er det væsentligste black metal-band igennem tre årtier.

Lars Ulrichs nye yndlingsband har skyndt sig for meget til vinylpressen og har ikke fået alle de nye sange til skinne igennem. Men bandets selvtillid er vokset efter touren med Metallica, så der er stadig stort potentiale i de trondheimske gutter.

Med et dusin af musikhistoriens sejeste thrashhymner omfavnede Max og Iggor Cavalera fortiden og forvandlede Pumpehuset til en fandenivoldsk og nostalgisk tidsmaskine med en koncert, der næsten kom i mål som en helt suveræn oplevelse.

Night of the Black Attack 2019 blev atter afholdt af HeavyMetal.dk og løb af stablen i weekenden med op-og nedture, skiture og byture. En god blanding bolsjer var blevet valgt til aftenen, men som altid var der noget i posen, der smagte bedre end andet.

Alt var, som det plejede, til Kadavars turnéstart, hvor retrorocken fik modsvar af Hällas, der med troldmandskapper og fantasyfortællinger trak i en helt anden retning.

Cult of Luna besøgte Pumpehuset og leverede det, de skulle. Heldigvis havde de medbragt nogen, der ville mere.

Kill-Town Death Fest åbnede Pumpehusets hovedscene med et brag af en koncert fra de franske horror-tech-okkultister, der i momenter efterlod os med åben mund og polypper.

Transgressor tilføjede deres egen, dionysiske nuance til dødspaletten og var en af fredagens mest forfriskende, dystre indslag tidligt på dagen.

Vastum kørte den hjem på pumpet brutalitet, og vandt points på at have den mest angrebslystne forsanger på hele Kill-Town 2019.

En halvtom sal, en aktiv pit og et ikke helt overbevisende band: Afslutningen på Kill-Town Death Fest var både uelegant og underholdende. Absurditeten toppede, da en person i publikum valgte at smide tøjet.

Anatomia trak tempoet ned med en koncert, der var hæderlig uden at være prangende, men som passede til søndagens sløvsind.

I menneskets celler findes mitokondrier, der producerer kemisk energi til cellerne som en slags kraftværk. Og canadiske Mitochondrion var da også et kraftværk, der buldrede løs.

Tomb Mold bragte et længe ventet groove til andendagen på Kill-Town Death Fest. Det gjorde heller ikke noget, at de spillede fremragende.

Svenske Grave spillede for den dedikerede oldschool-crowd, da de huggede sig igennem materiale fra årene 1986 til 1991 på Pumpehusets hovedscene.

Suffering Hours debut på dansk jord var obskur og efterlod en med blod på tanden, men trioens komplekse riffing blev hæmmet af en høj bas og lav guitar.

Dødsfesten står for døren, og opvarmningen dertil skulle vise sig at være lunken, kogende og måske lunken igen. Kill Town Death Fest præsenterede tre bands for et stille København, hvor de eneste uden ansigter stjal opmærksomheden. 

Om bragte det spirituelle groove med sig, da de tålmodigt gravede sig igennem små 75 minutters sammenspil en sen aften i Pumpehuset. The Bug sørgede for en atypisk opvarmning.

Det blev igen en aften med en god genrebredde, da de fire dystende bands i årets Metal Battle alle kæmpede bravt for vinderpladsen og ikke mindst det deraf følgende show på Wacken.

Dødsmetallen blev taget under kærlig hånd både inde og ude, da to danske og to finske bands gav hver sit bud på, hvordan den slags spilles i Byhaven og Pumpehuset fredag aften.

Trods en sanger, der lige skulle synge sig varm, var doom-legenderne Saint Vitus simpelthen godt gammeldags fede onsdag aften i Pumpehuset. Dopelord var til gengæld bedre, end man skulle tro ud fra bandnavnet.