Ærlig fortælling savner nærhed
PopulærBogen om og af Sebastian Bach fungerer fint som forklaring på, hvorfor rockstjerneliv og -status er så fascinerende og en drøm for mange unge rockfans. Hovedpersonen deler gladeligt ud af historier fra et vildt liv, men helt tæt på ham kommer man nu ikke af bogen.
"The World According to Bach" står der på bagsiden af bogen '18 and Life on Skid Row', der er den tidligere Skid Row-sangers selvbiografi. En passende beskrivelse, for Sebastian Bach, født 1968, tager nemlig læseren ud på en rejse og fortælling, om verden verden ser ud for en musikglad mand, der voksede op i hippietidens efterveer og siden skulle finde en altoverskyggende glæde ved rock og metal. Der er lidt historiebog over den, men hvor en historiebog gerne prøver at være mere nøgternt beskrivende, så får man her forfatterens bramfri holdning til dit og dat, naturligvis også begrænset til, hvad fortælleren selv har oplevet. Det er personligt, men så alligevel ikke personligt nok. Nogle gange bliver det netop "bare" en fortælling om, hvordan verden har ændret sig fra 70'erne og frem til nu, uden at man egentlig synes, at man blive så meget klogere på, hvem har der Sebastian Bach egentlig er.
Bach fortæller historien om, hvordan han er vokset op i et kreativt og kærligt hjem, og hvordan forældrenes skilsmisse lige før hans teenagetid på en eller anden måde har spillet en rolle i hele hans liv. Og hvordan især Kiss blev udslagsgivende for hans iver efter at blive rockstjerne, ligesom der blev øvet Judas Priest på ungdomsværelset, så han kunne mestre de høje toner. Det var i de høje toner, at Sebastian Bach så den mest inspirerende udfordring inden for sangkunnen. Noget han dog beskriver sig som nærmest født til, eftersom han i en meget ung alder optages i et drengekor i en kirke, hvor han tjente sine første penge på musikken. Til optagelsesprøven gik korlederen højere og højere op i toner, og den unge Sebastian Bach fulgte ubesværet med. Det var imponerende, og han kom selvsagt med i koret. Ligesom han senere skulle blænde i det lyse register i auditions for Kid Wikkid og Skid Row.
Som en fortælling om rock 'n' roll er historien både fantastisk og forudsigelig. I de mange anekdoter indgår alskens rusmidler. Og der fortælles også også om mange ivrige piger, der gerne vil mere end tæt på den unge rockstjerne. Historierne krydres samtidig med masser af namedropping, så man får også valuta for pengene i form af sladder om David Lee Roth, Axl Rose, Jon Bon Jovi og folk fra Metallica, Pantera og Aerosmith. Det forudsigelige består i, at der et eller andet sted ikke bringes så meget nyt til fordommene om, og klicheerne i, rock- og metalmusik. Men vil man gerne mæske sig i sådanne historier og mindes dengang, rockbands virkelig kunne skeje ud, og pengene var så store, at folk levede, og levede af, musikken, så får man rig lejlighed for dette.
Men vil man lære Sebastian Bach at kende, lader bogen desværre noget tilbage af ønske. Man hører en masse om hans liv, og man bliver helt sikkert klogere. Han indrømmer en masse ting. Det uhæmmede indtag af rusmidler – der står tit "det var en periode af mit liv, hvor jeg drak tæt", eller de mange gange, han skriver, at han ikke kan lide kokain, hvorefter kokain indgår i flertallet af de følgende anekdoter. Men gennem de mange historier er der stadig en slags beskyttende lag, der forhindrer læseren i virkelig at komme ind og forstå Sebastian Bach. Man kan gætte gennem historierne, men helt til bunds kommer han ikke. Man forstår, at han er følsom, fordi det skriver han direkte. Men man mærker det slet ikke så tydeligt, som han så direkte skriver det. Det står klart, at familie er noget, han vægter højt, specielt hans egne børn, og at det har haft konsekvenser for mange valg i hans liv, at forældrene gik fra hinanden, mens han var i en ung og følsom alder. Musikken er ekstremt vigtig for ham, og selvom der er side op og side ned om eskapader med druk og stoffer, så bedyrer han, at han aldrig har været fuld før et show. Men som det beskrives, har han så til gengæld nærmest altid festet efter.
