Når kunst rocker
Updated
Coheed & Cambrias danske koncertdebut sendte vor anmelderdebuterende webmester til drømmeland. De amerikanske Coheed & Cambria kom endelig til København efter aflysningen måneden forinden. Rammerne blev sat i et lettere formindsket Store Vega - noget som hverken lyd, eller stemning kom til at lide af.
Mest for de unge
Opvarmningen var blevet skiftet ud, så det blev et nyt bekendskab med norske JR Ewing (ja, ham! - og som i øvrigt også er Roskilde Festival aktuelle til sommer - Red.) som gik frisk til opgaven og kom godt omkring i en god solid blanding af ska, psudo-hardcore og gymnasie rock. Men det nåede aldrig rigtigt ind under huden på trods af energiske 35 minutter. Der manglede dèt kick ass nummer/riff/whatever, der satte sig ind i bevidstheden, så i stedet gik der lige lidt for meget "vi-er-sure-og-rock'n'roll-farlige-på-trods-af-pagehåret" attitude i den undervejs.
Men, en godkendt opvarmning, der dog var lidt forkert placeret genremessigt i forhold til hovednavnet - noget der dog ikke gik den yngre del af publikum på.
Klare intentioner
Coheed & Cambria har nu efter det 3. udspil sat den progressive-art-rock på verdenskortet, og hvor er det dog en befrielse igen at at blive udfordret af et band på mere end et niveau. Bandet viste hvor sublimt et sæt kan bygges op, hvis man har en frontmand som Claudio Sanchez, han har en helt klar intention om hvor og hvordan, vi skal guides igennem aftenen og han er ikke bange for at bryde gængse koncertformularer.
Her var ingen slinger i valsen, der blev vist musikalsk mod som det opleves for sjældent, når hittet "Coming Home" bliver brugt til at åbne den halvanden times musikalsk rejse. Vi kom godt rundt i Coheed & Cambria udgivelser, der alle tekstmæssigt syrer rundt i Sanchez' komplekse sci-fi univers. Her var ingen forklaringer undervejs, intet unødigt snak fra scenen, det var musikken der talte. Dog fik vi lige et "thanx for comming tonight" fra den glimrende bassist Michael Todd, og det var så det.
Så man skal have været ualmindelig fatsvag for at være i tvivl om dagsordenen: Lyt, nyd, smag og syng med med folkens! Hvis man vil nørde sig ind i universet, så tag den derhjemme med notesbog og kaffekop.
Som en superb afslutning på en koncerten fik vi en lækkerbisken, da sidste nummer denne aften blev til en røvtrækker af en jam session som afslutning, her afslørede store del af publikum at det ikke kun er metal, der bliver lyttet til hjemme i stueren: "Jazz-klappet" blev brugt flittigt efter Travis Stevers og Sanchez' soloer, og så er man da vist til art-rock koncert!
Lyst til mere
Jeg gik fra Vega med en lyst til at høre mere, og grave sig dybere ned i historien om Coheed & Cambria, og med de tegneserier, gruppen har fået udgivet som supplement til skiverne, så kalder ekspresso-maskinen på sene nattetimer med reflektioner over cykler med 10 gear, hunde ved
navn apollo og rumstationer...
Pu-ha, jeg glæder mig til at gense og genhøre Coheed & Cambria, gerne med alt det lir, skidt og skrammel den kan trække, for at få historien til at folde sig endnu mere ud. Men denne aften var det musikken der talte, og hvor var det dog smukt, og mange tak for det!
Mest for de unge
Opvarmningen var blevet skiftet ud, så det blev et nyt bekendskab med norske JR Ewing (ja, ham! - og som i øvrigt også er Roskilde Festival aktuelle til sommer - Red.) som gik frisk til opgaven og kom godt omkring i en god solid blanding af ska, psudo-hardcore og gymnasie rock. Men det nåede aldrig rigtigt ind under huden på trods af energiske 35 minutter. Der manglede dèt kick ass nummer/riff/whatever, der satte sig ind i bevidstheden, så i stedet gik der lige lidt for meget "vi-er-sure-og-rock'n'roll-farlige-på-trods-af-pagehåret" attitude i den undervejs.
Men, en godkendt opvarmning, der dog var lidt forkert placeret genremessigt i forhold til hovednavnet - noget der dog ikke gik den yngre del af publikum på.
Klare intentioner
Coheed & Cambria har nu efter det 3. udspil sat den progressive-art-rock på verdenskortet, og hvor er det dog en befrielse igen at at blive udfordret af et band på mere end et niveau. Bandet viste hvor sublimt et sæt kan bygges op, hvis man har en frontmand som Claudio Sanchez, han har en helt klar intention om hvor og hvordan, vi skal guides igennem aftenen og han er ikke bange for at bryde gængse koncertformularer.
Her var ingen slinger i valsen, der blev vist musikalsk mod som det opleves for sjældent, når hittet "Coming Home" bliver brugt til at åbne den halvanden times musikalsk rejse. Vi kom godt rundt i Coheed & Cambria udgivelser, der alle tekstmæssigt syrer rundt i Sanchez' komplekse sci-fi univers. Her var ingen forklaringer undervejs, intet unødigt snak fra scenen, det var musikken der talte. Dog fik vi lige et "thanx for comming tonight" fra den glimrende bassist Michael Todd, og det var så det.
Så man skal have været ualmindelig fatsvag for at være i tvivl om dagsordenen: Lyt, nyd, smag og syng med med folkens! Hvis man vil nørde sig ind i universet, så tag den derhjemme med notesbog og kaffekop.
Som en superb afslutning på en koncerten fik vi en lækkerbisken, da sidste nummer denne aften blev til en røvtrækker af en jam session som afslutning, her afslørede store del af publikum at det ikke kun er metal, der bliver lyttet til hjemme i stueren: "Jazz-klappet" blev brugt flittigt efter Travis Stevers og Sanchez' soloer, og så er man da vist til art-rock koncert!
Lyst til mere
Jeg gik fra Vega med en lyst til at høre mere, og grave sig dybere ned i historien om Coheed & Cambria, og med de tegneserier, gruppen har fået udgivet som supplement til skiverne, så kalder ekspresso-maskinen på sene nattetimer med reflektioner over cykler med 10 gear, hunde ved
navn apollo og rumstationer...
Pu-ha, jeg glæder mig til at gense og genhøre Coheed & Cambria, gerne med alt det lir, skidt og skrammel den kan trække, for at få historien til at folde sig endnu mere ud. Men denne aften var det musikken der talte, og hvor var det dog smukt, og mange tak for det!
Kunstner
Spillested
Dato
06-02-2014
Genre
Forfatter
Karakter