Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den overlegne elite

Populær
Updated
Den overlegne elite

Meshuggah var hverken mere eller mindre, end hvad man kunne forvente af dem live, da de torsdag aften gav koncert i Malmø. Det blev en opvisning i præcision, selvsikkerhed og kontrol.

Kunstner
Dato
23-02-2017
Trackliste
Clockworks
Born in Dissonance
Sane
Perpetual Black Second
Stengah
The Hurt that Finds You First
Lethargica
Do Not Look Down
Nostrum
Violent Sleep of Reason
Dancers to a Discordant System
Bleed
-
Demiurge
Future Breed Machine
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
5

... Og hvad kan man egentlig mere sige om de svenske djentkonger? De er et af de mest respekterede bands i metalscenen, og det er der god grund til. Selvom utallige musikere prøver at overgå og efterligne dem, er Meshuggah stadig højt hævet over alle andre bands, særligt i den niche, de selv var med til at starte i de tidlige 90’ere.

Meshuggah er bandet, der altid har opretholdt deres egen (meget) høje standard; det gælder både på plade og live, og aftenen i Moriska Paviljongen var ingen undtagelse. Forventningerne hos det talstærke publikum var høje, og de blev i den grad indfriet. Meshuggah er ikke et band, der fejler. Deres musik er perfekt til punkt og prikke, og som et af de få bands i verden lyder de lige så perfekt live som på plade. Fra første til sidste anslag forløb koncerten præcis, som den skulle, alt var koordineret.

Bandets kontrol over alting kunne nemt blive til et kritikpunkt, da man kan argumentere for, at det hele virker lidt for maskinelt; deres outfits matcher, lysmanden er bandets sjette medlem, og man skulle tro, at det hele kørte på playback. Alligevel er det langt fra tilfældet, og det skyldes en helt afgørende og central ting – Meshuggah hviler i sig selv, og disciplin ligger i bandets ryggrad.

Uanset hvor tungt eller teknisk et band prøver at være, vil det aldrig kunne overgå Meshuggah – hvilket er ret imponerende, når man tager højde for, at dette har været tilfældet i knap 20 år, og endda uden at bandet har fornyet sig synderligt, vel at mærke. Og at det ikke har været nødvendigt for bandet at forny sig, er egentlig det mest interessante ved sagen. Jovist, bandet har oppet sig teknisk og musikalsk gennem karrieren, hvilket optagelserne til deres seneste album ’The Violent Sleep of Reason’ er et fremragende eksempel på, men det er ikke, fordi de har ændret stil eller afprøvet radikale ændringer i deres udtryk. De har ganske enkelt ikke på noget tidspunkt taget nogen chancer, hvilket i de fleste tilfælde ikke er en synderlig god ting, og især ikke når man snakker om bands med så lang en karriere.

Men når man har Meshuggahs kunnen, overblik, selvværd og perfektionisme, er det ikke nødvendigt. Alle disse ting skinner igennem deres musik og liveshows, og man efterlades derfor med et indtryk af ægthed – de prøver ikke på noget. De er. Kompleksiteten i bandets lettere firkantede musik er noget, de mestrer, og det giver plads til massivt overskud og energiudstråling, når de står på en scene. De behøver ikke at være underholdningsklovne mellem numrene eller for den sags skyld sige et ord til publikum, før koncerten er ved at være slut, for det er der ikke brug for. Musikken snakker for sig selv og er så medrivende, at publikum og band er i symbiose fra første til sidste sekund af koncerten – at selv de mest hardcore fans ikke helt har styr på bandets rytmer og temposkift og derfor kommer til at ligne epileptikere under et anfald, når de prøver at headbange, er en anden side af sagen; og egentlig også endnu et bevis på, hvordan de talentfulde herrer i Meshuggah forstår at vise deres overlegenhed, og hvor mange niveauer de er over alt og alle.