Lidt for overfladisk om Skid Row
Der er nogle mangler i fortællingen om Skid Row. Det berøres kun overfladisk, hvordan samarbejdet sluttede, og der er nærmest intet om tilblivelsen af det sidste Skid Row-album, som han var med på, 'sUBHUMAN rACE'. Man kan selvfølgelig argumentere for, at han alligevel berører det ved at fortælle, at han på de sidste tours ikke kørte i samme bus som sine bandmedlemmer. Det er historier fra landevejen, men ikke så meget til fans at nørde over i forhold til fortællinger om indspilningsprocesser og den slags.
Kronologien i bogen er desuden lidt sær. Man er godt i gang med at høre en historie, men den flakker så lidt i alle retninger med et "det minder mig om", og så er man lige pludselig i gang med en historie, der foregår 5-10 år før eller senere. Man er dog advaret, for overskrifterne til de forskellige afsnit fremgår med årstal, så sværere er det heller ikke. Nogle steder fungerer det godt som den der ekstra historie, der lige lirkes ind, men andre steder ødelægges flowet, og nogle historier får man ikke fuldt udbytte af, og det bryder muligheden for for alvor at lære Sebastians Bach at kende i hans rejse fra barn til voksen.
Et stort persongalleri
Bogen er også ganske underholdende, men det er ikke så meget Bachs oplistning af de skøre påfund, han har fundet på under påvirkning. Det er ofte hans beskrivelse af hændelser, der involverer andre personer. Fx får man et finurligt indtryk af en drilsk Lars Ulrich og Axl Rose som en fyr, der ikke rygklapper af pligt. Der er en historie om Sebastian Bach og Duff McKagan, der har fået fat i nogle Qualudes (har man set 'Wolf of Wall Street', så ved man hvad det handler om), hvor de to herrer bliver til nogle dopede, døsige herrer, der ikke formår meget andet end at savle ned af sig selv på den bar, de opholder sig på. Lars Ulrich morer sig over dem og begynder at tage betaling fra fans, der så en mulighed for at få taget foto med deres i det øjeblik ret sørgelige idoler. Axl Rose og Bach render en aften på Jon Bon Jovi, der netop har fået stor succes med en ny single-udgivelse. Sebastian Bach lykønsker Jon Bon Jovi med den gode sang, mens Axl Rose intet siger. Næste dag siger Bach sarkastisk til Rose, at det var pænt af ham at gratulere Jon Bon Jovi med den gode sang. Rose bliver hidsig og siger, at det gjorde han fandeme ikke!
Det er generelt et omfattende persongalleri, så når man måske ikke helt føler, at man kommer så tæt på hovedpersonen, som man fx gør i den fremragende bog om Slash (der blot hedder 'Slash'), så får man om ikke andet det med. Sammen med historien om rock 'n' roll fra dengang, hvor stofferne var så åbenlyse, at der blev taget baner på bordene hos Rainbow Bar & Grill på Sunset Strip eller for den sags skyld på de små bakker/borde under rockstjernernes mange flyrejser. Som Bach beskriver det, så har 9/11 ændret en del, ikke bare på sikkerheden i forbindelse med netop flyrejser.
Det at være levebrødsmusiker har også ændret sig, og det beskriver Sebastian Bach egentlig fint, sådan som han beskriver sin karriere fra rockgud til at stå på Broadway og spille 'Dr. Jekyll & Mr. Hyde' (hvad han med rette naturligvis også er stolt af) over medvirken i adskillige sæsoner af tv-serien 'Gilmore Girls' til de lidt mindre shows, som han spiller med sit soloband, i sammenligning med Skid Rows kometstart med stadionkoncerter og tours med Guns N' Roses, Aerosmith og Bon Jovi. Fra pladesalg til en verden, hvor ungdommen ikke i samme grad som ham påskønner duften af vinyl og i stedet streamer. Sidstnævnte er han dog ikke afvisende overfor og får lige lige luftet en eller anden streamingservice, der nok har smidt penge efter at få ham til at promovere det.
Bogen er underholdende og letlæst, omend som nævnt lettere forvirrende i kronologien til tider. Den fungerer fint som en historie om en musikfan, der bliver rockstjerne med de op- og nedture, den slags kan medføre. Men sætter man i stedet "Sebastian Bach" ind i stedet for "en musikfan" i den forrige sætning, så er det, at man bliver lidt skuffet. For man hører godt nok mange hudløst ærlige beretninger fra Sebastian Bach, men selvom der på siden af bogen står hans navn, som var det altså en historie lige fra hestens mund, så er det ikke som at sidde at høre ham selv fortælle den. Det er, som om der er et filter imellem, der gør fortællingen mindre personlig og inderlig.