De Underjordiske strålede i naturlige omgivelser
Populær
De Underjordiske forførte publikum under jorden, da de fredag aften spillede den første rockkoncert i Cisternerne.
“Jeg ved, jeg ved, at jeg kan komme længere ned,” gentager forsanger Peter Kure messende i 'Sultne Ulve'.
Og det lykkedes for bandet fredag aften i en kort, men overbevisende koncert under jorden i Cisternerne.
Det gamle vandreservoir under Søndermarken udgør en imponerende urban drypstenshule, hvis enorme rumklang tillod bandet at skære ned på effekterne, men op for intensiteten.
De Underjordiske har, efter nogle solide singler og en flot optræden på årets Roskilde festival, formået støt og roligt at bygge en hype op om sig selv på den hjemlige psychrock-scene med deres på en gang syrede og fængende melodier og tekster. Og fredag aften kunne de så endelig slippe første kuld af numre løs på debutalbummet 'Ind i flammerne'.
En udgivelse, der blev fejret på smukkeste vis sammen med de 200 mennesker, som havde fundet vej til det udsolgte arrangement.
Massiv rumklang
Inden aftenes hovedpersoner skulle på scenen, fik det nye aarhusianske band Hunger fornøjelsen af at varme det store fugtige rum op med deres insisterende dronende folk, der blev båret flot af forsangerindens inderlige vokal, som stod krystalklart i Cisternernes skarpe lyd.
Herefter blev alle dirigeret op og ud i det stearinlysoptændte mørke, hvor der blev suget det sidste tobak og tanket op på væske, inden alle igen var samlet under jorden omkring scenen til at tage imod de nordjyske eksil-ulve.
Grundet rummets frygtindgydende 17 sekunders naturlige efterklang havde bandet på forhånd varslet et komprimeret show, som ville bestå af alternative fremførelser af nye og gamle numre.
I både stil og lyd ligner De Underjordiske et band, som ikke løber fra deres inspirationer i 60'ernes syrerock, som de på karakteristisk vis har opdateret til deres egen nutidige fortolkning med romantiske tekster og fortællinger om det underjordiske liv.
Intenst uden fuzz
Uden det store brug af fuzz og andre velkendte elementer fra psychrocken var bandet overladt til at lade melodierne stå mere nøgent frem, mens Kure oplagt og dragende lod sin nasale vokal runge højt, så den dansede og gav genlyd i det inderste af den intime forsamling.
Med fraseringer som “Tag med mig med ned på bunden af det dybeste ocean/ Lad mig drukne dig i lava fra min vulkan” har Peter Kure sin lyrik med sig. Og en stor del af årsagen til, at bandet, selvom referencerne er rigelige, ikke har behov for at stråle sig i andre stjerner end den, de selv skaber.
For De Underjordiske beviste, at selvom de måtte bevæge sig forsigtigt frem, hvor især også trommeslager Thomas Brandt var nødt til at slå sine slag med omhu af hensyn til den omfattende rumklang, så er de så sikre, intense og opslugte i deres spil, at det var umuligt ikke at lade sig falde med helt ned i deres hule.
Og helt ned kom vi især til slut i den tunge og slæbende 'Trold'. Bandets hidtil længste nummer, som bliver båret frem af et groovy riff, der forenede band, rum og publikum i en anderledes, men lige så hårdtslående oplevelse, som det havde været over jorden med mere strøm.
En fuldendt aften, der med garanti vil blive husket af alle tilstedeværende, mens De Underjordiske trygt fortsætter deres vej mod toppen af syrerocken.